Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent , 05.12.2010
Predigt zu Lukas 21:25-36, verfasst von Leise Christensen
Den kendte amerikanske økonom John Kenneth Galbraith har en gang sagt, at helvede har en særlig afdeling for de økonomer, der tror, at de kan forudse fremtiden. Og det var jo i grunden ganske vittigt sagt. For som bekendt bestiller mange økonomer ikke meget andet end netop at lave prognoser for fremtiden. De søger at læse tidens tegn og tendenser, og så opstiller de derudfra en prognose for, hvordan verden i fremtiden vil udvikle sig. Problemet er bare, at økonomerne langt fra altid har heldet med sig. Ja, ofte går udviklingen i en ganske anden retning end den, de havde tænkt sig.
Nu er jeg gift med en økonom, så jeg ved med bestemthed, at det passer! Tegnene viser sig ved nærmere eftersyn at pege i en ganske anden retning, end den økonomerne troede, at de pegede i. Og så kan både de og vi sidde lidt flove tilbage; flove, fordi vi troede, at vi kunne noget, som det nu en gang ikke er os mennesker beskåret at kunne, nemlig at se ind i fremtiden.
Nu er det ikke, fordi økonomerne er specielt dumme, at de giver sig af med at forudse fremtiden, og tror, at de kan slippe godt fra det. Tværtimod synes det at ville se ind i fremtiden at være noget, der er fælles for os mennesker. For er der noget, som vi bruger vores tid på, ja så er det da at læse tidens tegn i håbet om derigennem at kunne forudse, hvad fremtiden vil bringe.
For nogen tid siden læste jeg en kronik i avisen (Kr.D). Det var en meget tankevækkende kronik, idet kronikøren nøje beskrev, hvordan hun traf vanskelige beslutninger ved at tyde tegn. Mens hun var gift med en mand, som hun havde børn med, mødte hun en anden. Det kan jo ske, og jeg skal efter det foreliggende ikke dømme om noget. Men selv fandt hun det vanskeligt sådan uden videre at forlade sin mand og sine børns far. Derfor begyndte hun at kigge efter tegn for dog at få et praj om, hvad Gud syntes, at hun skulle gøre. F.eks. lå hun en dag på en plæne, hvor der ingen kløvere var. Dog: Da hun vendte sig om, fandt hun intet mindre end tre fir-kløvere lige ved siden af hinanden. Det tog hun som Guds tegn på, at hun skulle forlade sin mand for at følge den nye kærlighed.
Nu skal jeg ikke dømme om, hvordan Gud giver tegn til mennesker, men det forekommer mig dog alligevel, at disse fundne fir-kløvere i en plæne uden kløvere i øvrigt lige så godt kunne tyde på, at hun burde blive hos sin mand og sine børn.
Sådan er det jo med tegn. De kan tyde både på det ene og det andet og lur mig, om vores egne ønsker ikke spiller en vis rolle under tydningen af kaffegrums, fir-kløvere og tilfældige bogopslag.
Men hvorfor er det så, at vi laver alle disse prognoser, scenarier osv.? Det gør vi sandsynligvis, fordi vi derigennem håber at kunne sikre os mod fremtiden, og mod de overraskelser, som den bringer. Problemet er bare, at det der med at læse verdens og tidens tegn ikke lige er vores stærkeste side. Ofte peger tegnene nemlig i den stik modsatte retning af den, som vi troede, at de pegede i. De betyder noget andet, end det, vi troede, at de betød. Og så sker netop det, som vi egentlig ville undgå, nemlig at vi bliver overraskede.
Sådan er det nemlig med verden, den er meget mere overraskende, end vi vil vide af, at den er. Og når vi søger at tyde tidens tegn, ja så er det i grunden blot for at beskytte os mod verden og dens uforudsigelighed. Det tror jeg, at vi alle sammen dybest set er klar over, og skulle nogen være i tvivl om det, ja så kan de jo prøve at lukke op i en bog og læse en engelsk krimi.
Når mordet i bogen er begået, er der en kriminalassistent, der går i gang med at opklare det. Læseren får de samme tegn og spor at gå efter som politimanden, men alligevel bliver man altid overrasket over slutningen af bogen, når man læser, hvem der gjorde det, altså begik mordet. Når f.eks. landsbyens elskede Lord på herresædet er blevet myrdet, og politimanden har indledt sin undersøgelse, ja så præsenteres vi snart efter for en masse tegn. Men de peger snart i den ene retning og snart i den anden, og efter et stykke tid ved vi hverken ud eller ind. Vi finder efterhånden ud af, at landsbyens elskede Lord ikke var så elsket af alle de andre endda. Tværtimod. Han var i virkeligheden lidt af en slem karl. Han viser sig at have masser af lig i lasten og sorte svinestreger på samvittigheden, så det er nok en sur undersåt, der har taget livet af ham.
Men det kan også godt være den gamle nabo, for han havde en strid kørende med Lord’en om noget andet. Eller det kan være elskerinden, der var vildt og inderligt forelsket i ham, også selvom han i virkeligheden aldrig gav hende andet end en kold skulder. Tegn på den ene og tegn på det modsatte!
Men så til sidst samler politimanden alle personerne i herresædets bibliotek. Han gennemgår alle tegnene ét for ét, og læseren venter spændt på, om det nu er den ansatte, naboen eller elskerinden, der er den skyldige. Men så pludselig lader han bomben sprænge: Det var Lord’ens underkuede kone, der gjorde det. Det havde læseren ikke regnet med.
Men sådan er det med tegn. Man prøver at tyde dem, det bedste man kan, og så viser de sig alligevel at pege i en ganske anden retning, end den, man gik og troede, at de pegede. Så derfor kan det godt anbefales at være forsigtig, når man giver sig af med at tyde tegn.
Sådan er det også med dagens tekst. Her fremmaner Jesus nogen af de tegn, verden skal opleve forud for, at han – Jesus – en gang i fremtiden kommer igen for at dømme os mennesker. Der skal være tegn i både sol og måne. Mennesker skal gribes af stor angst. De skal gå rundt i stadig frygt og rædsel. Og der skal være jordskælv og vulkanudbrud og mange andre voldsomme tegn.
Nu har der, som det vil være de fleste bekendt, altid været mennesker, der har ment at kunne tyde disse tegn, og sætte en dato på, hvornår Vorherre kommer igen for at holde dom over verden. Men som regel har de haft lige så lidt held med det, som vi har det, når vi forsøger at tyde tegnene i en af de engelske krimier. I hvert fald er dommedag ikke indtruffet endnu.
Men, kan man spørge, hvorfor i al verden er det også så vigtigt for os at forudse, hvornår Gud har tænkt sig at gøre en ende på verden. Ja, svaret er vel, at vi vil sikre sig mod fremtiden, sikre sig mod det, der kommer, så vi ikke bliver ubehageligt overraskede. Det er fuldstændig, som når vi prøver at tyde tidens økonomiske tegn, fordi vi tror, at vi derigennem kan sikre os økonomisk mod fremtidens finanskriser.
Sådan forestiller vi os også, at vi skal sikre os mod Gud, og mod hvad han måtte kunne finde på, hvis han pludselig bestemte sig for at komme igen og holde dom over verden. Og derfor forsøger vi også at tyde verdens tegn. Men sagen er altså, at det kan vi lige så godt lade være med. For hvis det går, som bibelen har lovet os, ja så skal dommedag nok vise sig at indeholde den største overraskelse af dem alle.
I hvert fald kan man udmærket forestille sig, at den vil forløbe lidt på samme måde, som når politimanden i krimien samler alle i biblioteket for at gennemgå tegnene for derefter udpege forbryderen.
Dér sidder vi så alle sammen, hver og én med bevidstheden om alt det, vi skulle have gjort, men som vi altså aldrig fik gjort, og om alt det, som vi ikke burde have gjort, men som vi ikke desto mindre gjorde. Der sidder vi, mens Gud gennemgår sporene og tegnene, der alle sammen peger mod, at vi er skyldige.
Men så kommer den store overraskelse. For bedst som vi tror, at nu er det altså bare slut med os, så siger Han: ”Det var Jesus, der gjorde det.” Og ganske rigtigt. Så rejser Jesus sig og påtager sig på vores vegne straffen. Og så kan vi glade og lettede, men også lidt flove gå der fra igen. Glade og lettede, fordi vi alligevel ikke blev dødsdømte for alt det, vi nok havde gjort, men som vi absolut ikke var særligt stolte af. Og flove, fordi vi endnu en gang ikke kunne tyde tegnene ordentligt, og endnu en gang har måttet sande, at den verden, Gud har skabt, er mere overraskende, end vi turde tro på. Men sådan er det med Guds verden, den er større og mere overraskende, end vi tør tro. Og når vi mest af alt tror at have tydet dens tegn og sikret os mod den, ja så kommer Gud selv og gør vore tydninger til intet. Vi bliver endnu engang mindet om, at Guds virkelighed og kærlighed er større end noget som helst, vi kunne forestille os endsige forudsige ved hjælp af tegn.
Amen