Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

1. søndag efter trinitatis, 10.06.2007

Predigt zu Lukas 16:19-31, verfasst von Inger Hjuler Bergeon

Pinsedag Det er en stor verden, der åbner sig, når man opdager den rækkefølge, som også teksterne har her i trinitatis-tiden handlede det jo om, at Gud kommer til stede som hellig kraft i menighederne. Og det store er, at den første pinsedag fandt sted på en i forvejen stor jødisk festdag, hvor de, der kunne valfartede til Jerusalem. Nemlig den store høstfest, hvis allervigtigste kendetegn var, at der ikke skulle være forskel på rig og fattig. Det var en fest, med samme kendetegn som høstfest hos os, at også fuglen og den fattige blev mæt. Så åndens komme, alt dette luftige, som ildtunger og susen til menighederne, helligåndens virke og kendetegn, den fandt sted på den dag, hvor man til høstfesten satte fokus på det uretmæssige i, at der er fattige, når andre er rige. Så havde vi i søndags, trinitatis dag, evangeliet om den samtale, der var mellem Nikodemus og Jesus. Den handlede om, hvad det vil sige at blive født på ny af ånd, altså hvad åndens virkning er. Det at få et helt ny perspektiv på livet. For at blive født på ny, kan lige så vel oversættes med: at blive født ovenfra, altså at noget nyt bliver til, i én, ved Helligåndens kraft. Og så i dag, ja så skal vi have det råt for usødet, hvilken konsekvens for vores liv det har at høre Kristus til og være født på ny, ovenfra, af ånd. Uden indledning, lige på og hårdt, hører vi som evangelium i dag, Jesu fortælling om den rige mand og Lazarus. Vi kender den. Vi kan den, og vi kender måske et vist lille ubehag ved at høre om den kløft, der er i dødsriget hos Abraham mellem den rige og den fattige. Vi skal prøve at forestille os, at vi er midt i en ordstrid mellem farisæerne og Jesus, og at Jesus her på en underfundig måde spidder sine modstandere, til alle tider, med denne lille tragi-komiske fortælling. Vi skal prøve at se for os Jesus som en jøde, der bruger en af deres mange morsomme legender til at få sit budskab igennem. De må have grinet efter denne historie. For det er ikke en lignelse, og heller ikke en eksempel-fortælling. Det er en legende, dvs. en kort, billedrig fortælling, der slutter med en overraskende og derfor morsom pointe. Det er en satire.

Det er godt en gang imellem at huske på, at Jesus er jøde. For vi kender jo den humoristiske måde, som jøderne er mestre i, at fortælle om mennesker og om livet med en historie, der er fuld af underfundighed, og hvor man, mens man morer sig, pludselig opdager, at her bliver der talt sandt om vores liv.

Humor forløser. Og når man morer sig kan man tåle at høre mange sandheder om sig selv.

Det kender vi fra satiren: mens man griner og synes andre bliver taget lige på kornet, opdager man pludselig at det også handler om én selv.

Jesus fortæller denne lille legende som et svar på nogle angreb, som farisæerne er kommet med. De anklager Jesus for at ville bryde Mose-loven. Og han svarer, at han vil ikke ændre et eneste lille komma i loven. Og så fortæller han denne historie om den rige mand og Lazarus, og da ser man, og de ser, hvem det egentlig er ,der bryder loven.

Vi får en fortælling om en rig mand. Han spiser, drikker og er glad. Og han har, hvad han skal bruge. Og bekymrer

sig ikke det mindste om dem udenfor sit hjem.

Udenfor ligger Lazarus. Han havde ikke andet ønske end at kunne spise sig mæt, om det så blot var i smulerne fra den riges bord. Han kan ingenting. Han er så elendig at han ikke engang har kræfter til at støde de hunde bort, der slikker hans sår. Han ligger på gaden og deler liv med de herreløse hunde.

De dør begge to.

Den rige bliver begravet, for det har han råd til, og han kommer til dødsriget, hvor han plages af de hede flammer.

Den fattige dør også - der er ikke råd til nogen begravelse af ham, intet menneske på jorden tager sig af ham, hverken mens han levede eller da han døde. Men Guds engle bærer ham direkte til Abrahams skød.

Abrahams skød, det vil sige hæderspladsen ved bordet. Til højre for Abraham. Og de lå jo til bords, så derfor dette billede med at være i Abrahams skød. Det er Paradis.

Og så kommer pointen. Den rige mand, som i levende live kun havde haft sig selv for øje, har stadig kun sig selv i tankerne, da han er død. Han er forkælet ud over alle grænser. Og som den inkarnerede forkælelse selv beder han, i sin kvide, om hjælp fra Lazarus.

Den mand, som han ikke havde skænket en tanke da de begge levede, ham der havde måttet leve som en herreløs hund, netop ham beder den rige mand om at få hjælp fra.

Hvor langt ud kan man drive det?

Den rige kan se over til Abraham, og kan se Lazarus ved hæderspladsen. Det må pine ham. For han havde jo troet, at rigdom var den måde som Gud viste sin yndest på. Han havde troet at rigdom i livet betød at Gud kunne lide ham, og var man fattig og elendig, ja, så var det fordi Gud ville straffe.

Og nu vågner han op i dødsriget, 0g ser til sin forbavselse, at den fattige, og elendige, og gudsforladte tigger åbenbart er Guds yngling. For ligger han ikke dér, Lazarus, ved Abrahams højre hånd?

"Kan Lazarus ikke komme og dyppe mine tørre læber med lidt koldt vand", beder den ynkelige, rige mand.

Tænk, at være så forkælet og egensindig. Ikke bare havde han levet overdådigt, men også overset den fattige, og så, nu, da vil han have hjælp fra den fattige, som endelig har fået fred.

Han vil have Lazarus over i det hede helvede, bare for selv at få dyppet sine læber med en dråbe vand.

Det er en spiddende beskrivelse af en forkælet tilværelse, som Jesus her tegner op.

Den rige, som kun har øje for sig selv og sit velvære, og er klar til at ofre hvem som helst, bare for at få dulmet sin tørst.

Men så tager Abraham ordet: Nu kan det være nok. NU stopper festen. Abraham taler til den rige, som var det til et hysterisk forkælet barn, der vil have både i pose og sæk.

Der er en kløft mellem rige og fattige, den kan ikke overskrides nu. I dødsriget.

Man kunne tilføje: da du ikke selv overskred den kløft mellem rige og fattige mens du levede, og da slet ikke gjorde kløften mindre, hvorfor i al verden skulle det så være muligt, fordi du ønsker det NU....når I er døde....

Så klynker den rige mand videre. Nu med en lidt pænere fernis: Kunne mine brødre så ikke få en advarsel??

Men det tilsyneladende fromme ønske bevæger ikke Abraham: I har fået alt at vide så tit og så mange gange. I har jo både loven og alle profeterne, der har været der den ene gang efter den anden, for at sige at I skulle dele med hinanden. Og det har ikke hjulpet en tøddel. Profeterne jagede I af by.

Om så der opstod en fra de døde, ville det ikke hjælpe. I har jo fået det at vide, kom nu ikke og sig, at det var misforståeligt, hvad Gud ønskede. Det har været klart nok, fra begyndelsen.

Så ikke bare var den rige mand sig selv nok, da han levede, han var det også, da han døde. Og da han så ikke kunne komme igennem med sine ønsker, så anklager han, skjult i sit fromme ønske om hjælp til sine brødre, så anklager han indirekte, at det var altså også svært at fatte, at Guds mening med os er, at vi skal dele med hinanden.

Se, det er historien.

Den er morsom og den spidder os, og den nager.

Den handler om den fattige Lazarus, men allermest handler den jo om den rige mands reaktion.

Egentlig ved vi kun det om Lazarus, som der beskrives om ham. Vi ved ikke, hvad han tænker, gør eller siger. Eller hans historie eller forhistorie. Og hans navn betyder blot: Gud hjælper, så det kan være enhver fattig. Vi ved intet om hans reaktion. Men vi ved, at han er så fattig og ussel at ikke et menneske ville tage sig af ham.

Det vi så til gengæld får at vide, det er den rige mands reaktion over for en fattig. Først den totale ignorance, hvor han fuldstændig overser, slet ikke har med i sine tanker og adfærd at der er en fattig mand, og ikke usynlig jo, for han ligger jo lige udenfor. Og så senere hører vi alle den rige mands tanker og måder at undslippe sin frygtelige situation. Ikke på noget tidspunkt, overhovedet, går det op for denne rige mand, at Lazarus er menneske. Aldrig sker der det i den rige mands tankeverden, at Lazarus er et menneske. Det vil altså sige, på intet tidspunkt foregår der noget, vi kunne kalde barmhjertighed i denne rige mand.

Den brasilianske arkitekt, Oscar Niemeyer, sagde for flere år siden: "Engang talte man om klassekamp og mente: de fattiges krav om at få del i rigdommene, altså om de fattiges misundelse. Det, der er det frygtelige i vores tid, det er den foragt og det had, der udgår, nu ikke længere fra de fattige mod de rige, men: fra de rige mod de fattige. En ignorance, en foragt, ja et had mod dem, der ingenting har. Fordi de forstyrrer vores fred. De fattige forstyrrer vores fred."

Når vi glemmer at se andre som mennesker og opfatter fattigdom som noget, der forstyrrer vores fred og ikke som noget, mennesker lider i, ja, så ender vi som Den rige mand.

Derfor er det så god en tekst at få som evangelium, her i begyndelsen af trinitatis-tiden, hvor temaet er, hvad det vil sige at være født af Ånd og at blive født på ny.

For det betyder at kunne være barmhjertig. Og se andre som mennesker. Amen.

Pastor Inger Hjuler Bergeon
Odense
E-Mail: ihb@km.dk

(zurück zum Seitenanfang)