Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter helligtrekonger, 09.01.2011
Predigt zu Lukas 2:41-52, verfasst von Marianne Frank Larsen
Anna Sophie Seidelin fortæller et sted i sine erindringer om, hvordan hun lærte salmen "Lyksalig, lyksalig" i skolen, hvor hun voksede op som datter af en sognepræst på Amager. Og hun elskede at synge den på grund af melodien og den første linje, "Lyksalig, lyksalig hver sjæl som har fred", men da hun stemte i med den derhjemme, sagde hendes far sognepræsten "Hold op!" og frabad sig yderligere. Den salme ville han ikke ha', at hun sang. Dengang forstod hun ikke hvorfor. Men siden har hun forstået, skriver hun, at hendes far mente, at "tro og trøst er noget, man måske får, når katastrofen sker. Tro og trøst oparbejdes ikke ved at tage katastrofen i øjesyn", som man gør det i den salme. For den udpensler jo rædslen i verset om barnet, der ligger på lejet så stille og død. Og den rædsel skal man ikke hverken smage på eller prøve at "kaste religionens trøst i gabet på" i tide og utide. I stedet må man finde sig i, at "angst er kærlighedens følgesvend", siger Seidelin, for i den angst er en sandhed om livets vilkår, og den må man vende til opmærksomhed, når man elsker.
Bag hendes fars udbrud ligger den angst, alle forældre har til fælles: angsten for at miste barnet. Den er ganske rigtigt kærlighedens følgesvend, for den melder sig næsten øjeblikkeligt, side om side med den dybe glæde, angsten for, at det kan gå galt, at det nye lille liv, man holder i sine arme, kan såres eller gå tabt eller sættes over styr. Instinktivt ved man, at det kan ske. At uanset hvor megen umage man gør sig, så sker der ting, man ikke kan forhindre. Så kan man ikke værne sit barn mod alt ondt, hvor gerne man end ville. Og man kan heller ikke holde det fast hos sig, hvor gerne man end ville. Man kan miste det igen. Og meget kan man holde til, men instinktivt ved man også, at lige netop det vil man ikke kunne bære. Går barnet tabt, er det noget af sig selv, man mister. Og tabet kommer til at ligge som en skygge over alle ens dage. Helt glad bliver man aldrig mere, hvis barnet er borte.
Det er den angst, der kommer til orde i Marias udbrud, da hun finder drengen i templet i dagens evangelium. Selvfølgelig er det moderen, der ikke kan beherske sig, men buser ud med alt det, der presser sig på. For dér står han jo, den dreng, de har ledt efter i dagevis. De har været ude af sig selv af bekymring, mere og mere fortvivlede, mens billederne af barnet "på lejet så stille og død" har meldt sig på nethinden med større og større styrke. Men de finder ham ikke forvildet i en fjern afkrog af byen eller mellem mennesker, der vil ham ondt; han står frisk og frejdig midt i templet på sine egne ben, uskadt og sund og rask. Og gudskelov for det. Men når det er dér de finder ham, er han altså ikke blevet væk. Han er løbet væk. Så er det ham selv, der har valgt at gå en anden vej end Josef og Maria. Ikke så sært, at Maria siger, som hun gør: "Barn", som man siger til en uartig unge, skarpt, irettesættende: "Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige." I de ord hører vi både vrede og bebrejdelse og krænkelse og bedrøvelse, for hvordan kan drengen finde på at gengælde deres omsorg med sådan en mangel på omtanke? Men der ligger mere end det i Marias udbrud. Der ligger også den selvbebrejdelse, som alle forældre kender. Kunne man have gjort det bedre? Skulle man have passet bedre på, været mere opmærksom på sit barn, og ja, det skulle man nok, og se nu, hvad ens selvoptagethed kommer til at koste. På bunden af Marias udbrud ligger præcis den angst, som er kærlighedens følgesvend.
Så langt er det en historie, alle der har børn, og alle, der har forældre, genkender fra deres eget liv. En historie om forældrenes angst på den ene side, og om barnets frigørelse på den anden. For så smerteligt det også er, er det også efter bogen, at et barn før eller siden skal vælge sin egen vej og ikke uden videre følge i forældrenes fodspor. En ganske almindelig historie, der er skruet sammen som rigtig mange gode historier er det, for den begynder godt med, at familien er samlet, og så bliver de borte for hinanden, og samhørigheden går tabt, før historien slutter, ligesom den begyndte, med at familien er samlet igen, og alt er godt. Hvis vi er heldige, er det også sådan historien om vores børns frigørelse ender. Og historien om vores egen. Med at børn og forældre kan se hinanden i øjnene igen. Det er alt sammen velkendt.
Hvad der ikke er velkendt, er imidlertid det svar, drengen giver sin mor. For hvis hun er skarp i mælet, er han endnu skarpere. "Hvorfor ledte I efter mig?", spørger han, som om det ikke giver sig selv. Eller som om han og de overhovedet ikke er forbundet med hinanden. Som om de ikke er hans forældre. "Vidste I ikke", fortsætter han, som om det er en selvfølge, noget, de burde vide, noget, barnet nu må belære de tungnemme voksne om: "Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?" Jo, det var præcis det, Maria mente, da hun sagde, at hans far og hun havde ledt efter ham og været ængstelige. Men det er åbenbart ikke den far, drengen taler om. Det er en anden far. Den far, man ved, man er sammen med, når man er i hans hus. Det er første gang, Jesus selv tager ordet. Indtil nu har vi hørt Zakarias og englene og hyrderne og Simeon og Anna og de vise mænd sætte ord på, hvad det er for et barn, Maria har født. I dagens evangelium er drengen blevet gammel nok til for første gang selv at fortælle, hvem han er.
I drengens svar mødes den velkendte historie om forældrenes angst og barnets frigørelse med en forbløffende, ny historie om et barn, der har to fædre. For drengen er søn af den far, der har ledt fortvivlet efter ham i byens gader. Men med sit svar afslører han selv for første gang, at han også er søn af den far, som har til huse i Jerusalems tempel. Han har hjemme hos sin far og mor i Nazaret i den virkelighed, vi kender. Men han har også hjemme hos en anden far i en anden virkelighed. Set fra drengens egen synsvinkel er han ikke løbet hjemmefra. Han er lige præcis kommet hjem, for han hører hjemme i den himmelske virkelighed, som Maria og Josef og vi andre først så småt begynder at ane i de ord, han siger - og som viser sig i glimt i de forunderlige svar, han kommer med. For han nøjes jo ikke med at spørge og lytte som den videbegærlige elev til de kloge lærere. Han svarer også selv, og de svar, den 12-årige giver, fylder tilhørerne med forundring. Med de svar foregriber han den fremtid, hvor det er ham, der skal tale, og de andre, der skal lytte, og hvor han skal give sine forunderlige, funklende nye svar på, hvem Gud er.
Maria og Josef fatter intet, og det er der ikke noget at sige til. For hvem kan begribe, at deres søn ikke bare er deres? Ja, det fine er, at det kan vi, der hører historien. For det er jo netop, hvad englene og hyrderne og Zakarias og Simeon og Anna og de vise mænd har fortalt os i de forløbne uger. Vi begriber det, så vi begriber mere end de arme forældre. Lukas ved nok, hvad han gør. Ved at udstille forældrenes tungnemhed giver han os den behagelige rolle som de velinformerede tilhørere, der fatter mere end historiens egne hovedpersoner. For så vidt som det overhovedet kan begribes, at den opvakte 12-årige, der står i Jerusalems tempel en dag efter påske for 2000 år siden, er søn af himlens og jordens skaber. At Marias søn på een gang er Gud og menneske. Det er det, vi begriber, før hans egne forældre forstår det: At dér møder vi Gud: i dette menneskebarn, som står med begge fødder solidt plantet på den jord, hvor vi går og står. Hvis vi vil vide, hvem Gud er, og hvad han vil os, så er det der, han giver os sit svar. I det bestemte menneske, der ikke bare er hos sin far i Jerusalems tempel. Han er hos sin far overalt, hvor han kommer hen, i alt, hvad han gør, og i alt, hvad han siger. "Min far", siger han i dagens evangelium. Siden lærer han os at sige "vor far". Siden sætter han livet til for at finde os og genforene os med den far, vi var blevet borte fra.
Dagens evangelium er historien om konflikten mellem to loyaliteter i Jesu liv. Loyaliteten overfor de jordiske forældre og loyaliteten overfor den himmelske far. Der er en egen skarphed i historien, for forældrene finder drengen der, hvor han selv er gået hen - og han svarer dem som en fremmed. Som een, der har hjemme et helt andet sted end i deres stuer. Sådan får paradokset lov til at blive stående lige så skarpt og ubegribeligt som det er. Men Lukas opbløder skarpheden med den venlige slutning, hvor han fortæller, at drengen vender med forældrene hjem og er lydig mod dem - og at hans mor gemmer alle ordene i sit hjerte. Der, hvor hun også gemte hyrdernes ord julenat. Der ligger de som klangbund for alle de andre forunderlige ord, hun skal høre ham sige, indtil den dag mange år senere, da hun finder ham igen ude i morgensolen. Ikke inde i den grav, hvor hun troede, han skulle ligge. Hun troede, hun havde mistet ham for altid. Men hun tog fejl. Da falder brikkerne endelig på plads. Da først forstår hun, hvem det er, hun har båret under sit hjerte.
Amen