Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i fasten, 27.03.2011
Predigt zu Lukas 11:14-28, verfasst von Helene Dam
Det onde findes og dæmonien er en del af menneskets virkelighed. At fortie det i tavshed er allerede at være på vej ind i dæmoniens eget virkefelt. For dæmonien ønsker ikke at kommunikere, dæmonien ønsker ikke at åbne sig for verden, dæmonien ønsker overhovedet ikke at tage imod livet. Derfor er dæmonien altid stum.
Dæmonen, som Jesus uddrev, gjorde det menneske, den havde angrebet stumt. Sådan er det hver gang, vi hører om dæmoner i Det Nye Testamente. De gør mennesker stumme.
Den stumme lidelse er den værste, fordi den lukker mennesket inde i sig selv. Det er ikke længere muligt at kommunikere med omverden, og uden evnen til at kommunikere med andre er der ikke længere nogen vej ud af lidelsen. Det er gennem sproget at verden forandrer sig.
Gennem de ord, hvor vi så småt begynder at fremstamme stumper af den virkelighed vi sidder fast i, at virkeligheden forandrer sig. Gennem de ord, der kommer til os ude fra, en sætning fra et andet menneske eller måske en digters ord, at sindets stumme pletter bliver vagt til live. De kan ramme en streng i vort sind, en tilstand der venter på et ord, netop det ord som kan forvandle stumhed til indsigt.
Det er sprogets væsen at åbne sig mod verden og for verden. Og der hvor sproget ikke længere orker at udtrykke sig, og tavsheden indfinder sig, er verden lukket ude.
Ingen dømme hinanden mere effektivt end gennem den tavse ligegyldighed. Den man ikke regner for noget, taler man da ikke med.
Med tavsheden kan vi straffe hinanden langt mere grusomt end med ord. "Far sagde ikke et ord i en hel uge".
Tavsheden kan besætte et hjem, når noget frygtelig er sket. Intet kan være så dræbende i et barns liv, som når far eller mor er tavse. Intet så lammende i et ægteskab som når tavsheden tager over. Tavshed er dræbende.
Men tavsheden vender sig ikke blot mod de andre. Tavsheden vender sig mod den tavse. For med tavsheden nægter vi at tage imod den verden, der kommer os i møde. Forskanser os i vort eget. Som den stærke mand fuldt bevæbnet vogter sin gård.
Forskanser os måske i et ubehjælpeligt forsøg på at være herre i eget hus. Kryber ind i os selv. Og der sidder dæmonen så, tavs som graven og holder os fast i stumheden.
Den der ikke længere kan meddele sig til verden kan heller ikke dele sig med verden. Det er ikke længere blot et spørgsmål om at lukke sig i angsten for det onde, men medfører også at mennesket lukker sig i angsten for det gode. Her kommer dæmonen med sin sidste store trumf: Angsten for det gode. Så ved den, at der ikke længere er nogen vej frem.
Det er her, at dæmonien har sin rod. Den benægter enhver form for eksistens, der har med det gode at gøre. Og bruger derfor al sin kraft på at lukke mennesket inde i sig selv for at fjerne det fra Gud. Hver gang vi hører om dæmoner i Det Nye Testamente, er de ikke blot stumme, de gør også en gevaldig modstand, når de møder Jesus i angst for at møde det gode.
Sådan arbejder dæmonien. Den lammer mennesket med stumhed og fastholder det ikke blot i angsten for det onde, men også for det gode. Der er ikke længere nogen tro eller noget håb tilbage og ingen kærlighed at række ud imod. Der er kun den stumme indkrogede skikkelses vej til destruktion.
Der findes et begreb i dag: "De tavse drenge", unge mennesker, der lukker sig inde i sig selv. De har mistet troen og håbet på det gode, og kærligheden eksisterer kun for dem, som en modbydelig løgn. De har kun et valg at tage livet af sig selv. Men det sker også at en tavs og indesluttet dreng går amok på en skole eller et universitet og sprænger verden omkring sig i stykker gennem en rystende massakre. Hvordan kunne det ske?
Og hvordan kan det ske, at en familiefar - sådan som det lige er sket i Danmark - en familiefar der levede som en såkaldt veletableret borger, dræber sine tre børn, da hans kone forlader ham? Hvordan kan det ske?
Hvordan bekæmper vi en sådan dæmon? Ved at forbyde skydevåben? Men hvad nytter det, hvis revolveren sidder inde i hovedet på dem. Ved nådesløse hårde straffe? Men hvad nytter det, når vi ved, at det blot forstærker dæmoniens destruktive kræfter.
Det onde findes og dæmonien er en del af menneskets virkelighed. Men den lever ikke blot i de andres virkelighed, den kan også snige sig ind selv i nok så fejet og prydet hus. Når evangeliet taler, taler det aldrig om de andre men til mig.
Der var en kvinde, der var vidne til, at Jesus uddrev en dæmon og gav den stumme sin stemme tilbage. Der var mange vidner, men det var kun hende, der brød ud i en lovsang, en forbløffende frodig og livsnær lovsang: "Hvor må din mor være lykkelig. Hun har både født dig og ammet dig".
Hun var nødt til at meddele sig, dele det hun havde set og hørt med verden omkring sig. Og takket være at Lukas skrev det ned, deler hun det også med os i dag.
Og Jesus replicerer hende omgående: "Ja, men de der hører, hvad Gud siger og holder fast ved det, er endnu lykkeligere".
Med denne fortælling lyder Guds ord til enhver, der hører den. For at nå vort sinds stumme pletter så de bliver vagt til live. For at ramme en streng i vort sind, en tilstand der netop venter på det ord, der kan forvandle vor stumhed til indsigt.
Lykkelig den, der ikke lukker sig for det ord.
Lykkelig den der i stedet åbner sig for verden og bærer troen, håbet og kærligheden videre også til dem, som ikke længere tør tro på det gode.
Amen