Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Fastelavn, 06.03.2011
Predigt zu Matthæus 3:13-17, verfasst von Birgitte Graakjær Hjort
Hvis vi skal til en rigtig stor fest, får vi som regel en invitation til den i god tid. Så hvis nogen inviterer til fx bryllup eller rund fødselsdag, så sender de en indbydelse ud flere uger eller måneder i forvejen, så vi kan planlægge efter og indstille os på at skulle til fest.
Sådan er det også i dag, hvor det er fastelavns søndag. Det er den dag, hvor vi får invitationen til den største fest, der kommer til at ske i løbet af hele året. Og det er påsken.
Fra og med i dag - eller hvis vi skal være helt præcise, fra og med på onsdag, hvor det er askeonsdag - da er der 40 dage til det er påske. 40 dage skal vi bruge på at indstille os og forberede os godt og grundigt på at fejre det, der skete i påsken. Og hvordan ka´ vi så forberede os på at fejre det? Det kan vi gøre ved at faste. For de 40 dage er nemlig den periode, som vi kalder fastetiden.
Men er det ikke lidt fremmedartet for os som kristne at faste? Er det normalt - og er det nødvendigt - for os som kristne at faste? Muslimer - de faster. Det ved vi godt. Og vi kan læse om det i avisen hvert år, når det er ramadan. Og vi, der har børn i daginstitutioner og skoler, blir´ også mindet om det, for vores børn vokser op med et kendskab til, at andre børn faster eller i hvert fald fejrer Ramadan som det mest naturlige i verden.
Jeg tror, det er sundt at vokse op med en viden om, at der er mennesker, for hvem troen har konsekvenser på nogle helt konkrete planer for, hvordan de lever. Det er en sund viden at vokse op med.
Men er det kun muslimer og jøder, der faster? Skal vi som kristne bare spise og drikke, ligesom vi har lyst til? Og hvis det er tilfældet, hvorfor i alverden har vi så denne her periode i kirkeåret på 40 dage, som vi kalder fastetiden? Lad mig sige det helt direkte og uden omsvøb: Det er meningen, at vi skal faste! Hvis du ikke har gjort det før, så prøv for første gang i dit liv at faste. Begynd på onsdag og slut igen om 40 dage.
Jesus fastede. I 40 dage. Det er en af grundede til, at vores fastetid er berammet til det antal dage.
Joh, men Jesus pålagde ikke sine disciple, at de også skulle gøre det. Nej. Og derfor må vi også ærligt sige: Det er en god idé at faste. Men det er ikke nogen pligt for os som kristne mennesker.
Hvis vi faster, så skal vi ikke gøre ligesom hyklerne, advarede Jesus. De sørgede for, at alle lagde mærke til, at de fastede. De har fået deres løn, sagde Jesus. Sådan skal vi ikke gøre. Vi skal ikke spille mærkelige eller gøre os interessante.
Nej, hvis vi faster, så skal vi gøre det i det skjulte. Og vores far, som ser i det skjulte, skal lønne os, slog Jesus fast (Mt 6,16-18). Faste er altså ikke noget, vi skal gå og skilte med. Det er en sag mellem Gud og den enkelte.
Hvordan kan vi så faste? Hvad ka´ vi gøre rent praktisk, når vi nu ikke har love og regler, der fortæller os, hvordan den slags skal foregå? Jo, vi ku´ fx hente inspiration fra vores katolske brødre og søstre. Der er nemlig mange katolikker, som faster ved at afholde sig fra at spise kød i denne her periode. Det er én måde at faste på. Eller vi ka´ gøre det, som er blevet gradvis mere udbredt inden for folkekirken gennem de senere år, nemlig at vælge et nydelsesmiddel fra her i fastetiden. Lad fx være med at drikke kaffe eller vin i de 40 dage. Eller lad være med at spise kage og chokolade. Hver gang vi lige er på vej ud i køkkenet for at lave en kop kaffe eller på vej hen i skabet for at hente chokolade eller kage, så kommer vi nemlig til at standse op og tænke: "Nå, nej. Det skal jeg ikke have lige nu. For det er jo faste. Men om 39 dage - eller om 23 dage - eller hvor lang tid, der nu er tilbage - da må jeg nyde det igen. For da ska´ jeg med til en stor fest."
Men er det ikke både fremmedartet og mærkeligt? Hvad skulle formålet være med sådan en adfærd? Skulle det nu pludselig være en avanceret form for fromhed at gå og småsulte og lide lidt afsavn? Nej, det er det ikke. Men der er to formål med at faste.
Det ene er, at vi derigennem sparer på vores forbrug. Og tanken er, at det, vi sparer, det skal vi give væk til de fattige. Luther er en af dem, der har lært os, at den egentlige hensigt med at faste er at skrue ned for forbruget for at gi´ mere væk. Så det er et af formålene med at faste: At give mere gavmildt til de fattige. At bidrage til at fordele verdens ressourcer noget bedre og mere retfærdigt.
Det andet formål med at faste er, at det ikke alene er gavmildheden over for vores næste, der skal blive større, men at det, Jesus Kristus har gjort i påsken, også må blive større for os. Vi ska´ bruge fasten til at trænge dybere ind i det, som Jesus Kristus har gjort for os. Og det sidste vil jeg bruge resten af prædikenen på at uddybe.
Vi ved jo godt rent rationelt og intellektuelt, at vi i de her uger bevæger os på vej mod påske. Men når vi faster, så bliver vi mindet yderligere om det igennem kroppen. For hver gang, vi lige får lyst til at tage den kop kaffe, vi plejer, eller spise kage ligesom de andre i selskabet, så bliver vi mindet om, at der er noget, der er anderledes. Der er noget, vi på en særlige måde skal fokusere på og mindes om. Og det er, at vi forbereder os på en stor fest, påsken.
Eller som en har udtrykt det: At faste - det er som at gå rundt med en sten i skoen. Der er løbende noget, der lige stikker lidt til os. Bryder ind i vores bevidsthed og fanger opmærksomheden. For selvom vi ikke faster totalt, sådan at vi helt afholder os fra at spise og drikke fra solopgang til solnedgang, så skal vi lige akkurat faste så meget, at vi mærker det. Ellers er det omsonst. Og hver gang, vi mærker det, skal vi komme til at tænke på, at det snart er påske.
Og det, som påsken handler om, og som vi skal forberede os på i denne her tid, det begyndte ikke med, at Jesus døde og opstod. Det begyndte derimod med, at han gik ud i Jordanfloden og blev døbt af Johannes Døber, som vi hørte om lige før. Og når vi hører om Jesu dåb i Jordanfloden her Fastelavns søndag, så er det fordi det er den begivenhed, vi skal lægge ud med at fordybe os i her i den første uge i fastetiden. Så lad os prøve at trænge mere ind i den.
Johannes Døber stod ude i Jordanfloden i vand til navlen. Dér holdt han nogle rigtige dundertaler: "I er en flok syndere, hele bundtet!" sagde han. "Der er ikke en eneste af jer, der lever, som I bør leve. Den ene af jer forsømmer jeres medmennesker meget mere end den anden. Så hvorfra har I dog fået den idé, at I skulle undgå at blive ramt af Guds vrede og straf? Nej, øksen ligger allerede parat ved foden af jeres træ. Og hvis I ikke bærer god frugt, bliver I fældet og kastet i ilden.
Der er kun én chance for sådan nogle øgleunger som jer. I skal indrømme jeres fejl og bede om tilgivelse. I skal komme her ud til mig i floden og blive døbt. For derigennem bliver I nemlig renset for jeres synder." Sådan prædikede Johannes Døber. Domsforkyndelse fra start til slut.
Hvis vi præster holdt vores prædikener i samme tonefald, så tror jeg, at mange ville snurre rundt på hælen og gå deres vej. For det er lige groft nok at blive tiltalt på den måde! Det var der sikkert også nogle, der syntes dengang. Men måske var de ikke helt så fintfølende som vi er i dag. For mange af dem, der lyttede til Johannes Døber, blev døbt, fortæller Matthæus. De ku´ se, at de havde brug for at blive renset for deres synder.
Nu kom så pludselig Jesus og stillede sig op i rækken af syndere. Af alle mennesker kom Jesus for at blive døbt og renset for synd. Men det gav jo slet ingen mening. Det var Johannes Døber klar over med det samme. For Jesus var jo den eneste i verden, der slet ikke havde gjort noget forkert. Så en renselse for synd var jo ikke beregnet for Jesus. Derfor protesterede Johannes Døber og mente, at de sku´ bytte roller, så det i stedet for var Johannes Døber, der blev døbt af Jesus. Men nej! Jesus insisterede. Og han indlod sig ikke på nogen lang debat om emnet. Men han stod fast på sit. Han kom for at opnå renselse for synd. Men da Jesus ikke selv havde nogen synd at bekende, da var det din og min synd, han bekendte, og skaffede renselse for.
Han stod i køen af syndere og blev dykket ned under vandet for at blive renset, selvom der ikke var så meget som en plet på hans livsførelse.
Så da Jesus blev døbt, tog han det første skridt på vejen mod langfredag, hvor han én gang for alle "blev knust for vores overtrædelser". Jesus gik ind under den dom, som Gud ellers med rette ku´ ha´ fældet over os. Så Jesu dåb var altså det første klokkeklare signal fra hans side om, at han var kommet for at skaffe os tilgivelse for alt, hvad vi har gjort forkert. Jesu dåb var et for-varsel om langfredag.
Og da det blev langfredag, da blev han ikke dykket ned under vandet for at skaffe renselse for vores synd. Da blev han hængt op på et kors som den, der tog alle vores overtrædelser med sig. Derfor råbte han også: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Da tog han al vores synd på een gang, og det indebar det, at Gud måtte forlade ham. Da gik Jesus alene ind i fortabelsens og Gudsforladthedens mørke. Han gik i vores sted. Han gik på vegne af os - ham, der ikke selv kendte til synd.
Hvor langt vi end kommer ud i mørket - hvor store synder og hvor mange fejltrin, vi end begår, ja, om vi så gør noget, som indebærer, at vi bliver forladt af mennesker, selv vores nærmeste, så vil Gud ikke forlade os. Fordi Jesus insisterede på at få lov til at gå i vores sted.
Det er så stort, at vi har brug for god tid til at forberede os på at fejre det. Det er så befriende, at vi bliver nødt til at gå rundt med en sten i skoen for løbende at blive mindet om det og fordybe os i det.
Amen.