Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Skærtorsdag , 21.04.2011
Predigt zu Matthæus 26:17-30, verfasst von Marianne Frank Larsen
Der ligger krummer på dugen. Det er det eneste, Will lægger mærke til. Ikke den hvide dug, ikke de fine kager, ikke de spinkle kagegafler af sølv, men krummerne, der ligger mellem fadene og tallerkenerne. Og det tyktflydende grums, som tjære eller asfalt, i bunden af kaffekopperne. For sagen er, at Will er blevet forrådt. I Lars Saabye Christensens bog, Åbent hus, er han kommet hjem til sin fars 50 års fødselsdag. Hjem til de forældre, han ikke længere føler sig hjemme hos. Hjem i den kreds af venner og familie, han ikke længere føler sig som en del af. På vej derop har han og kæresten pjanket om den tale, han ikke har skrevet til sin far. For hvis der er nogen, Will ikke vil holde tale for, er det den far, han har gjort, hvad han kunne, for at lægge afstand til. Men pludselig er det netop dét, Cathrin siger - ud over kaffebordet med alle de forsamlede fødselsdagsgæster. Will vil holde tale for sin far. Og da er det, at Will ikke kan få øje på andet end krummerne på dugen og den tyktflydende grums i kaffekopperne. Ikke noget smukt og fint. Kun alle de grimme og frastødende detaljer. For Cathrins ord er et forræderi. Et misbrug af tilliden imellem dem. En udstilling af Will og det, han ikke formår. Bordet fanger. Der bliver helt stille. Alle venter på, hvad husets eneste søn har at sige. Og der er ikke andet at gøre end at rejse sig, fortabt og med sænket blik, og prøve at finde ord til den tale, der ikke er til at holde.
Det er en ganske almindelig erfaring. Man sidder ved et bord og er samlet om et måltid, del af et fællesskab. Og pludselig kommer der en bemærkning, som udstiller een. Eller udleverer een. Træder på ens ømmeste punkt. Skærer een ned. Afslører noget, som alle andre ikke behøvede at vide. Det er ikke sikkert, de bemærker det; måske fortsætter måltidet bare, som om intet er hændt, men selv sidder man tilbage med skammens rødme i kinderne eller vand i øjnene, forrådt, simpelthen. Det er værst, når det er mennesker, der kender hinanden ud og ind, og som skulle værne om hinanden. Når ægtefæller forråder hinanden. Eller forældre forråder deres børn. Det er dybt ubehageligt at være vidne til midt i den gode mad. Og det er dybt sårende, når man er den, det går ud over. Måltidet er ødelagt, man er ikke længere del af fællesskabet; man er udenfor, og det, der var hyggeligt og smukt, så længe man var en del af det, opløser sig i frastødende detaljer. Krummer på dugen og kaffegrums i kopperne. Og man skal tage sig voldsomt sammen for at lade som ingenting. Hvis man da ikke er nødt til at gå fra bordet. Det har vi vist alle oplevet, at nogen blev nødt til.
Ved middagsbordet skærtorsdag om aftenen er der en forræder til stede. Der er ellers lagt op til en særlig, dejlig aften, for det er påskemåltidet, disciplene har forberedt, med alt, hvad det indebærer af god mad og vin, smukke sange, store ord om den historie, de kommer af. Højtid og fællesskab. Det fællesskab, der opstår, når mennesker sidder om det samme bord og har mad og sange og historie til fælles. Men midt under måltidet bryder Jesus den gode stemning og afslører, at fællesskabet ikke er, hvad det ser ud til. Der er en forræder til stede. Han sætter ikke selv navn på; det gør Matthæus til gengæld, "Judas, som forrådte ham", siger han, og så er dét på plads. Eller er det? For vel er det Judas, som går ud og forråder Jesus, misbruger hans tillid og udleverer ham, hvor han er allermest sårbar og udsat, alene i Getsemane have ud på natten. Men der er en hel række andre, der spørger, en efter en: "Det er vel ikke mig, Herre?" Når man hører Matthæuspassionen, kan man simpelthen tælle deres spørgsmål: Bin ich's? Er det mig? Det kommer ikke een, men elleve gange. Og det er der en dyb sandhed i. På vej ud til Getsemane samme aften lover Peter som bekendt, at han aldrig vil fornægte sin mester, "om jeg så skal dø sammen med dig". "Det samme sagde også alle de andre disciple", fortæller Matthæus. Men da hanen galer næste morgen, er de over alle bjerge. Der er ikke en eneste tilbage. Så svaret er: Ja, det er også dig. Der er mere end een forræder til stede ved bordet skærtorsdag om aftenen.
Will taler ikke mere med Cathrin den dag, de er til hans fars fødselsdag. Da de kører hjem og stadig ikke har sagt et ord, konstaterer hun, at han er vred, fordi hun sagde, at han ville holde tale for sin far. Og Will svarer med ironisk distance: Var det dig, der sagde det? at jeg ville holde tale? det havde jeg sandelig ingen anelse om. Han er helt kold over for hende, og da lejligheden byder sig, forgriber han sig på hende. Ydmyger hende på det groveste og sårer hende, bogstavelig talt. Det er sådan, vi svarer igen på et forræderi. Med tavshed, fordi det er slut med at udlevere sig til det menneske, man er blevet forrådt af. Med ironi, hvis man har overskud til det, fordi det er sådan, man kan skære ham ned. Eller med hævntørst, der måske, måske ikke kommer til udfoldelse, for lige i øjeblikket er der ikke noget, man hellere vil, end at ydmyge og såre det menneske, der har misbrugt ens tillid og udstillet een selv.
Fortællingen om skærtorsdag er en fortælling om det modsatte. For sådan, som vi svarer igen, gør Jesus ikke. Han rækker sine disciple brødet og vinen og siger, at det er hans legeme og blod, og det er til dem. De må få det. Og det er ham selv, de får. Med brødet og vinen siger han mere end mange ord. Han siger, at hvor ubegribeligt det end kan lyde, så er der en mening med, at han skal dø. Han skal dø for at give dem liv, som brødet og vinen giver nyt liv til trætte mennesker. Han siger, at han ikke bare bliver slået ihjel som et passivt offer ved en forfærdelig fejltagelse eller et justitsmord. At han tværtimod aktivt og bevidst midt i den rædsel, der kommer, giver dem sit liv. Med alt, hvad det indebærer: syndernes forladelse her og nu. Og den ny vin i hans fars rige.
I den yderste nød kunne vi måske finde på at give vores liv for nogen, vi elsker meget højt. Nogen, hvis liv er os mere dyrebart end vores eget. Men Jesus giver brødet og vinen og dermed sit liv til dem, der forråder ham. Til Judas, der udleverer ham, og Peter, der fornægter ham, og Thomas, der tvivler på ham, og Jakob og Johannes, der ikke orker at våge med ham, og til alle de andre, der lader ham i stikken og flygter få timer senere. Han kalder det en ny pagt. Det er det også. For i den gamle pagt og i alle andre pagter, vi kender, skal vi opfylde de og de betingelser for at modparten til gengæld vil opfylde sine. Det er noget for noget. Men skærtorsdag ved middagsbordet er ingen betingelser opfyldt. Tværtimod. Der sidder forræderne skulder ved skulder. Og alligevel rækker han ud efter dem og holder fast ved dem for at give dem sig selv og sit liv. I den nat da han bliver forrådt, giver han sig selv til forræderne. Det er det mærkeligste måltid. Men sådan er åbenbart den nye pagt. En kærlighed, som aldrig bliver forvandlet til ironi, kulde, hævntørst, tavshed som vores, når vi bliver forrådt. Den kærlighed, der bogstavelig talt bliver ved med at række ud efter os - i ord og brød og vin.
Evangeliet til skærtorsdag er tungt af betydning. Døden ligger mellem linjerne fra det øjeblik, Jesus tager ordet. Disciplenes forræderi, tillidens død og fællesskabets død, sådan set, og hans død. Det er lige før, det hele er forbi. Men med brødet og vinen og de forunderlige ord forandrer han døden. Før døden sætter han syndernes forladelse. Tilgivelse for det forræderi, der kunne have taget livet af fællesskabet imellem dem. Og efter døden sætter han den ny vin, de skal drikke sammen i hans fars rige. Et lyst håb om et fællesskab, der rækker ud over døden. Hvis ordene står til troende, er der ikke længere noget, der kan skille dem ad: hverken deres forræderi eller hans død. Døden kommer, men nu er der liv på begge sider af den. Syndernes forladelse her og nu - og den ny vin på den anden side af døden i hans fars rige. Døden er omringet af liv. Sådan er kærligheden i den nye pagt. Den kalder nyt liv frem, hvor der intet liv er, i menneskers øjne og hjerter og ord. Og i menneskers grave.
Det er derfor, vi bliver ved med at gentage det måltid. Fordi det omringer døden med liv. Fordi vi i det måltid møder en kærlighed, der aldrig slår om i sin modsætning, men bliver ved med at række ud efter os for at tilgive os og vække vores håb om og om igen. Det hænder, at vi forråder hinanden. Det hænder, at vi bliver forrådt, som Will blev forrådt af Cathrin den dag ved fødselsdagsbordet. Og vi kan så let som ingenting blive fanget i onde cirkler af skam og hævntørst og kulde, der skiller os ad og kvæler enhver livslyst, så alt falder fra hinanden i frastødende detaljer. Men ved bordet her i kirken kommer Vorherre til os med ord og tegn, der bryder ind i de onde cirkler og lukker os ud. Ud i hans egne vide cirkler, der omringer døden med liv. Ud til ham og hinanden og til det forår, der ligger foran os lige nu.
Amen