Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. Juledag, 26.12.2010
Predigt zu Matthæus 23:34-39, verfasst von Birgitte Graakjær Hjort
Vi ka´ blive helt forskrækkede over at komme i kirke anden juledag. For vi har jo næsten ikke nået at rejse os fra juleaftens andesteg og familiehygge eller fra første juledags glædelige budskab, før vi skal høre om, at kristne mennesker blir´ dræbt pga. deres tro. Stefanus blev stenet ihjel. Andre kristne er blevet pisket, så blodet løb ned af dem. Og endnu andre har været nødt til at forlade deres hjem og opgi´ deres arbejde. De er blevet forfulgt, fordi de er stået frem og har sagt i al offentlighed, at de er kristne og tror på Gud. Det er noget af en mavepumper at få, når man sådan kommer i kirke i julen. Og nogle vil måske endda gå så vidt som til at sige, at det er lidt uforskammet fra kirkens side at invitere mennesker til gudstjeneste her i julen og så la´ os høre så barsk et budskab.
Hvis du tænker sådan, er du ikke den første. For da man oprindelig indførte en martyrdag i kirken og placerede den dag her den 26. december, da var man slet ikke begyndt på at fejre jul endnu. Så martyrdagen blev altså indført, FØR man var begyndt at fejre jul.
I de første par århundreder havde man nemlig kun to højtider i kirken. Påske og pinse. Men fra 300-tallet begyndte man også at fejre jul. Og man valgte den 25. december til kirkens julefest. På den måde kom julefesten og martyrdagen til at ligge lige op af hinanden. Og efter et stykke tid, begyndte man at kalde dem første og anden juledag.
Det har givet mange anledning til at overveje, hvad sammenhængen er mellem julens glade budskab og martyrdagens rå realiteter.
Sammenhængen er, at det at være et kristent menneske, det er IKKE UDELUKKENDE et privilegium. Det kan OGSÅ være en byrde. Det at være et kristent menneske, det er IKKE ALTID et gode. Det kan OGSÅ være en prøvelse. Endda så stor en prøvelse, at det har fået mange til at vende Gud ryggen. Derfor bliver vi nødt til at turde tale om det, også i kirken.
Vi vil selvfølgelig helst lægge vægten på alt det, vi får ud af at tro på Gud. Den ene undersøgelse efter den anden viser, at troende mennesker har et bedre liv end ikke-troende. Troende mennesker lever længere end ikke-troende. Og oplever større mening med livet end andre.
Det er åbenbart sundt og godt for os som mennesker at ha´ noget at tro på. Noget uden for os selv, som er større og stærkere end os. Noget og nogen, vi kan ty til og række ud efter, når vi ikke magter livet ved udelukkende at bruge de kræfter, vi har i os selv.
Og endelig er der jo livet efter døden. Selvom også kristne mennesker kan være bange for at dø og kede af at skulle sige farvel, så gør det dog en forskel, om døden er indgangen til et liv hos Gud på den anden side af døden, eller ej.
Endelig er der de mange retningslinjer for, hvordan vi skal leve og passe på os selv og behandle hinanden. Også den kristne etik yder et værn om et godt menneskeliv.
Så jo, der ER meget godt og givende ved at leve som et kristent menneske. Og det gode og glædelige har vi dvælet ved både juleaften og første juledag.
Men der KAN også være omkostninger forbundet med at tro. Der ka´ være afsavn, vi må lide. Lad os bare tage et eksempel, som er fælles for os, der sidder her. Da vi hver især i morges skulle beslutte os for, om vi sku´ ta´ til gudstjeneste i dag eller ej, da var der ingen af os, der satte livet på spil ved at ta´ herhen. Vi skulle måske overveje, om vi ku´ nå at komme i kirke, hvis vi også skal til jule-kom-sammen senere i dag. Det største afsavn, de fleste af os har lidt for at komme i kirke i dag, er, at vi ikke har haft de par timer derhjemme til at ha´ god tid til avisen eller noget andet. Eller at vi har måttet ringe til nogen i vores familie og sige, at vi kommer en time senere til den julefrokost, vi er inviteret til i dag, fordi vi gerne vil i kirke først.
Men havde vi levet andre steder i verden, hvor der sker forfølgelser af kristne, så kunne vores situation ha´ været, at der var sat ild til vores hus eller lejlighed, når vi kommer tilbage fra gudstjeneste. Eller at vi ville sidde og kigge os nervøst over skulderen hver gang vi hørte nogen rumstere ved døren. For tænk, hvis der pludselig stod en flok mænd med maskinpistoler i hver indgang og begyndte at skyde løs på os.
For to måneder siden blev 46 kristne dræbt i en kristen kirke til en gudstjeneste i Iraks hovedstad, Bagdad. I danske aviser og på nettet har der været vist billeder af denne her kirke. På billederne ka´ man se, at der er skudhuller i væggene, og der er blodrester, de ikke har kunnet fjerne helt. Tænk hvis vores kirkerum havde skudhuller og blodrester på væggene. Det har - naturligvis - skabt en stor frygt blandt de kristne, der har oplevet det. Derfor er der flere og flere kristne, som falder fra. Fra 2003 og frem til i dag mener man, at antallet af kristne i Irak er blevet halveret.
Knap et par uger efter det her blodige angreb inde i kirken, slog gerningsmændene til igen. Ikke i kirkerummet, men privat hos nogle af de kristne. Nogle af de familier, der havde mistet deres nærmeste under gudstjenesten, havde sat mindetavler op uden for deres private hjem. Og derigennem opdagede gerningsmændene, hvor de boede. De fremstillede hjemmelavede bomber og placerede dem ved huset.
Danske journalister, som dækker Mellemøsten, udtaler, at det er den mest brutale vold mod det kristne mindretal i Irak siden krigens begyndelse for godt 7 år siden. De her angreb har sendt chokbølger gennem menighederne. Kristne familier er bange for at sende deres børn i skole. Bange for selv at gå på arbejde. Og en ærkebiskop udtalte forleden: "Før i tiden dræbte de en og en. Nu tar´ de 10 ad gangen".
I lande som Nordkorea, Burma, Columbia, Eritrea og dele af Indien og Pakistan er kristne under pres og bliver diskrimineret, f.eks. ved jobansættelser. Eller de blir´ udsat for krænkelser af helt basale menneskerettigheder. Vi kan næsten ikke forestille os, hvor anderledes vores liv ville være, hvis det var vilkårene for os her i Danmark.
Vi, der sidder til denne her gudstjeneste, er de forfulgte kristnes brødre og søstre. Hvis vi glemmer dem, hvem kærer sig så om dem, der lider og lever i daglig frygt?
Men hvad ka´ vi gøre? Der er jo ingen af os, der sidder her, der er udenrigsminister eller fredsforhandler og dermed kan øve direkte indflydelse på situationen. Nej, men vi kan bede. Der er faktisk ikke noget, der virker bedre. Så vi kan alle sammen sidde derhjemme i stuen og gøre noget for de kristne i Irak. Eller samles her i kirken og gøre det sammen - som vi f.eks. gør, når vi ber´ kirkebønnen efter prædikenen.
Der findes en stor, international organisation, der hjælper kristne, som bliver forfulgt rundt omkring i verden. De fik en ny formand her i efteråret. Og da han blev spurgt, om der da slet ikke var nogen positive historier at fortælle, da sagde han: "Den positive historie er, at vi ser bønnens magt. Der er mange, som støtter os, gennem deres bønner, underskriftindsamlinger og ved at skrive til ambassader. Bønner er en stor ressource, som har været vital i vores arbejde. Bønner er det mest kraftfulde, vi har. Vi oplever, at vores bønner bliver besvaret. Vi ser fængslede blive løsladt. Vi ser, der er håb om at komme ud af fortvivlelse og usikkerhed, og vi priser Gud for det".
Tænk hvis vi, der sidder her, begyndte at tage de forfulgte kristne med i daglig forbøn. Tænk hvad det kan betyde for den familie, der først mistede nogen under en gudstjeneste og siden blev udsat for bombeangreb ved deres hus. Og tænk, at kristne kan berette om, at de er blevet løsladt fra fængsler, fordi der er kristne andre steder i verden, som har bedt for dem. Jamen, hvad ka´ dog afholde os fra at gå hjem og bede? Jeg tror ikke, der findes en bedre måde at takke Gud for, at vi kan mødes frit i kirken, gå herfra uden at kigge os over skulderen af frygt for, om nogen har opdaget det. Vi kan have kors til at hænge på væggene og bibler til at stå fremme i reolen hjemme ved os selv. Vi kan søge et hvilket som helst job og forvente, at vi ikke bliver valgt fra på forhånd pga. vores tro.
Så selvom anden juledag slår en noget anden tone an end juleaften og juledag, så kan den ikke desto mindre sende os hjem fra kirke med en dyb taknemmelighed. Og samtidig med en meget konkret opgave, som enhver af os kan finde ud af. Nemlig at bede for vores forfulgte brødre og søstre.
I frilandsmuseet i Bunge på Gotland står der et stærkt vidnesbyrd fra Gotlands middelalder. Det er et såkaldt gårdkors. Et gårdkors er et højt, slankt trækors. Det er placeret midt på en af de rekonstruerede gårdes gårdsplads. Sådan nogle gårdkors går tilbage til dengang Gotland blev kristnet i vikingetiden. Det var skik, at når beboerne på en gotlandsk gård blev kristne, da lod de sådan et gårdkors rejse på deres gårdsplads. Det var så højt, at det hævede sig op over landsbyens lave tage. Ingen var i tvivl om, at her havde Jesus Kristus til huse.
Det må have været en enorm oplevelse dengang at se de kors skyde op fra gårdene. Og det har jo nok også kostet beboerne både det ene og det andet fra deres hedenske naboers side. Alligevel skød det ene kors op efter det andet. Det ene tog det andet med sig. Den ene familie gav den anden frimodighed til at gøre det.
På en eller anden måde må også vi lade korsets tegn rage op over vore lave hustage, koste hvad det vil. Men hvad end det koster, så véd vi, at det aldrig er for dyrt. Prisen kan ikke blive for høj. For julens evangelium - at der er født os en frelser - vil i alle tilfælde være dyrere.
For han, som blev født julenat, er mere dyrebar end alt andet. Han er så stor en gave til os, at gid vi aldrig i evighed må bytte den, end ikke for al verdens ære, magt og guld. Derfor vil vi i dag slutte af med at bede:
"O, Jesus, du som stedse tro er blevet
hvem kærlighed til død og grav har drevet,
giv mig den kraft,
at jeg til gravens muld
må være dig af hjertet tro og huld.".
Amen.