Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. Juledag, 26.12.2010
Predigt zu Matthæus 23:34-39, verfasst von Leise Christensen
Jeg er ikke gammel nok til at have oplevet besættelsen (selvom den minikonfirmand engang spurgte mig, om jeg havde været med under pesten), men jeg har da set så meget fjernsyn om den og læst så mange bøger om perioden, at jeg godt kan have fornemmelsen af at have været med.
I hvert fald er der et billede, der står ganske klart på nethinden, endskønt jeg aldrig har set situationen i virkeligheden, og det er folk siddende tæt omkring radioen, mens de i hemmelighed aflytter BBC, der sender til danskerne fra London om situationen for de besatte områder, herunder Danmark. Koncentrerede er de lyttende mennesker med ørerne næsten helt nede i radioen. Og hvorfor sidder de mon sådan? Ja, det er jo, fordi lyden er svag. Meddelelserne, der blev sendt, var støjsenderforstyrrede, og man lærte hurtigt: Jo mere forstyrret og skrattende, jo væsentligere var budskabet fra London.
Hvorfor nu drage det frem her en 2. juledag? Det er såmænd, fordi dagens evangelium godt kunne minde om en sådan støjforstyrret udsendelse fra det høje. Nu har vi i flere dage - ja, jeg har læst juleevangeliet op til juleafslutninger, børnegudstjenester rigtig mange gange her i december - hørt om den smukke julenat med engle, hyrder, tilbedelse og barnefødsel, og så får vi pludselig sådan en uhyggelig svada 2. juledag midt i duften af andesteg om kamp, blodig forfølgelse og undertrykkelse for slet ikke at nævne den frygtelige skæbne, der overgik Stefanus, som vi hørte om lige før. Hvad glædelig jul er der måske over det? Det kan være vanskeligt at forstå. Hvorfor skal vi ikke blive i skønheden lidt længere?
Her er det, at BBCs krigsradio kommer ind i billedet. Dagens skrattende og forstyrrede evangelietekst har noget vigtigt at fortælle. Vi må som de gamle BBC-lyttere være opmærksomme på, at det, der i første omgang skurrer i ørene, vækker skrattende irritation eller på anden vis `støder an`, kan være af særlig betydning.
At evangelieteksten såvel som de andre tekster i dag er svære og blodige, er jo ikke for at genere mennesker, men for dels at minde os om, at kirken i sin historie har mistet mange og stadig mister mange rundt omkring i verden til martyriet, dvs. mange som Stefanus, og dels for at minde os om, at verden trods julen med dens fred og velsignelse altså stadig er kampens skueplads, ufuldendthedens arena. Det er for at minde os om, at vi stadig er i verden, og at der er meget at tage fat på. Når Skt. Stefanus Dag er placeret så tæt ved Vorherres fødsel, kunne man gætte på, at det har noget at gøre med, at vi midt i glæden over fødslen, over den kønne mor og de mange engle ikke glemmer, hvordan det egentligt gik det lille Jesusbarn, da han voksede op og blev til en mand.
Det er så let at idyllisere, men Gud kom ikke til jorden for at blive til et stemningsbillede på et julepostkort. Gud kom for at sætte sin kærlighed over for vores selvtilstrækkelighed og selvberoenhed. Og det kostede, og det koster stadigvæk. Han kom for at fortælle os om en kærlighed og lidenskab, der er så stærk, at man hellere vil dø end at gå på kompromis.
Jesus viste det selv Langfredag, de første martyrer som Stefanus, Peter og Paulus viste det - og ja selv om det er ubehageligt at tænke på, når vi sidder i vores sofa med gløggen, så er der altså stadig væk mennesker rundt omkring i verden, der viser det i dag, for hvem det koster noget at bekende sig til kristendommen. Martyriet hører nemlig ikke kun en fjern fortid til. 40% af verdens kristne lever under restriktioner af den ene eller den anden art lige fra chikanerier fra både politiske systemer og naboer i den forholdsvis lette ende til den sikre død i den tunge ende. Det handler om tro, kærlighed og lidenskab. Lidenskab sat over for ligegyldighed. Tro sat over for bekvemmelighed. Kærlighed sat over for det kølige overblik, der altid vurderer, om det nu også kan betale sig.
Da Stefanus blev stenet, var det, fordi man ikke ønskede at høre på, hvad han havde at sige om Jesus som Kristus. Man ville ikke vide af Jesus som Guds søn. Man ønskede at stene Stefanus' fortælling sammen med ham. Sådan som hans krop brast under stenenes hårde slag, sådan ønskede man, at fortællingen om Jesus skulle bryde sammen. Men det gjorde den ikke. Den fløj fra menneskemund til menneskemund op gennem historien op til os, der hører den i dag, og vi vil fortælle den videre til de kommende generationer. Hvis vi altså gider. (Vores problem er sådan set ikke stening - det er ugidelighed).
Fortællingen om Jesus døde ikke med Stefanus, Peter, Paulus og alle de andre kendte og ukendte, kan ikke dø, alt den stund, at Gud ønsker, at netop den fortælling skal leve, for i den fortælling lever og sprudler hans kærlighed stadigvæk, den kærlighed han trods alle ting stadig nærer for os sine mennesker. For de sten, der ramte Stefanus, er nemlig ikke de eneste sten, vi hører om. Nej, i påsken hører vi om en anden kæmpestor sten, der lå for en grav. Nogle kvinder kom ud til en grav og ville se til en afdød. Men den store sten kunne de ikke selv flytte fra gravens indgang. Til deres store overraskelse var stenen allerede fjernet, da de nåede frem til graven - Jesus var opstået sådan, som han havde sagt det. Stenen kunne ikke stoppe hans opstandelse, ligesom stenene ikke kunne stoppe Stefanus' tro og bekendelse. Det, som Gud gav os at vide i påskens begivenhed, er, at stenenes hårde fortælling aldrig kan blive det sidste ord, at stenenes brutale herredømme aldrig kan vinde.
Vi mindes på denne dag, der ligger så tæt ved den skønne fødselsdag, som vi lige har genoplevet, at vi ikke blev sat på jorden for at kaste med sten, for at nedgøre vores medmenneske, for at følge en hoben og mobbe, snyde, slå og dræbe vores medmenneske. Det var nemlig ikke det, som julens barn lærte os, da han gik på jorden, og han selv blev mobbet, snydt, slået og dræbt. Vi er sat til at rydde de sten bort, der ligger på vores medmenneskes vej, så de kan gå i fred og beskyttet af kærlighed. Vi er også sat til at rydde de sten væk, der ligger i vejen for Guds fortælling til os om sin søn sådan, at ordet om Guds kærlighed og tilgivelse kan nå andre mennesker.
I forbindelse med julen har vi mange gange sunget (eller jeg har i hvert fald!) "Et barn er født i Betlehem". Der lyder et af versene, "Forvunden er nu alt for nød, os er i dag en frelser fød". Det lyder ikke forsvunden er alt vor nød sådan, som mange børn synger det. For enhver kan se sig om i verden, blandt de myrdede og de angste og dem, der venter på henrettelsen efter at være blevet dømt til døden, der kan vi se, at nøden ikke er forsvundet. Men den er overvunden. Den er ikke det stærkeste, der findes.
Det stærkeste er ham, om hvem det siges, at han er "den, der kommer i Herrens navn". Han, som sagde, "lad den, som selv er ren, kaste den første sten". Her i verden råder stenens lov, og nøden er ikke forsvunden, men stærkest af alt er Guds kærligheds evangelium. Det evangelium, som opfyldte Stefan i en sådan grad, at han kunne sige om sine mordere "tilregn dem ikke denne synd". Selv sine mordere kunne han se som medmennesker, som nogen, han skulle være menneske sammen med. Stenenes regimente varer ikke for evigt, for Guds vilje til kærlighed er langt stærkere end stenenes magt og vælde.
AMEN.