Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag i kirkeåret , 21.11.2010
Predigt zu Matthæus 11:25-30, verfasst von Erik Fonsbøl
Kirkeåret slutter i dag med en stille jubel - en fryd over evangeliet - dette mærkelige budskab, som de vise og forstandige har det så svært med - men som de umyndige små klynger sig til.
Man kunne måske nok have forventet en opsang - en status over jammerligheden og elendigheden i kirken - men den får vi ikke - kun denne jubel og så dette vidunderlige: Kom til mig alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Søndag efter søndag har vi nu igen lyttet til fortællingen om ham, der vil give os sin fred. Tag mit åg på jer, siger han, og for alle os, der ikke kender et åg som andet end en byrde på vor nakke, ja, så er åget jo netop skabt til at lette byrden. Mit åg er godt, så byrden bliver let.
Han afskaffer såmænd ikke livets byrder og sorger og fortrædeligheder - men han gør dem til at bære - og hvad er så hans åg?
Jeg tror, Mattæus spiller på en sammenligning mellem dette åg og så tværbjælken til korset, som Jesus bar. Han taler jo også om at tage sit kors op og følge Kristus. Tag mit åg på jer - også det mærkelige, at det skulle være let. Men det er vel fordi, det giver mening.
Det han tilbyder, er ikke livets ulidelige lethed, som om byrderne var afskaffet - men det er livets mening, han vil give os - den mening, som han selv udlevede, og som kaldes kærlighed.
Byrder som sådan er ikke noget problem, hvis de giver mening. Nej, det er det meningsløse, der nager os og tynger os til jorden. Det er forskellen på at have travlt, og lykkelig den, der har travlt - og så være stresset af en masse meningsløse gøremål. Det er måske forskellen på at blive sat til noget på befaling af andre - og så glæden ved at gøre noget selv. Leve selv.
Jeg kunne segne af træthed som barn, når jeg blev sendt ud i vores kæmpehave for at skuffe havegangene, men jeg kunne spille fodbold og bygge huler dagen lang - for det var det, jeg ville - og så bliver man ikke træt. Så er livet let, og arbejdet er ikke en straf.
Og hvis jeg havde villet det, så var selv det at skuffe enorme havegange måske blevet en leg.
Hvis jeg havde villet det.
Han ville bære sit kors til Golgata, og derfor var det, som så så hårdt og ubærligt ud i verdens øjne, egentlig for ham selv en let byrde, for det var kærlighedens åg - og ikke dødens og meningsløshedens kæmpebyrde.
Det er derfor, de tager fejl, de der svælger i Jesu lidelse og blod og død - for det var jo det, han ville. Tage sit kors på sig - bære dette åg til enden. Kærligheden bar med, og så er byrden let.
Kom til mig - følg mit eksempel og lad det være kærligheden, der er jeres livs mening - lad det være kærligheden, der bærer livet for jer, så selv den tungeste byrde bliver let.
Nej, det er ikke selve livet, han ændrer for os. Verden er, som den er, og til tider mørk og ufattelig hård, og mennesker har altid mange sære ting for. Men han gør noget andet, når han beder os om at ændre vores forhold til denne verden - vores forhold til vores liv. Se nu på det på en ny måde - med kærlighed. Se på dine medmennesker - ikke som fjender, men med kærlighed - se på dig selv og på dit eget liv - ikke med mismod, men med kærlighed. Se på fremtiden - ikke med bange anelser men med frimodighed - selv i den mørke tid.
Det er derfor de tager fejl, de der svælger i arvesynd og menneskers og vores egen elendighed som arme syndere. Nej, for kærligheden er til stede i vores liv - kærlighedens åg, der gør byrden let. Og i dag fryder han sig, denne menneskesøn, der kalder Gud selv, himlens og jordens herre, for sin far og dermed gør hele livet til et kærlighedsforhold som mellem forældre og børn. Og hvad han dog gør af kærlighed.
Evangelisterne fortæller den ene kærlighedshistorie efter den anden om ham, der gik rundt og havde så travlt med at gøre mennesker levende og frie. Han var så fuldstændig til stede i sit liv og dermed i andres liv. Han var hundrede procent opmærksom på mennesker, og han formåede ved sin tilstedeværelse at løfte mennesker, der var ved at segne under livets og religionens og forargelsens tunge byrder op til en kongeværdighed, de aldrig havde drømt om. Tolderne, landsforræderne, som de kaldtes. De fremmede - hedningerne, som de rettroende kaldte dem. Kvinderne, som ifølge gamle mænds visdom var andenrangs mennesker - børnene, som kun var noget i kraft af det, de kunne blive. De udstødte, som ingen ville vide af, fordi de smittede eller var under deres Guds vrede, som man sagde. Ja, selv de døde, hvor alt håb var ude, gjorde han levende.
Evangelierne handler om, at han gjorde alting godt for de mennesker, som led under livets tungeste byrder. Vi ved ikke, hvordan han gjorde det, men evangelisterne skildrer det som et ufatteligt mirakel, og det må det have været for dem, hans kærlighed gik ud over.
Og dog var han et menneske som du og jeg. Og derfor opfordrer han mennesker til at følge hans eksempel - at tage hans åg på sig - kærlighedens åg. For det kan vi godt!
Og derfor tager de fejl, de som svælger i menneskers magtesløshed, for dødens magt er brudt - opgivelsens og håbløshedens magt blev brudt den dag, mennesket - den dag du forstod, at kærligheden koster livet, og at det er fint med det. Mit kors er let, når kærligheden bærer med. Så er selv min død til at bære.
Det er denne urimelighedens dimension, Jesus gør til livets dybeste mening - det er den, han kalder Guds mening. Vi kender den godt fra de gange et menneske bar over med os, så vi kunne leve videre sammen trods alt. Fra de gange, vreden ikke fik lov at komme til - udstødelsen, fordømmelsen, forargelsen, fordi der var noget, der var vigtigere end retfærdighed og gengæld og straf. Ja, vi kender den fra de millioner af gange, mennesker valgte livet og fællesskabet frem for hævnen og døden. Og vi kender den fra smerten, når de ikke lod nåde gå for ret, men lod had og fordømmelse udfolde sig frit i udryddelse og tilintetgørelse af liv.
Lad kærligheden bære jeres liv. Sådan siger Mattæus til os i dag på kirkeårets sidste søndag, hvor Jesus forudser, at det ikke er verdens vise og mægtige, der skal bære det budskab, men ganske almindelige mennesker som dig og mig. For det kræver blot, at du tør være dig selv, og at du vil dit liv. Så tror jeg såmænd også, kærligheden dukker op helt af sig selv i form af menneskelighed, overbærenhed, tilgivelse, barmhjertighed og frihed for enhver. Det er jo ikke noget, der kræver dyb indsigt i livets mysterium - vi har det allerede som en del af vores menneskeliv
Så lad os med frimodighed gå ind i nyt kirkeår - imødese det med spænding og glædelig forventning - ja, måske med den samme jubel, som Jesus giver udtryk for i dagens tekst - en lovprisning af kærlighedens Gud og dermed af det menneskeliv, hvor kærligheden får råderum og giver livet dets mirakuløse mening. Fantastiske liv!
Amen