Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i fasten, 13.03.2011
Predigt zu Matthæus 4:1-11, verfasst von Christian Grund Sørensen
Der tales meget om fristelser i dag. Ganske almindelige mennesker som sjældent går i kirke bruger ordet på gaden, i motionscentret, på cafeerne og sågar ved middagsbordet. De taler om, at fristelserne lurer, de store fristelser til at synde.
Men fristelsen er ikke til utroskab, folkemord eller falsk vidnesbyrd. Den er end ikke til at udfordre Gud eller sætte Ham på prøve.
Nej, fristelsen er til at spise fedende mad. Dødssynden er, at lade et stykke wienerbrød passere tandrækken. En fristelse, som de fleste af os jævnligt falder for. Og som afslører, at vi ikke er fuldstændig kontrolleret i vores livsførelse, men tillige også i vore sansers og impulsers vold.
Nu er der jo bare det, at selv den fedeste kaloriefest ikke fordømmes i Bibelen, og at brylluppet i Kana klart overskred Sundhedsstyrelsens vejledende genstandsgrænser. Jesus selv fik tilråbet: "Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!"
Vi kan nok være enige om, at for megen god mad og drikke belaster kroppen, - og selvom det er synd for den, er det ikke det samme som at det er synd i forhold til Gud. Der er nok af bud i Bibelen og fristelser til at overtræde dem - men vi har åbenbart en tendens til i vores kultur at se stort på Bibelens bud - og så i stedet opfinde nogle nye.
Ud med Guds sorg og krænkelse over ægteskabsbrud, pengegriskhed og ukærlighed. Ind med et nyt bud: Du skal bevare kontrollen. Du skal bevare din kontrol over dig i dit liv.
Men i dagens tekst møder vi jo ikke blot os selv, men også Jesus.
Satan fik lov til at friste Jesus. Der står, at den var Ånden, altså Guds Ånd, Helligånden, som ledte Jesus ud i ørkenen. På et af de steder i livet, hvor Jesus kunne opleve sig allermest forladt af Gud og mennesker - der var det Gud selv, som ledte ham derud.
"Hvis du er Guds Søn, så sig til stenene her, at de skal blive til brød!"
Ja, ville det ikke have været en let løsning for Jesus? 40 dage og 40 nætter i ørkenen! Alene. Med sig selv. Med sin Gud. Med sin opgave.- Og en uvelkommen gæst.
Hvorfor ikke unde sig det gode? Havde Jesus mon ikke brug for mad, som alle andre? På overfladen var opfyldelsen af Jesu behov for at få noget at spise ganske legitimt. Men Jesus valgte at se det i en anden sammenhæng, at se de åndelige behov som lige så væsentlige som de fysiske.
Det er ikke tilstrækkeligt at få fyldt maven og styr på det fysiske, materielle og psykologiske velbefindende. Vi må også leve af "hvert ord, som udgår af Guds mund."
Når jeg beder, kommer jeg let til at fokusere på mine umiddelbare, fysiske, materielle, følelsesmæssige behov. At lytte efter Guds stille stemme virker mindre væsentligt, når jeg længes efter noget mere konkret. Har du det mon også sådan?
Kender du mon også det, at på en smuk solskinsdag at gå ind i skyggen, fordi solskinnet i sig selv bliver for påtrængende? Jesus byder os at vende os fra, at se ned i skyggen af vore egne umiddelbare behov, vende os om, og se mod det lys, som strømmer fra Gud.
Men Jesus var ikke af krogen endnu: "Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: "Han vil give sine engle befaling og de skal bære dig på hænder så du ikke skal støde din fod på nogen sten."
Når Fanden læser Bibelen sker der en umærkelig drejning. Det lyder som om Satan kan henvise til en bibelsk argumentation. Men Satans præmisser holder ikke. Løftet fra Salme 91 er ikke en blankocheck. Det handler om en relation til Gud, ikke et juridisk krav på, at kunne kommandere rundt med Gud. Jesus afviser derfor et selvvalgt martyrium, at udfordre den levende Gud.
Tankevækkende, at denne fristelse tager sit anslag i Bibelen. Selvom vi tror, at Bibelen er Guds ord, kan dens ord let fordrejes. At "Gud er kærlighed" kan f.eks. fordrejes til, at alt, hvad der gøres i kærlighedens navn, f.eks. utroskab, kan legitimeres af kærligheden. At Jesus dømmer ingen, kan bruges til at forkaste samtlige de 10 bud.
Men i virkeligheden er der jo ingen som Jesus, der f.eks. i bjergprædikenen lader vreden mod et andet menneske gælde som drab, og dermed tydeligt viser os, at Gud slet ikke er ligeglad.
Den tredje fristelse er noget mindre åndelig, og vil sikkert kunne tiltale os alle. "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Og Jesus har sikkert set ud over al verdens herlighed, og har tænkt: Ja, her er endelig noget at komme efter!
At tænke sig, at få alle sine ønsker opfyldt på det materielle plan. Ligesom at vinde i Lotto hver uge resten af sit liv. Men det er ligesom en turist i Paris, der lover sin kæreste Eiffeltårnet for et kys.
Nok siger Skriften, at "verden er i den Ondes vold" (1. Joh. 5,19), men det betyder altså ikke, at det er Satan, der bestemmer. Jesus legitimerer netop missionsbefalingen med det modsatte: "Mig er givet al magt i Himlen og på jorden..."
Hvor forvrænget, at tilbyde Jesus det, Han allerede har: "Vig bag mig, Satan. Du skal tjene Herren din Gud og Ham alene!"
Hvad kan Jesus så sige til os i dag. For det første, at der er sande fristelser, og at vi kan falde for dem. I Danmark er der lige lanceret en hjemmeside, som hjælper mennesker i et parforhold med at finde udenomsægteskabelige affærer. En fantastisk service, for den som ønsker at lade sig friste, for, som Jakob skriver, "Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død."
Nok er døden ikke den konsekvens, vi tænker på her, men det kan i al fald være ægteskabets forlis og familiens endeligt. Men også en synd, som begynder i hjertet, og som skiller mennesket fra at have fred med Gud.
Derfor gælder det om, at gøre som Jesus. At sige nej til fristelserne. Lad dem ikke slå rod i tankerne og i hjertet. Lad være med at lege med din egen svaghed. Tving dig selv til, at skrive de rigtige tal på selvangivelsen. Tving dig selv til at sige fra, når nogen bagtales på arbejdet. Tving dig selv til at tale sandt og oprigtigt.
Selv Jesus blev fristet til at forlade Guds veje. Han var ikke immun. Da Jesus gik på jorden blev han træt. Han græd. Han længtedes. Han elskede. Han blev vred og skældte ud. Det kender vi - præcist beskrevet - i evangelierne. Han drømte måske om kone og børn og kunne mærke misundelsens pile i sig. Måske, selvom vi ikke får det beskrevet.
Selvom Jesu fristelser nok var af en noget mere åndelig karakter end vore, så "er Han blevet fristet i alle ting ligesom vi", som der står i Hebræerbrevet, og videre at "som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan Han komme dem til hjælp, som fristes."
Vi beder "led os ikke ind i fristelse", og når vi er faldet, beder vi "forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere." Og tavlen vaskes ren, og vi kan gå ud i morgensolen på en ny og herlig dag med et "Gud, vær mig arme synder nådig!"
Vi bliver alle sammen fristet. Bare på forskellige områder. Jeg har aldrig følt fristelse til at tage stoffer, mens trangen invaliderer andre. Til gengæld kan jeg blive fristet til at lade være med at sige i supermarkedet, når de har taget for lidt for en vare - fra tid til anden tager de jo alligevel for meget for andet - og ellers er det kasseapparatet, der lægger forkert sammen:-)
Læg mærke til, det var Guds Ånd, som ledte Jesus ud i ørkenen. Der mødte han fristeren. Vi vil også blive fristet, og vores udfordringen er at gøre som Jesus: At se klart, og at vove at sige "nej" i tide! Og til gengæld "ja" til Gud! Så mister fristelsen med tiden sin magt, som den gjorde for Jesus.
At falde for fristelser er ikke som at lægge lidt ekstra kalorier på sidebenene. Det er at ramme ved siden af Guds plan med vore liv, og det fører os helt klart væk fra lykken og livet. Og jo, Gud tillader at vi fristes, men ikke over evne! (1. Kor 10,13)
Jesus har noget godt til os. Ikke et let liv, men et meningsfuldt liv. I Gethsemane Have mødte Jesus endnu en fristelse. Til at gå sin egen vej og få det lykkelige liv, som de fleste af os drømmer om. Til at fravælge korset. Men Jesus valgte for vor skyld at gå den rigtige vej i stedet for den lette: "Om det er muligt, så lad denne kalk gå mig forbi. Dog ske ikke min vilje, men din!" Han valgte naglerne.
Vores opgave er på samme måde ikke at kontrollere os selv, men at give den levende Gud lov til at kontrollere os. Jesus sagde "Ja" til Guds veje langt tydeligere end Han sagde nej til fristelserne.
Måske kan du og jeg gøre det samme? Vi er gjort af samme stof...
Amen