Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Alle helgens dag , 07.11.2010
Predigt zu Mattæus 5:13-16, verfasst von Claus Oldenburg
En gang imellem kan man i mit job komme ind i det, som teknisk set vil være et kætteri, altså vranglære kontra den rette lære.
Og fordi det er dødedagen i dag, Alle Helgens søndag, vil jeg benytte lejligheden til at problematisere reformatorernes lære om døden, idet enhver dødelære er ekstrem vigtig i relation til religion, generelt betragtet.
Men først et lille pudsigt træk ved vores kultur. For vel er Alle Helgen altid blevet markeret i den danske kirke, og flittige kirkegårdsgængere har mange steder en helt klar bevidsthed om, at denne dag er deres egne dødes dag, hvorfor mindet om dem bliver markeret - men som et led i den offentlige kultur har Alle Helgen aldrig været særlig tydelig.
Til gengæld importerer vi kulturformer. Og vi har i ret voldsom grad importeret den amerikanske Halloween, som også er dødedagen, men altså på amerikansk - eller rettere latinamerikansk. Denne helt særlige blanding af uhygge og sjov er øjensynligt meget tiltrækkende, og de, som har været i Tivoli i efterårsferien, er helt klar over, at det udskårne græskarhoved med lys i er kommet for at blive.
Men jeg vil her prøve at ridse baggrunden op i det omfang jeg kan den eller kan regne den ud. Man har nemlig fra oldkirkens dage altid spist ved gravene; man har simpelthen holdt en årlig middag sammen med sine døde. Det véd vi fra martyrierne, og det ved vi fra den katolske kirkegårdskultur.
Det er nok dér denne blanding af gru og fest opstår, og den er meget tydelig i de netop katolske latinamerikanske lande med Mexico i spidsen. Og en hvilken som helst offentlig fest, der først slår an, har det med at gære sig til udvidelse, hvorfor dødedagen har udviklet sig til en meget betydningsfuld dag. Og så har hele det nordamerikanske kontinent taget denne skik til sig, uden at den længere har denne tætte forbindelse til gravstederne og middagen for de døde eller sammen med de døde.
Dette kan man ikke bebrejde nogen, for det er et fuldstændig alment træk ved alle ordentlige, offentlige fester. Man kan sammenligne med julen, der netop gennem århundreder har været en fest i udvikling, og således også har ændret sig og fået nye og anderledes former, om end det alt sammen ser meget traditionelt ud og helst skal ligne julen 'derhjemme hos moder engang'.
Men dér, hvor jeg egentlig vil hen med denne lille kulturanalyse, er den tætte omgang med de døde, fornemmelsen af nærheden mellem levende og døde, som er meget karakteristisk for den tidlige kirke og netop også den romersk-katolske.
Og så et træk til. At alle - og jeg mener alle - døde kom i dertil indviet jord og således i princippet fik et gravsted er et civilisatorisk træk ved kristendommen, som er meget vigtigt. For i tidligere eller andre kulturformer har man ikke taget dét så nøje, i hvert ikke for menigmand. Vi ved fra vikingekulturen, at man gerne smed ligene på møddingen, dette at sætte børn ud til denne visse død har været et træk ved mange kulturformer, og hvis man skal henvise til et relativt moderne europæisk fænomen, som er massegravene i Central- og Østeuropa, så har barbariet netop vist sig i en umenneskelighed over for de levende ved også at tage identiteten ud af deres død.
Dette at have orden i døden og have respekt for de døde er den nødvendige civilisatoriske forudsætning for at få lidt orden på livet og en tilsvarende respekt for de levende.
Derfor er gravstedet meget vigtigt. For de efterlevende véd, hvor deres døde er, kan se til dem og snakke med dem - og derfra er springet faktisk ikke langt til at holde en skovtursmiddag på gravstedet og skåle med de afdøde. Nærheden er der.
Og så kort et træk til. Gravstedet sikrer i hvert fald til en vis grad mod spøgeri. For de levende véd, hvor deres døde er, hvorfor det er ren hjemsøgelse at få natlige besøg. Således forlader vampyr-figuren sin grav ved nattetid for at suge liv af de levende, og bag forestillingen om enhver form for spøgeri ligger simpelthen det, man her kunne kalde gravens ufred, kontrasteret med netop grav-fred.
Men nu vil jeg prøve at nærme mig det annoncerede kætteri.
Altså. I antikken havde kulturformerne meget vage forestillinger om de dødes tilstand - og behagelig var den i hvert fald ikke.
Det, den middelalderlige kirke udvikler helt parallelt med verdensbilledet, er en egentlig sjælelære, og den skulle jeg mene sidder i os alle; den sidder i hvert fald også i mig. Og det har mentalt set noget at gøre med både verdensbilledet og historiens gang.
For det man udvikler fra og med Augustin, som jeg skulle mene er den virkelige overgangsfigur mellem antikken og middelalderen, er en vertikal linje, der svarer til verdensbilledet med en Himmel foroven og et Helvede forneden. Samtidig udvikler man en horisontal linje, som er menneskeslægtens vandring fra dengang i skabelsens morgen og frem mod den kommende verdens liv, altså den tilstand, der ligger på den anden side af både dom og frelse.
Denne vertikale linje mellem et oppe og et nede skulle jeg mene fortsat er meget virksom for vores bevidsthed. Og det samme er den horisontale, for enhver lære om udviklingen knytter sig uvægerligt til vandringens motiv og tidens bevægelse fra ét punkt og til et andet.
Inden for denne vertikale og horisontale mentale geometri udvikles sjælelæren, som ganske enkelt går ud på, at menneskets sjæl enten går til Gud eller tilfalder Fanden, mens legemet går i graven og må afvente de dødes opstandelse til enten afgørende frelse eller endelig fortabelse. Der er tale om en næsten klassisk dualisme mellem sjæl og legeme, ånd og kød - og den genfindes faktisk i reinkarnationslæren i dennes forskellige gevandter - men denne dualisme er klart tiltrækkende, fordi den både forekommer realistisk og endvidere løser en række af de problemer, som er indeholdt i forestillingen om et liv efter døden. For sjælen lever inden for denne opfattelse videre under en eller anden form, mens legemet, kødet, må friste sin egen opløsnings skæbne, det som på latin kaldes 'sic transit'.
Kan det her skræmme nogen som helst? For sådan set lyder det meget betryggende og tilforladeligt.
Men når reformatorerne var så aggressive på denne sjælelære, så skyldes det det enkle forhold, at Romerkirken i løbet af middelalderen nåede at udvikle samme sjælelære til en økonomisk maskine, der virkelig kunne opæde enkers bo - med et bibelcitat.
For når Kirken med stort K kunne afgøre, om din eller min sjæl stod til frelse eller til fortabelse, så er fristelsen til - på frygtens betingelse - at få både magt og penge ud af systemet simpelthen for overvældende.
Det var dette religiøse og politisk-økonomiske storhedsvanvid, som reformatorerne gik efter - og gjorde med rette. For verden stod simpelthen i stampe inde i dette misbrug.
Ifølge reformatorerne var frelsen - henholdsvis fortabelsen - Guds suveræne prærogativ, og ingen menneskelig organisation eller ideologisk overbygning kunne på nogen måde tiltage sig en sådan magt over mennesker endsige jordens liv.
Derfor blev sjælemesser forbudt, for de efterlevende skulle ikke og burde ikke blande sig i den dødes mulige efterliv. Og vi lutherske må ikke engang bede for de døde, for det er igen et forsøg på at påvirke noget, som er uden for vores gebet.
Man kan nok sige det sådan, at den klassiske forskel på katolsk og protestantisk teologi er, at afgørelsen for et menneskes liv inden for en katolsk horisont falder ved selve dødsfaldet, mens samme afgørelse inden for en protestantisk horisont falder engang - inde i en ukendt fremtid, når Gud ellers vil.
Det gode katolske menneske lever således efter sin død hos Gud - mens det gode protestantiske menneske er nødet til i sin grav at vente på sin Gud.
Denne forskel viser sig også på en anden måde. I den katolske kirke bevares autoriteten på Guds vegne intakt, mens autoriteten i en protestantisk verden forskydes til en ukendt fremtid. Derfor blev de store folkelige vækkelser, som er et kendemærke ved den protestantiske verden, overordentlig frelsesfikserede inden for en sådan usikker tidshorisont. Men dét skaber til gengæld energi, arbejdsomhed og fremadrettethed, for hvem vil ikke i dette liv velsignes frem mod en frelse - modsat forbandes hen mod en mulig fortabelse i intetheden.
Og så er det faktisk den samme mekanisme, der optræder, for vi mennesker vil gerne afgøre vores eget, andres, og verdens liv her og nu. Så 'man sætte 'ølse' for eller 'ølse' bag, pølsen beholder dog sin smag' - med en dansk digter. Og ingen kan alligevel afgøre, om afgørelsen falder 'nu' eller falder 'engang'.
Så mens jeg nok mener, at reformatorerne principielt har ret, så er deres opgør med et misbrug ikke nødvendigvis vores problem.
Derfor synes jeg selv, at mennesket må følge sin følelse og sende sit medmenneske ind i den anden verden med det, man nu engang må give, nemlig enten sin velsignelse eller sin forbandelse - og overlade resten til sin Gud.
Men det vil også sige, at kærligheden anbringer vores næste hos Gud og mener ham eller hende i Den Almægtiges varme varetægt - mens den modsatte følelse kun har kulden som sit varemærke.
Så falder afgørelsen nu, men den falder ikke efter menneskets større eller mindre fortjenstfuldhed - eller en kirkelig autoritet - men den falder i overensstemmelse med den følelse, der er givet én. Kærlighed er ren nåde - ganske enkelt. Kærlighed er hengivelse - og ikke en karakterbog.
Så mit mulige kætteri er ikke værre end, at det bidrag, som vi giver vores medmenneske med på den sidste rejse, vil være vores følelse for det - og at vi har et håb og en forventning om, at denne verdens Skaber og Opretholder overholder sin del af aftalen, som netop er løftet om, at Han elsker sin skabning.
Hvad skulle Han ellers med os? Amen