Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Palmesøndag, 17.04.2011
Predigt zu Matthæus 21:1-9, verfasst von Leise Christensen
Vi bor i en skov, og det er valpladsen for adskillige kampe. Vrælene derude fra kan være mange, og en lys forårsdag kan kamptummelen høres selv ind igennem de lukkede vinduer i præstegården. Jo, krigens drama udspilles for fuld udblæsning.
Både taberne og sejrherrerne i disse kampe kommer trætte ind efter en lang dag i krigens tjeneste og vederkvæger sig med saftevand og boller, hvis mor ellers har haft tid til at bage dem, og den udslagne dags krig og afgørelse diskuteres over bordet af ivrige barnestemmer. Nogle gange kan man godt blive lidt træt af al den krig og kamp, hvor pinde i varierende størrelser udgør drabelige sabler, spidse dolke og farlige missiler.
Sådan en dag spurgte jeg tropperne, der sad bænket om bordet, hvorfor de altid legede krig og aldrig fred? En laaang pause. Jamen, sagde en, hvordan leger man egentligt fred? Hvordan man leger krig eller fører krig i virkeligheden, det har vi alle sammen en ide om, men hvordan leger man fred eller skaber fred i virkeligheden? Se, det er et vanskeligt spørgsmål, et spørgsmål, som menneskene har tumlet med længe.
I en uge, hvor vi har hørt om indtoget i Libyen, er spørgsmålet om, hvordan man holder fred mere påtrængende end nogensinde. Hvordan skaber man freden, og hvordan holder man den? Krigen er (måske?) vundet, og tyrannen bliver formentligt nedkæmpet, men hvordan sikres freden?
Også disse tanker tumlede i hovederne på borgerne i Jerusalem den dag, hvor Jesus holdt sit indtog i deres by. Rygterne om ham var gået i forvejen. Der var noget med, at han kunne helbrede de syge, han kunne trylle fem brød og to fisk til hundredvis af brød og fisk, om ham fortaltes sågar, at han havde opvakt døde til et liv i de levendes rækker igen.
Jo, det var nok en person, der var værd at skrive hjem om. Og kunne man få sådan en undermager til konge, var folket ikke så ilde stedt. Tænk, han kunne kaste den forhadte romerske besættelsesmagt på porten, man behøvede aldrig mere at sulte eller at frygte de slemme sygdomme som spedalskhed, blindhed og lammelser.
Sikke et liv, man kunne føre i Guds eget land med ham som konge. Davidsriget, som man havde ventet på i 1000 år, lige siden dengang, hvor David var konge, kunne endelig sættes i værk. Med alle sine utrolige evner ville Jesus blive en værdig arvtager og efterfølger til den fantastiske kong David. Fjenden ville atter blive trådt under fode, freden på folkets præmisser ville endelig blive til virkelighed.
Det var de drømme og håb, som Jesus mødte, da han blev hyldet under sit indtog i Jerusalem. Men var det den fred, som Jesus ville gøre til virkelighed? Her er det, at barnets spørgsmål for alvor bliver interessant. Hvordan holder man fred? Og er fred altid fred?
Om Jesu indtog i Jerusalem hedder det, at han var opfyldelsen af det ord, som jeg læste fra alteret, det ord, hvori der stod, at han skulle komme ridende, sagtmodigt, på et æsel. Den sagtmodige sejrsherre.
Der er ingen tvivl om, at den fred, som Jesus kom med, var af en anden karakter end den fred, som de hurraråbende skarer forventede ved hans indtog. Der er ingen tvivl om, at folkets forventninger blev skuffet, da Jesus ikke straks gik i kødet på romerne og fik dem sat på porten, men i stedet for talte om at vende den anden kind til og elske ikke bare sin næste, men også sin fjende.
Og så er der det der med sagtmodigheden. Hvad skal man i grunden stille op med en sagtmodig sejrsherre? Sådan nogle sejrsherrer plejer jo at være nogle, der ligefrem strutter af selvtillid, kampgejst og magt. Allerede her er der noget, der ikke minder så meget om salig kong David, der vel næppe kan kaldes sagtmodig. Men det siger noget centralt om den kongerolle, som Jesus har.
For Jesu rige er jo ikke af denne verden og har ikke noget med denne verdens tummel at gøre. Den fred, han kommer med, er ikke nødvendigvis en fred for verden, en fred i verden eller en fred for denne verdens tyranner. Vi kan jo bare kaste et blik rundt i vores urolige verden, og det, vi ser, vil forsikre os om, at freden endnu ikke er en realitet, hvis der dermed menes fred for våbenmagt, fred for overgreb, fred for undertrykkelse og fred for sultens dæmon.
Den ønskede og forventede fred i Jerusalem den dag under indtoget skulle skabes ved, at Jesus undertrykte romerne og gjorde gengæld for al det ondt, de havde forvoldt under deres tyranniske herredømme. Men nej, det var ikke den fred, som Jesus kom med. Det var tværtimod en fred til hvert enkelt menneskesind, til hvert enkelt menneskesind, der ville tro på, at han var Guds søn og, at hans fredsrige ikke var af denne verden som Davids, men et ganske andet rige, et Gudsrige.
Ja, ja, tænker vi måske, hvad i alverden kan vi bruge det til i dag? Her sidder vi i en travl hverdag, hvor det sagtmodige ikke ligefrem er en efterspurgt kvalitet på arbejdsmarkedet, hvor ting som effektivitet, initiativrigdom, hurtighed og en vis portion overmod og hårdkogthed er de værdsatte dyder. Forestil jer en jobansøgning, hvor i ansøgeren skriver, at han er vældig, vældig sagtmodig. Vi ved godt, hvilken bunke den ender i. Og så kan han ellers sige nok så meget, at han er konge, det er arbejdsgiveren vist nærmest ligeglad med!
Her sidder vi i en verden fyldt med krig, nød, død og ødelæggelse, og så tales der bare om sagtmodighed og om en fred, der ikke er af denne verden, men tilhører Gudsriget. Hvad skal vi stille op med sådan en uhåndgribelig fred?
Svaret er det enkle og vanskelige, at det skal vi stille alt op med! Guds fred er ikke nogen politisk størrelse, der med lind hånd kan strøes ud over Bagdad, Helmand, Tripoli eller Jerusalem. Guds fred er svær at lege ude i skoven. Guds fred taler til det enkelte menneskes indre. Guds fred er det, der gives til mennesket, så vi trods alle ting kan øjne håb i livet. Guds fred er det, der hjælper os op igen, når vi er faldet, og når vi synes, at nu orker vi altså ikke mere.
Så længe verden står, vil Guds ord fortælle om en levende, fremspirende virkelighed. Guds ord – i skikkelse af en mand på et æsel – taler trøst til de bange, håb for de fangne og fællesskab for de ensomme. Som levende ord har Gud virket i alle skikkelser. Han har fulgt mennesker ud i tilværelsens grænseområder med sin fred. Han er gået med ned i det dybeste mørke og har der bragt lys, ligesom han i det værste stormvejr har holdt os fast.
Det er den fred, som Jesus kom med den dag i Jerusalem, det er den fred, som han kommer til os med i dag, det er den fred, som han skænker det lille barn i dåben. Det gør han, selvom det er noget andet, verden ønsker, og det gør han for, at vi trods alle ting skal have mod til at gå ud og leve vores liv – for næsten og for os selv.
Amen