Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
22. søndag efter Trinitatis, 31.10.2010
Predigt zu Matthæus 18:1-14, verfasst von Peter Lind
Denne tekst er et rent "Kinderæg"!
Selvom det - heldigvis - er ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har set den skrækkelige tv-reklame, hvor en mor opfylder sine plagende børns talrige ønsker med et "Kinderæg", så er det umuligt at glemme det gribende højdepunkt i reklamens monolog.
Moren går ned langs supermarkedets endeløse varetilbud, mens hun grubler over, hvordan hun skal undgå at skuffe sine børn. Problemet er, at de har ønsket sig flere ting på én gang - vistnok noget med at det skal være en overraskelse, noget slik og noget legetøj - og gentagne gange må denne fornuftige husmor sige til sig selv: "Det er jo hele tre ting. Det går virkelig ikke!"
Indtil det forløsende øjeblik hvor hun kommer i tanke om "Kinderægget", der bag sin chokoladeskal gemmer på en overraskelse i form af en eller anden lille plasticlegetøjsdims. Så er alle glade! Ikke mindst producenten af "Kinderæg".
En søgning på Google giver 17.800 resultater på ordet "Kinderæg" - bare fra Danmark; langt størstedelen er henvisninger til hjemmesider, der præsenterer enorme samlinger af disse små fjollede plasticfigurer fra æggene, men der findes også en del links til diverse "hadereklame-hjemmesider", hvor denne tv-reklame er en uundgåelig klassiker.
"Det er jo hele tre ting. Det går virkelig ikke!"
Når jeg sammenligner denne søndags prædiketekst fra Mattæusevangeliet med et "Kinderæg", så er det udelukkende pga. denne bekymrede bemærkning om, at tre så forskellige ting da umuligt kan forenes i ét - og naturligvis det glædelige budskab, at - jo - det kan det faktisk godt alligevel.
Men umiddelbart er det bestemt ikke så let at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.
Teksten er delt op i tre tydelige afsnit. Først den lille historie om disciplenes spørgsmål til Jesus om hvem, der er den største i Himmeriget, og hvor Jesus besvarer det ved at stille et lille barn imellem dem og sige, at "Den der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget." Det er den situation, der er afbilledet på vores altertavle.
Derefter følger det største afsnit - i hvert fald ordmæssigt, men indholdsmæssigt kan det refereres ganske kort: det handler om at bringe til fald - og om at udrense og fjerne det, der kan bringe til fald; "Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig..."
Og til sidst afsluttes med en lille lignelse under overskriften, "Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte": om en hyrde, der efterlader de 99 får i bjergene for at finde det ene, der er blevet væk. "Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt." runder Jesus lignelsen af og afslutter dermed denne trefoldige tekstperikope.
Hvis man tog hver af disse tre tekster for sig selv, så var det forholdsvis enkelt at forkynde evangeliet ud fra dem.
I den første tekst om barnet, der er den største i Himmeriget, ville det være oplagt at trække nogle linier til barnedåben, som jo så fint og tydeligt markerer, at vi alle er Guds børn. Fordi Gud har gjort os til det ved sin Søns, Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse. Vi kan ikke gøre os selv til børn. Når man som voksen alligevel forsøger på det, ender det altid i de allerværste og mest pinlige eksempler på pjat og skaberi. Vi kan kun tro og håbe på vores dåbs pagt, at Gud altid vil opfatte os - uanset om vi er 13, 30, eller 80 år gamle - som sine små børn. Som små børn, der uden at overveje hvordan og hvorfor og hvor meget og hvor længe, blot i tryghed og tillid formår at tage imod den kærlighed, der gives os. Leve på den, som selve vores tilværelses faste og urokkelige fundament. En kærlighed som skænkes os uden betingelser og krav - uden forventninger om at den bliver gengældt i samme omfang - uden risiko for at den kan mistes og forsvinde eller forvandles til had og straf. At vi som Guds børn ligesom det lille barn i sin mors eller fars favn kan hvile i uendelig tryghed, i den grundlæggende og ufatteligt befriende konstatering, at vi er elsket, fordi vi er til - ikke for hvad vi gør.
Lignelsen om de hundrede får, hvor ét løber bort, og hyrden, der derpå forlader de 99 og leder efter det ene vildfarne får, indtil han finder det og i glæde bringer det hjem igen, passer sådan set glimrende i forlængelse af talen om at være Guds barn.
For kan det virkelig være rigtigt, at Gud således altid vil elske sit menneske - sit barn - uanset, hvad der sker?
Ja!
At han altid vil søge og finde det og bringe det hjem i glæde?
Ja!
Det er jo virkelig et glædeligt budskab - et evangelium - der med disse to tekster om henholdsvis det lille barn og det ene får, bliver forkyndt for os. Det bliver talt ind i vores liv og verden som en virkelighed - som Guds virkelighed - i vores verden. En virkelighed der består af en så stor og magtfuld kærlighed, at det overgår al vores forstand. En kærlighed der er større og mægtigere end døden. En kærlighed der aldrig slipper os.
Men midt ind i dette glædelige evangelium står advarslen om at bringe til fald og blive bragt til fald. Ikke bare en advarsel, men en fordømmende konstatering af både evig ild, helvede og fortabelse. Som en ubehagelig og anmassende kile trænger den sig ind blandt budskabet om Guds kærlighed og fylder - alt for meget, synes man. Man kan nemlig ikke bare lige hoppe over den og let og elegant lade som den slet ikke stod der. Dens udsagn er alt for tydelige, - alt for brutale. Man glemmer dem ikke så let, så gerne man end ellers ville. "Hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild."
Med ét eller med begge øjne er man nødt til også at se denne tekst i øjnene, og selvom det ved første øjekast kan virke ubehageligt og forstyrrende - ja, nærmest umuligt -, så er det også nødvendigt at se den i sammenhæng med de to andre tekster. Det er "hele tre ting" - spørgsmålet er om de kan forenes i ét budskab - i ét glædeligt budskab - i ét evangelium?
Ja, det kan de, og det skal de. Faktisk er det helt afgørende, at man netop ser de tre tekster i sammenhæng med hinanden og ikke hver for sig.
For nok forkynder de to små historier om barnet og fåret et smukt budskab; men det er også lige på nippet til at blive det rene glansbillede af en virkelighed, som vi ikke kan genkende fra hverken os selv eller vores tro.
For hvad nu hvis man tvivler på Guds kærlighed; eller ligefrem mister troen på Gud eller fornægter Gud, eller bare er totalt, bedøvende ligeglad, så må man da gå fortabt - blive "hugget af" og smidt ud og glemt derude i mørket som en nødvendig konsekvens af sit eget, frie valg?
Nej! - "Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig." Gud vil ikke miste én eneste af sine små. Gud er i sin mægtige kærlighed også en nidkær Gud, der ikke accepterer et tab - selv om det kan synes nok så småt og ubetydeligt i den store sammenhæng; men i Guds øjne er et menneske aldrig en lille ubetydelig ting; det er hans barn.
Vi skal heller ikke bilde os selv ind, at vi har magt og frihed til at fravælge og sige nej tak til Gud, som om han var et tilbud i supermarkedet. Ligesom fåret tilhører sin ejer, tilhører vi Gud. Gud købte og betalte for os ved sin Søn, Jesus Kristus. Den pris var alt for høj til, at han vil miste én eneste af os. Det står fast. Det står som en ubrydelig ramme omkring vores liv, ligesom det her med de to små fortællinger står som en ramme omkring advarslen om at bringe og blive bragt til fald.
Men på den anden side skal vi selvfølgelig også være klar over, at vores valg - vores måde at leve på - vores måde at behandle hinanden på - har konsekvenser. Ikke for omfanget af Guds kærlighed. Påskemorgens opstandelse er Guds endelige løfte til os om, at selv sin egen Søns lidelse og død på korset kan og vil han tilgive os. Til sidst finder han os, som hyrden finder sit får. Men ligesom fåret kan vælge at løbe ud i mørket og fare vild, har ethvert menneske naturligvis den mulighed i større eller mindre grad og mere eller mindre bevidst at vælge at fortabe sit liv og gøre det til et sandt helvede for både sig selv og sine omgivelser. Nogle gange sker det i et omfang, så det er nødvendigt, at omgivelserne må reagere for at beskytte sig selv, som samfundet f.eks. må reagere overfor en morder eller et andet menneske, der på så afgørende vis har forbrudt sig imod fællesskabets eksistens; det bliver nødt til at "hugge" ham eller hende af - smertefuldt som at hugge en hånd af, men nødvendigt for at overleve. Det er samfundets - vores - nødvendige og ubarmhjertige dom over den fortabte. Det er vilkårene for vores liv og verden.
Men det er ikke de eneste vilkår, vi som mennesker lever under. Vi dømmes af os selv og af hinanden; men det er ikke Guds dom. Guds endelige dom er, at hans Søn "er kommet for at frelse det fortabte" - "at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt." En dom, der lyder ind i vores verden, som et håb.
Det er det håb, der som et lys kan skinne i selv det tætteste mørke, og det håb som intet menneske har ret til at fratage et andet menneske.
Amen.