Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter helligtrekonger , 13.02.2011
Predigt zu Matthæus 17:1-9, verfasst von Christian Grund Sørensen
For nogen tid siden fik jeg lejlighed til at se et nyt perspektiv. Mange danskere kender jo Carlsbergs Elephantport. Det er de elephanter, man kan se billede af, hvis man en sjælden gang skulle støde på en Carlsberg Elephantøl, og som har været vartegn for bryggeriet på Valby Bakke i mange generationer.
Jeg har jævnligt set figurerne, når jeg kørte forbi. Men for nogle måneder siden kom jeg til at se dem tæt på, og oppefra. Jeg var inviteret til møde i lokalet, som ligger lige oven på ryggen af tykhuderne. Fra vinduerne kunne man se ned over snablerne, og i en pause skulle vi alle ud på terrassen og kigge ned. Det er ikke hver dag, man ser en elephant fra oven.
Til alles lettelse, kan jeg nævne, at vi kun fik Carlsberg kurvand til mødet, så det var kun de grå elefanter, der var til stede.
Hvad var nu det særlige ved den pudsige oplevelse? Jo, jeg havde set figurerne mange gange før, men denne gang var jeg et andet sted, og et nyt perspektiv blev åbenbaret, forklaret for mig. Det, som jeg synes at kende i det ydre, fik nu en ny, indre dimension.
Dagens evangelietekst handler også om, at få et andet perspektiv og nye dimensioner. Det handler om "forklarelsen på bjerget", hvilket jo er et gammelt ord for det, at noget bliver gjort tydeligt for en.
Men egentlig kan vi nok godt forstå, at Peter ønsker sig en forklaring midt i det her. Peter fik nemlig lov til at kaste et blik ind bag det store forhæng, som skiller den usynlige virkelighed fra den synlige.
Om det virkeligt skete, eller om det var et syn, ved jeg ikke. Vi ved i al fald, at jordbundne Peter ikke var så lige til at slå ud. Jesu ansigt lyste med et ukendt skær, og Moses og Elias viste sig lyslevende. Og alt hvad Peter kunne tænke på var, ja, her er godt at være, her er hellig grund. Lad os bygge nogle hytter og bliver her!
I grunden er det ikke nogen skæv tanke. Selvom Peter ikke slår mig som nogen religiøs mand, i al fald i en følelsesmæssig betydning, fornemmer han, at her er Guds Ånd til stede. Som en Moses ved den brændende tornebusk eller en Maria, som ikke kunne slippe Jesu fødder, sådan ville han fastholde dette øjeblik af skønhed og storhed.
Der er noget fantastisk i, at få lov at kaste et blik gennem forhænget ind i den virkelige virkelighed. Den virkelige virkelighed, hvor Guds virke i vore liv og i verden er klar og forståelig og hvor Jesus er så lyslevende en realitet, som dengang Thomas ville stikke sin finger i naglemærkerne.
For vi lever som kristne i tro, ikke i det, vi kan se. Vores skønne og forfærdelige grønne jord er ikke i sig selv det sted, vi møder Gud. Vi kan synes at skimte Ham i solopgangen, men Han har en tendens til at forsvinde ud af horisonten på en regnvåd og blæsende mandag morgen. Troen er, med Hebræerbrevets ord, "fast tillid til det, der håbes på, overbevisning, om det, som ikke ses."
Og dog, er det måske ikke hele sandheden. Peter og de andre disciple fik på denne dag et glimt ind bag forhænget. Ind i virkeligheden. Ind i verdens sande tilstand. På samme måde var de gang på gang blevet opmuntret, da karrene blev fulde af vin, da den lamme tog sin seng og gik og de mange blev mætte med så få brød og så få fisk. Jo, Gud lod dem få glimt af det guddommelige.
Det er jo rart at vide, at Jesus havde omsorg for disciplene, så de ikke skulle miste modet. Men det ville være uinteressant, hvis ikke netop den samme Gud og den samme frelser lever i dag. Den levende Gud ønsker også at give dig og mig en forklarelse. En åbenbaring. Et syn. Et kram. Et pant på hans kærlighed og nærhed.
Er det ikke netop hvad Helligånden er: Gud, kommet til verden i en form, som kan interagere, handle og tale mellem os?
Som præst taler jeg med mange mennesker. Og mange af dem fortæller om, hvordan der var nogle situationer, hvor Gud lod dem få et glimt af sig i deres liv. Jeg oplever det også, når jeg vejleder studerende på universitet. Der kommer jeg som fagperson og ikke som præst, og de færreste af dem, jeg møder, går nogensinde i kirke. Men selv der, beretter mange om den dag, hvor de synes, at de fik et glimt af den levende Gud.
Måske har Gud en stor kalender, hvor Han indtegner møder med os mennesker. Særlige dage, hvor vi får lov til at se et glimt af Ham. Dage eller timer, hvor det fornemmes at Guds Rige er kommet nær. Hvad enten det er i den store og jublende glæde og tryghed, der hvor tårerne får frit løb, eller der hvor skylden og angeren leder til opgør.
I mit eget liv synes jeg at se et mønster. Når jeg bagefter skal forklare, hvor i mit liv jeg - måske først på afstand - fornemmer at Gud gjorde de største ting i mit liv, så har det altid været i de svære og kritiske tider. Måske har Gud også givet mig et glimt af Ham i de gode dage, men i så fald har jeg måske været for travl, til at bemærke det.
Gud har primært talt til mig i mulmet og mørket. Jeg er ikke sikker på at det er sådan for alle kristne. Måske er jeg ekstra tunghør, så jeg kun kan høre Helligåndens stemme, når der er kaos omkring?
Men det svarer nu meget godt med, hvad andre mennesker fortæller mig, om deres glimt af Gud. Glimtene kommer uventet og oftest ubelejligt - men netop derfor er det jo så klart den levende Guds initiativ og ikke vores målrettede religiøsitet. Gud er i mørket og dybet, men også andre steder.
Søren Kierkegaard har et billede på Guds møde med os dødelige. Det er "Øjeblikket". Det øjeblik, hvor den lodrette, guddommelige akse krydser den vandrette, jordiske akse. Og på det sted, eller disse steder, i et menneskeliv kan noget nyt undfanges og gro frem.
Det er som de elefanter, jeg kun kunne se nedefra i al deres upersonlige vælde. Men da jeg kom op i et andet perspektiv kunne jeg se nye dimensioner.
Vi har brug for forklarelsen. Vi har brug for mødet med Gud. Vi har brug for at den grå virkelighed ikke får overtaget. Troen er, at manden med de naglemærkede hænder endnu er her på en åndelig måde. Usynlig, og dog virkelig og opstanden.
Hvis Gud ikke er den levende Gud og Jesus ikke er den opstandne og tilstedeværende Herre, så er kristendommen reduceret til en teori og Jesus til en lærer. Så kan vi lige så godt slå op i lærebogen med filosofier og -ismer og religioner og beslutte os til, hvad der tilbyder os det mest populære i form af bekræftelse, selvudvikling og x-faktor.
En ny gud, skabt i vores eget billede. Uden al den kamp og frustration - og velsignelse, glæde og virkelighed - som hører til det virkelige gudsforhold. Med den Gud, som åbenbarede Jesus i den rette sammenhæng på et bjerg i Israel.
Det var ikke som på Sinai, da Gud gav reglerne for menneskelivet. De 10 bud. Dem kan de fleste mennesker nemlig acceptere, altså lige bortset fra buddene om at bevare ægteskabet, ikke at begære det, der hører ens næste til, ikke at sige falsk vidnesbyrd, ikke at misbruge Guds navn, at holde hviledagen hellig, at have Gud som Gud.... Nå ja, måske er de 10 bud ikke så accepterede endda....
Og endnu mere provokerende bliver det ved denne anden bjergoplevelse: Gud bekræfter Jesu identitet som hans Søn og verdens frelser. Der står Moses, som repræsentant for den gamle pagt, for moseloven. Der står Elias som repræsentant for profeterne, og løfterne om den kommende frelser.
Og der står så Jesus med det skinnende ansigt. For én gang ikke en gennemsnitlig, mellemøstlig personage med sand mellem tæerne. Mere end et forbillede. Mere end en lærer. Mere end en religiøs leder. Nemlig Gud selv, til stede blandt dødelige hverdagsmennesker.
Den levende Gud, er den Gud der er til at leve og dø med. Det er Ham, det er værd at følge.
Amen