Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter helligtrekonger, 30.01.2011
Predigt zu Matthæus 8:23-27, verfasst von Poul Joachim Stender
Vi hygger os i folkekirken. Hyggelige møder i præstegården. Hyggelige gudstjenester. Hyggelige prædikener. Det indre i vore kirker kaldes for skibe. Men som menighed føler vi os ikke i samme båd. Vi er for lang tid siden blevet individualister, der selv vil bestemme vor egen sejlads fra evighed til evighed. Der er heller ikke mange af os, der sejler bare nu og da. Da Storebæltsfærgerne blev indstillet blev vi landkrabber. Alligevel holder vi fast i et slags søsprog fra den tid, hvor vi både sejlede og følte os i samme båd. Til sportskampe sidder vi med hinanden under armene og gynger frem og tilbage som en båd på et oprørt hav, mens vi synger: ”Og vi sejle op ad åen”. Når der scores oplever vi pludselig, som i et flash, hvad det vil sige at være ombord i samme nationale båd og laver begejstret en bølge. Hvis vi kan finde nogen, der gider høre på os, udgyder vi os på søsprog om, hvordan vi er ved at drukne i arbejde og hvordan vi er helt ude at sejle eller svømme økonomisk og ægteskabeligt.
Selv om der hænger modelskibe i vore kirker, minder rummet ikke umiddelbart os moderne danskere om et skib. Kirkerummet ligner til gengæld et charterfly. Sæderne er ubehagelige at sidde i. Knæene ramler som regel ind i rækken foran. Nadverelementerne snerper smagsmæssigt i retning af flymad. Midtergangen er smal. Da der lægges stor vægt på at være hyggelige i folkekirken, går mange præster som en anden stewardesse op og ned af midtergangen og smånusser menigheden før gudstjenesten. Det ser ud som han eller hun kontrollerer om sikkerhedsbælterne er spændt og sæderne er rettet op. Men der hilses bare hyggeligt på de fremmødte.
Under bedeslagene sætter præsten sig så, ligesom stewardessen kort tid før take off, på en stol ved alteret med ansigtet vendt mod passagerne. Det eneste man mangler er en blid stemme der bekendtgør: ”Welcome on board this flight 4s.e.h3k bound for eternity”. Der er endda præster der før gudstjenesten stiller sig op foran menigheden med viftende arme og siger: I tilfælde af at børnene bliver urolige, bedes man søge mod nødudgangene i bagerste og forreste ende af kirken.
Ordene fra søndagens evangelium om at Jesus, kaptajnen, sover, vil ikke forskrække kirkegængere, der har fløjet meget. For at spare den 3. pilot væk på de oversøiske flyruter, har SAS overvejet at indføre ”controlled napping”. En pilot kan i dag godt tage sig en lur uden at flyet styrter ned.
Lad os se det i øjnene. Det er ikke altid hyggeligt at følge Jesus. Da disciplene gik ombord med Jesus i en båd på Genezareth sø sejlede de direkte ind i en storm. Disciplene var ude af sig selv af angst. Selv om Jesus sov midt i blandt dem, var de overbevist om, at de var ved at gå under. Troen på Jesus, som Guds søn, er ikke en kodymagnyl-tro, selv hvor meget vi bedøver os med kirkelig hygge. Man sejler, trods brændende stearinlys og udglattende prædikener og efterfølgende økologisk kirkekaffe, ind i den ene storm efter den anden.
Evangeliet har ingen god vejrudsigt. Men lover til gengæld at bære os gennem storme og turbulens med Guds søn ved vor side. Kommer man nogenlunde helskindet gennem de værste storme, er der stadig en masse uhyggelige oplevelser som kristen. Det er bestemt ikke hyggeligt at give af sine få penge til Folkekirkens Nødhjælp. Det er yderst ubehageligt at fortælle på sin arbejdsplads, at man går i kirke. Man bliver betragtet som pervers og psykisk ustabil. Det er uhyggeligt svært ikke at være opportunist og turde holde fast på, at noget er sandt og noget andet er løgn. – Overdreven hyggen i folkekirken med et pussenussende, sortklædt kabinepersonale kan være et forsøg på at springe foran Herren i stedet for at følge ham.
Da Jesus i evangeliet bliver vækket af sin ”controlled nap”, får han omgående stormvejret til at lægge sig. Disciplenes frygt for undergang afløses af en anden form for frygt. Konfronteret med Guds kolossale kræfter, er de dybt rystet. I evangeliet til 2. tekstrække ligefrem skriger de af frygt og kaster sig ned for Jesus. Der er ingen tvivl om at vi overser, med al vor kirkelige råhygge, at mødet med Gud gang på gang også er forbundet med frygt.
Disciplene på Genezareth sø bliver, da havblikket sænker sig omkring dem, bragt i oprør. På en måde er situationen efter stormen ligeså foruroligende for dem som under stormen. Bølgerne lægger sig på Genezareths sø, men rejser sig voldsomt i disciplene. De står overfor noget der er mere ufatteligt og ukontrollabelt end stormen og har lige så meget besvær med at bunde som var båden kæntret.
Når vi danskere kommer ind i en kirke hvisker vi ikke. Vi hverken bøjer hovedet ærbødigt eller slår korsets tegn for os. Gud er ufarlig og det er måske vore overhyggelige prædikener og kirkeliv der giver menigheden denne fornemmelse. Frygt er en forbudt følelse i moderne kristendom. Det er det i øvrigt også i børneopdragelsen. Det er enormt svært at få sine børn til at frygte sig bare en lille smule. Vi forældre er gemytlige ligesom Gud.
Der er ikke nogen tvivl om at evangeliet lover os, at Gud er med os på vor rejse fra evighed til evighed. Det er det allervigtigste og kan man ikke huske andet fra denne prædiken, så husk at Kristus er med os, selv hvor højt bølgerne går i vort liv, selv hvor meget vi er ude at svømme, selv hvor tæt vi er ved at drukne i problemer. Men Guds søn er også vor kaptajn. Han er vor dommer og autoritet. Vi har ikke magt over ham. Det er ham, der har roret og han fører os ud i det ukendte, hvor livet udvider sig og bliver farligt og bølgerne går højt. Der er grund til at blive grebet af frygt over hans mægtige kræfter. Men netop i dette fikspunkt befinder vi os som kristne. På en gang ryster Gud os som et jordskælv og samtidig er han vor eneste faste holdepunkt.
Amen.