Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i fasten , 20.03.2011
Predigt zu Matthæus 15:21-28, verfasst von Eva Tøjner Götke
Vi er langt ude i dag
- uden for det jødiske grænseområde.
I Tyrus og Sidon - nord for Israel, i det nuværende Libanon.
Hvad laver Jesus her?
Har han overhovedet noget at gøre dér?
Vi er langt ude i dag
- sammen med en moder, hvis datter er alvorligt syg.
Og så er man langt ude.
Så gør man alt, der står i ens magt, for at få gjort hende rask.
Hun har nok allerede været hos lægen, hos de lokale kana'anæiske præster, der er nok allerede blevet tændt offerbål, måske har hun været på en særlig diæt, eller opsøgt andre alternative behandlinger, f.eks. rosendråber ledsaget af bønner...
Ja, alt det har hun nok allerede været igennem.
For hun elsker sin datter.
Og derfor giver hun ikke op.
Men hun er langt ude.
Hun er klar til at gøre hvad som helst.
Derude er vi altså.
Dér hvor man bevæger sig på kanten mellem at opgive håbet og bevare det.
Dér hvor det gælder om at holde balancen, så man ikke falder ned i afgrunden, ned i opgivelsen.
De fleste af os kender de situationer - og har været i dem.
Derude på kanten, hvor man føler sig udenfor, ladt alene.
Man banker på alle steder - ingenting hjælper.
Man ringer til alle instanser uden resultat.
Ender med at man føler sig lukket ude: - andre går det godt, andre har man hørt om bliver raske, hvorfor ikke mig og mine?
Den kana'anæiske kvinde kan vi måske endda sammenligne med den moder, der i dag kimer sygehuset ned for at få nogen til at tage sig af sin døende datter, som dæmonerne flår i og som er ved at glide ud af hænderne på hende.
Men de heldige med særlige sygeforsikringer optager alle sengene.
Har fået tid til harmløse operationer, der ikke haster.
Men hun giver ikke op, kvinden.
Selvom hun nok er sat udenfor.
I sin svaghed er hun en stærk kvinde.
Hun tror på det.
På at der er hjælp at hente.
Og han kommer forbi.
Jesus.
Pludselig derude i nowhere - i hendes nowhere - står han der.
Og hun falder ned på knæ og beder:
"Herre, forbarm dig over mig, Davids søn."
Hun er ikke jøde.
Så de ord er hun ikke vant til at sige.
De er fremmede i hendes mund.
Hun er kana'anær.
Opdraget i en helt anden tro. En anden kultur.
Ikke desto mindre kalder hun Jesus ved navn.
"Herre" og "Davids søn".
"Forbarm dig over mig", siger hun.
Jesus svarer hende ikke i første omgang.
Det er virkelig en gåde hvorfor.
Og disciplene forsøger at få hende væk, som de plejer at gøre, når de vil beskytte deres mester for de urene, for udskuddet.
Hvad enten det er kvinderne, der kommer bærende med deres små børn, så han kan velsigne dem - eller det er de spedalske, der smitter.
Væk! Siger disciplene.
Og Jesus bekræfter dem i det, de gør og siger: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus."
Det er en gåde, hvorfor han siger det.
Hvad har da mest betydning: de fortabte eller Israels hus?
Hvad har størst betydning - at høre til - eller at tro på at man hører til, selvom man ikke hører til?
Og kvinden kommer hen til ham og viser ham, hvad det vil sige at være fortabt:
Hun kaster sig ned for hans fødder og beder igen:
Herre, hjælp mig!
Men Jesus er stadig derude, hvor han balancerer mellem at lade barmhjertigheden råde i sig eller opfylde loven og profeterne og kun være frelser for de udvalgte: Israels hus.
Og han griber til billedet af brødet.
Siger, at det brød, der er bestemt for børnene, giver man jo heller ikke til hundene.
Nu er vi virkelig langt ude.
At Jesus står og kalder et menneske for en hund.
Det var i virkelighed en nedgørelse på Jesu tid.
(Ikke i dag - det er en helt anden historie - i dag er vores hundes ve og vel nogen gange vigtigere end de fortabte børn, som vi burde ofre lige så meget opmærksomhed, tid og penge på.)
Men selvom det er en nedgørelse at blive kaldt en hund, så griber kvinden fat i ordene og lever sig ind i billedet.
For hun er langt ude! - ligeså langt ude og nede som de hunde man sparker til.
Og hun siger: Jo da, indirekte får hundene børnenes brød.
For hundene lever jo af de smuler, der falder ned fra deres herres bord.
Dér ligger hun på knæ foran ham. Som en hund ved sin herres fødder.
Ynkelig. Men hun har ikke mistet sin værdighed.
Hun er et menneske.
Fortabt. Men hun har ikke mistet håbet.
Hun vil.
For hun elsker din datter.
Hendes kærlighed til pigen er drivkraften i hende.
Den er troen.
Og Jesus siger det:
Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig som du vil.
Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Vi er langt ude.
Dér hvor et fortabt menneske skal fortælle Jesus, hvem han er.
At han er barmhjertigheden.
Den barmhjertighed, som ikke gør forskel, men er til for den fortabtes skyld.
Hun gør ham til den han er.
Med sin tro på ham, gør hun ham til den han er.
Hun insisterer på, at han er den Herre, der kan fordrive dæmonerne og gøre hendes datter rask.
For hun tror på, at den findes, den magt, som er i stand til det.
Hun kan ikke lade være.
Det ville være at forråde datteren. Forråde livet.
På trods af at hun er så langt ude og datteren er ved at glide hende af hænde, tror hun på, at han, der kommer gående dér midt ind i hendes ulykke, kan gøre hende rask.
Egentlig var han på afveje.
Men hun fortæller ham hvem han er.
Og at han ikke er på afveje.
Han er til for hendes skyld.
Også for sådan én som hende.
Fortæller hun ham, idet hun kaster sig ned for fødderne af ham.
Han er måske først og fremmest bestemt til nogle andre. Historisk set, kulturelt, ifølge traditionen.
Men hun véd, at det han rummer, er det, der er stærkere end alt det onde, der skiller os ad fra hinanden.
Hun skal bare have en lille smule, en lille krumme brød, så har hun del i det, der er hans.
Bare en lille oblat, der ikke syner af noget, en lille dråbe i bægeret - (tre underfulde håndfulde vand, tre ord: jeg døber dig --- ) og det gør det underværk, som hun søger:
at redde det liv hun elsker,
at holde hende i live, datteren - ikke overlade hende til dæmonerne.
Barmhjertigheden, kærligheden er kun til, hvis vi tror på den.
Og måske synes håbet og troen lille og spinkel.
Og vi kan være nok så langt ude.
Og afgrunden være lige under os.
Og der er måske vitterlig ikke meget at holde fast i.
Men bare der er lidt:
et lille glimt i øjnene hos vores syge barn,
en lille åbning i samtalen i den ægteskabelige krise,
et lille lys, - det er nok.
For vi lever af de smuler, der falder ned fra Herrens bord.
Amen.