Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Septuagesima, 20.02.2011
Predigt zu Matthæus 20:1-16, verfasst von Anders Kjærsig
Verdenen er uretfærdig. Det ved selv et barn. Nogen får mere end andre, hvilket kan være svært at forstå, når blodet løber den samme vej rundt. Men det er nu engang livets vilkår. Goderne er ikke fordelt efter et millimeterdemokratisk princip, hvor alle mennesker får det samme. Nogen har for meget og andre har for lidt. Sådan er virkelighedens indretning, hvilket strækker sig lige fra det sørgmodige og uhyggelige til det groteske og smålige:
Det gælder internationalt i forholdet mellem de rige og de fattige lande; det gælder nationalt i forholdet mellem A- og B-hold; det gælder lokalt i forholdet mellem nabo og genbo; det gælder i en familie i forholdet mellem børn og mellem ægtefæller.
Verdenen er uretfærdig og fordi den er uretfærdig, måler og vejer vi hinanden ved at sammenligne det, man selv har, med det, de andre har, og ved at se på den måde, de andre fik det, de har, på. Og disse sammenligninger kan afføde selv de værste tanker. Der er ikke langt fra retfærd mellem to mennesker, eksempelvis en nabo og en genbo, og så til misundelse. Misundelsen lurer altid bag ved retfærdigheden, og det kan somme tider være svært at se, hvad der driver et menneske.
Genboen siger, at det er uretfærdigt, at naboen får en bedre løn og har en større bil. Men siger genboen dette, fordi det vitterlig er uretfærdigt eller siger han det, fordi han i bund og grund er misundelig? Ja, det siger han selvfølgelig ikke noget om - om det er misundelse, som driver ham. Vi ved det ikke med sikkerhed, måske - måske ikke.
Tankegangen er ikke kun moderne. Den gælder ikke alene for os. Den galt også for totusind år siden. At måle og veje hinanden, at sammenligne sig selv med andre, at dække over misundelse med retfærd, er desværre et grundvilkår i den menneskelige tilværelse.
Vi møder det i stor stil i fortællingen til i dag. Her får de, som arbejder ti timer, ikke en større løn end de, som kun arbejder én time. Og det har de, som arbejder de ti timer, svært ved at forstå. De spørger derfor arbejdsgiveren: Hvorfor skal de sidste have det samme i løn som de første? Er det ikke uretfærdigt? Det må da være dem, som arbejder mest og længst, der skal have den højeste løn?
Spørgsmålene er rimelige. Vi forstår godt, hvorfor de første arbejdere er sure. Det behøver man hverken at være socialist eller liberalist for at fatte. Det ligner da ikke noget at give den samme løn for det samme slags arbejde, når den ene har været på arbejdspladsen ti gange længere end den anden. Det er logik for ethvert menneske. Både dengang og i dag.
Men hvad mennesket opfatter som simpel retfærdighed, det vender vingårdsejeren på hovedet. Vingårdsejeren er den uretfærdige arbejdsgiver. Han fordeler ikke goderne og talenterne og lønnen efter den normale målestok. Her er det ikke sådan, at den, der var først, skal have mest. Her får man lige meget, uanset hvor længe man har været på arbejdspladsen. Den første er ikke den største. Tværtimod. Der siges ligefrem det modsatte, at de sidste skal blive de første og de første de sidste.
Menneskenes målestokke lider altså skibsbrud i lyset af vingårdejerens anskuelser. Og det gør de, fordi vingårsejeren ser verdenen fra en helt anden vinkel. Han ser ikke verdenen nede fra men oppe fra. Himlen og dens rige er hans udsigtspost og her anvendes en hel anden målestok. Derfor måler vingårdsejeren ikke arbejdet ud fra forholdet mellem retfærdighed og uretfærdighed, men ud fra forholdet mellem fortabelse og frelse, mellem udelukkelse og fællesskab. For vingårdejeren handler det ikke om, hvor længe man har arbejdet, men at man overhovedet har et arbejde, at nogen har brug for en, at man er kaldet, at man har et hjem og et sted at være, at man er velsignet.
Men det ser de første arbejdere ikke. De forstår ikke vingårdsejerens uretfærdige retfærdighed, de forstår ikke velsignelsen. Og det forstår de ikke, fordi misundelse forblinder deres øjne, så de ikke kan se det andet menneske, den sidste ankomne, som en lige så stor del af vingårdsejerens personale.
Man kunne jo prøve at sætte sig i de sidstes sted. Tænk sig at stå tilbage på torvet, at sidde hjemme ensomt og indelukket i sin egen lille verden. Dag ud og dag ind. År efter år. Der er ingen som inviterer én til hverken at arbejde eller feste. Ingen kalder på én. Man er ensom blandt mennesker. Man er ubrugelig. Man er værdiløs.
Fra denne position stiller man ikke krav til sin arbejdsgiver. Her forlanger man ikke mere i løn, her retfærdiggør man ikke sig selv, men beder derimod om mening og betydning: Fadervor, giv os i dag vor daglige brød. Eller: Gode vingårdsejer, giv mig blot en plads ved dit bord, lad mig ikke stå tilbage på torvet, ensom og forfrossen. Lad mig arbejde i din vingård også selv, om jeg er den sidste, den skæve og marginaliserede, den udstødte, den fede og den grimme, den gamle og den halte.
De sidste ankomne kender bønnens form. Og det gør de, fordi deres liv mangler mening og betydning. Men de oplever også velsignelsen. Og det gør de, fordi bønnen bliver hørt, fordi den uretfærdige vingårdsmand etablerer mening og betydning. Han ser ikke på, hvor hel og dygtig man er. Han ser ikke på, hvor længe man har været i faget. Han giver ikke mere eller mindre i løn.
Nej, den uretfærdige vingårdsejer lytter til det ensomme menneske, der skriger fra torvet, fra graven og de lukkede rum, lytter til dets bøn og velsigner det. Giver det uværdige værdi, giver det betydningsløse betydning, giver det meningsløse mening.
Det er glæden. Det er det nærværende - at få lov til at være med. Det ved enhver. Hvis ikke, så spørg dem, der kom til sidst.
Amen