Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Helligtrekongers søndag , 02.01.2011
Predigt zu Mattæus 2:1-12, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Hvis man med dagens evangelietekst vælger at vandre ad den historisk-kritiske vej - altså spørger, om hændelserne virkelig har fundet sted i historisk tid som de er beskrevet - så ender man snart med at gå i ring og snuble i sine egne snørebånd. Jeg tror mange har det lidt svært med Helligtrekonger og jeg tror der er to grunde til dette:
For det første melder skepticismen sin ankomst hos de fleste: "Kan det nu virkelig passe, det der med stjernen over Betlehem og De 3 vise mænd og den onde kong Herodes? Det lyder lidt som et æventyr fra gamle dage".
Og for det andet indkasserer vi nu straffen for at begynde hele jule-halløjet allerede i november måned. De fleste orker simpelthen ikke at markere Hellig 3 Konger, fordi det hele er blevet for meget. For mange nisser og for meget ribbensteg.
Hvis vi nu tager det sidste først, så kan man begræde, at de gamle skikke omkring denne helligdag, de fleste steder er forsvundet. Engang havde vi optog, hvor latinskoleelever (og senere fattige) agerede de tre vise mænd. En særlig trearmet lysestage blev taget i brug i kirken under Helligtrekonger gudstjenesten og den 5. januar har børn indtil for få årtier siden nogle steder i landet gået "Hellig Krist".
Ved husdørene sang de, de første vers af "Dejlig er den himmel blå", hvorefter de fik nogle småmønter eller slik og kager for hurtigt at gå videre. En særlig fin skik har fundet sted visse steder i Centraleuropa, hvor man Helligtrekongers aften fik besøg af præsten der velsignede huset og bagefter skrev årstallet for velsignelsen + bogstaverne CMB, der var forbogstaverne for de 3 vismænd: Caspar, Melchior og Baltasar. Men som også var en forkortelse for "Christus mansionem benedicat", der betyder: Kristus velsigner hjemmet.
Det er vigtigt af få afsluttet sine sager. At få afsluttet julefesten på en ordentlig måde og at få sendt lyset fra julenat videre ud i verden. Enhver god fest afsluttes med natmad (måske endda morgenmad), eller "skrub-af-mad" som det både kærligt og ærligt hedder i folkemunde. Men når værtsfolkene skal til at skrubbe gulvene, så skal vi ikke bare skrubbe af, vi skal også skrubbe ud. Ud i verden for at bringe festen videre. Vi skal sætte os i bevægelse, ligesom de 3 vise mænd er i bevægelse. Ud. Ud i verden, hen til lyset, finde barnet og jomfruen og den onde kong Herodes. Ud og kikke stjerner, ud for at se og opleve evangeliet på egen krop og sjæl. Ud fra hjemmet og det trygge, hen til kirken og det farlige: evangeliet og det Levende Ord.
"Jamen, kan man ikke lige så godt tilbede Gud hjemme fra sin egen stue?" Svaret afhænger af den grund, på hvilken spørgsmålet stilles. Hvis der er tale om sygdom og svaghed - snestorm eller anden force majeure, så jo. Hvis du ikke kan finde Gud, så skal Gud nok finde dig. Men hvis spørgsmålet stilles pga. dovenskab eller griskhed, så er svaret nej. Nej, det var ikke muligt for de tre vise mænd at blive siddende i deres stjerneobservatorier langt fra Betlehem og studerer denne mystiske stjerne. Og hvorfor var dette ikke muligt? Fordi stjernen bevægede sig. Og bevægede dem. De tog ikke blot af sted på en opdagelsesrejse, de var også belæssede med gaver. Overraskede og bevægede fulgte de lyset på deres vej. Og hvor endte de? De endte i en kirke, beliggende bagved en kro i et kvarter i Betlehem, hvor omgivelserne mildt sagt ikke var imponerende.
Men den stald de var havnet i, det var om noget en kirke. Med vismændenes ankomst blev den udsmykket med guld og duftede af myrra, men disse kostbarheder blegnede fuldstændig ved siden af det lys der strålede fra krybben. Her lå Verdens Lys, menneskehedens frelser. Der var salmesang; og det var ikke et hvilket som helst kirkekor der sang, det var selveste himlens hærskare. Der var evangelium; ikke læst op fra en bog, men lyslevende, svøbt i klude og lagt på strå. Det var kirkegang og det var Gudstjeneste.
Og alt dette genskabes hver gang vi holder Gudstjeneste. Vi skal først hen til kirken for at høre evangeliet og bevæges af det, og derefter skal vi skrubbe ud i verden og fortælle den gode nyhed. De tre vise mænd blev ikke i stalden, men rejste hjem og bragte den gode nyhed - evangeliet - med sig.
De vise mænd læser evangeliet på himlen; ikke i en bog. I dag kan vi høre evangeliet læst op fra en bog, men vi skal stadig ud i verden for at det rigtig går op for os, hvad det hele handler om. Det står skrevet på himlen og i jorden. Det læses i din nabos hænder og dit barns øjne - himlens fugle og markens liljer. Det evangelium Gud lader os høre, det lader Han os også se og smage og lugte og mærke. Hvis vi ikke bevæges af evangeliet, så bevæger vi os heller ikke ud af stagnationen. Kristendom handler i den grad om at være på vej.
Og dagens evangelium handler så om disse tre der er på vej. Det er fantastisk hvor meget bevægelse der er i teksten. Vismændene ankommer til Jerusalem. Ypperstepræster og skriftkloge møder op hos Herodes. Kongen får i al hemmelighed de vise mænd til at komme til sig og sender dem af sted igen. De forlader Jerusalem og går efter stjernen. Endelig kommer de til Jesu fødested og går ind, falder på knæ, åbner deres gemmer, frembærer gaver og rejser til sidst hjem igen til deres eget land. Selv stjernen bevæger sig.
"Jamen, det er jo bare en gammel historie, hvor historiens enkelte dele slet ikke passer sammen med verdenshistorien eller de astronomiske kendsgerninger? Jo, det kunne man da godt indvende, men det ville også betyde at man ikke havde forstået hvad historien egentlig vil fortælle. Måske er hele denne beretning fra stalden en genfortælling af historien om Noas Ark. Vi har her en stald i Betlehem, med Noah og hans kone og deres 3 sønner: Sem, Kam og Jafet og en masse dyr. Eller er vi i virkeligheden i Arken med Josef og Maria og deres 3 venner: Caspar, Melchior og Baltasar samt en masse dyr.
Historien fortæller det samme: Udenfor stalden og arken hersker kaos: en ond konge samt de romerske besættelsestropper, eller hav så langt øjet rækker samt det frygteligste uvejr. Indenfor i varmen er Guds rige så repræsenteret: menneskeslægten og naturen, dvs. henholdsvis Noah med kone og børn plus dyr og Maria med forlovet og barselsgæster plus dyr. Og fælles for de to historier: Gud er midt i blandt dem med Sit Ord. Hos Noah er Ordet et løfte om en ny verden og en frelse, og det er det faktisk også i stalden: Ordet er blevet til kød og blod og har fået navnet Jesus, og Han er løftet om en ny verden og om frelse.
Gudstjenestens rum er det samme. Der er ikke nogen forskel på at besøge Jesus i stalden for 2000 år siden og så gå til Gudstjeneste i den lokale kirke. Her mødes himmel og jord. Den udvalgte flok, passagererne i arken og gæsterne i stalden, det er os. Vi hører det hver gang der er dåb og vi hører det hver gang der er nadver. Vi hører det i velsignelsen til slut i gudstjenesten:
Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade Sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte Sit åsyn på dig og give dig fred.
Jeg forestiller mig, at dette er det sidste Noah hører før skibets bovport smækkes i og arken stævner ud i de oprørte vande. Jeg forestiller mig, at denne velsignelse er fysisk tilstede i stalden, fylder hele rummet og nærmest driver ned af væggene. Den lød for dem og den lyder for os.
Vi er den udvalgte flok. Det kan næsten lyde skræmmende og det kan lyde alt for flot. Men det er den glædelige konsekvens af vores dåb. Og hvis vi ikke ser på os selv som Guds elskede, så ringeagter vi dåben og det nadverfællesskab vi har med hinanden. Ordet lyder for os.
Og hvor det lyder, burde der også for os ske ét af følgende. Enten går det med os som det gik med vismændene. Vi kan ikke forholde os i ro. Vi må gentage vismændenes rejse ved at bevæge os fysisk op til kirkens Gudstjeneste for at tilbede Kristus. Selv når vi sidder helt stille på kirkebænken, sætter Ordet os i bevægelse i retning af mere liv. Eller også går det os som det gik kong Herodes. Ordet sætter os i voldsom bevægelse, men det er en bevægelse væk fra Kristus. Et ramaskrig over Gud og alt Hans væsen. Enten, eller. Enten bryder vi brødet sammen med Kristus eller også forsøger vi at slå Ham ihjel.
Eller også viser den tredje form sig. Det moderne menneskes valg: ligegyldigheden. Når ordet lyder i dag til Gudstjenester, forekommer der måske ikke de voldsomme sindsstemninger. Og hvorfor egentlig ikke det? Måske fordi vi ved ankomsten til Gudstjenesten ikke forventer at møde Kristus. Og det er vel også derfor der er så mange der ikke kommer i kirken. Det moderne forhold til Gud er ligegyldighed. Sådan var det ikke med vismændene. De forventede at møde Kristus. Ellers havde de ikke spurgt: "Hvor er jødernes konge? Vi er kommet for at tilbede Ham." Caspar, Melchior og Baltasar ønsker at blive bevæget af Kristus, blive bevæget af lyset, blive ført gennem livet af ledestjernen. De vil se Kristus, de vil høre, lugte, smage og føle Guds Søn - kort sagt: de ønsker at være til stede.
Og på denne måde er de til inspiration for os, for de moderne kirkegængere. Lad os bede om, at blive bevægede!
Amen.