Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Anden Påskedag, 25.04.2011
Predigt zu Lukas 24:13-35, verfasst von Niels Henrik Arendt
Det må have været en kæmpe-overraskelse for de to disciple, at de pludselig atter sad under samme tag, ved samme bord som Jesus. De så det kun som et glimt, og så kunne han ikke ses mere, men virkningen af at have fulgtes med ham et stykke af deres vej, fortog sig ikke. Vore hjerter brændte i os, sagde de til hinanden. Hjerterne blev åbenbart ved med at brænde, for de var nødt til at skynde sig tilbage til de andre disciple for at slippe af med lidt af overskudsvarmen.
Hvad var det, der hændte dem? De ikke bare hørte om Guds barmhjertighed, nej, de mærkede den som en virkelighed i ordene fra den fremmede. Og derfor ville de jo heller ikke bare lade ham gå, han skulle blive hos dem, fordi han fik hjerterne til at gløde i dem.
Hvad vil det sige? Ja, det vil sige, at de blev bevægede; de følte den der varme i brystet, som når man er et eller andet sted midt imellem glædesgråd og uovervindelig munterhed. De følte en hjertets bevægelse.
Og hvad fortæller denne bevægethed hos de to disciple så os om Guds barmhjertighed - den fortæller, at barmhjertighed ikke bare er en karakteregenskab hos Gud, ikke en ide eller evne eller følelse hos ham, men at det er en handling. Det er noget, der sker; mennesker mødes rent bogstaveligt af en favnende omsorg og varmende anerkendelse. Hvis et eller andet har knuget vore hjerter, er det som det rives løs. Vi bliver i stand til at løfte hovedet fra jorden og se andre mennesker i øjnene og måske lige i et splitsekund se ham, der bevægede os. Måske ikke, men virkningen er der alligevel.
For et par år siden besøgte min kone og jeg et lille fællesskab eller kollektiv i en landsby på Madagascar. Folkene i fællesskabet blev kaldt "hyrder" og opholdt sig der i kortere eller længere tid for at tage sig af psykisk syge og udviklingshæmmede, som ellers ingen overhovedet tog sig af i det land. I dette fællesskab havde de en bestemt opfattelse af, når en fremmed kom på besøg. Det kunne jo være Jesus - sådan havde de to Emmausdisciple været ude for det - og derfor skulle enhver fremmed gæst modtages, som man ville modtage Jesus selv. Vi blev ført hen til et vaskested, hvor de tog sko og strømper af os, vaskede og tørrede vores fødder, imens nogen lige så stille gik og sang bagved.
Så blev vi ført ind i et hus, som langsomt fyldtes af alle de hvidklædte hyrder. Vi blev bænket på puder og foran hver af os satte der sig en hvidklædt hyrde. Og så blev maden bragt ind, en stor tallerken til hver enkelt fuld af ris og grøntsager, og hyrden rettede an for os, sørgede for at holde vores vandglas fyldt, rakte os servietten, når vi skulle tørre fingre eller mund, holdt øjenkontakt med os, for at se om vi savnede noget. Det hele fuldstændig naturligt og samtidig ubegribeligt og dybt bevægende. Vi blev hjertens bevægede af det. At møde barmhjertighed er at erfare et andet menneskes hjerte være blødt overfor dig.
Kristendommen er både noget meget enkelt - og samtidig et helt ubegribeligt mysterium. Kristendommen er barmhjertighed. Men ikke barmhjertighed som et eller andet princip eller en teori eller en ide, nej, men som en barmhjertig handling. Barmhjertighed er noget helt enkelt menneskeligt; mon dog ikke vi alle har oplevet den bevægelse, som kommer af, at et andet menneske sender os et anerkendende blik, berører os, gør os godt?
Men hvorfor kunne Gud ikke bare sende besked om, at han er sådan, overbærende? hvorfor kunne han ikke bare lade en profet meddele, at Gud er nådig og barmhjertig? Fordi barmhjertighed er en kraft, der kun findes i den barmhjertige handlen. Vi idealiserer ofte tolerancen - men det er netop en ide eller til nød en egenskab, og den bevæger ikke et støvgran endsige et menneskehjerte.
Men Guds hjertes varme for os mennesker skulle mærkes ved, at virkelige arme mennesker mødte et andet virkeligt menneske, der uden forbehold tog imod dem og gjorde dem til sine brødre. Så Gud måtte simpelthen selv komme og være barmhjertig mod, få hjerterne til at brænde i nogle mennesker over det, der overgik dem. Og så kom han - og dét er et helt ubegribeligt mysterium. Men altså virkeligt nok, for det blev jo som en brand i dem, han havde mødt.
Hele påsken er en stor forkyndelse af denne Guds favnen os. Ikke en myte, der skal illustrere et barmhjertigt sind, ikke en traktat om Guds principielle interesse for os, men en beretning om en barmhjertighed, der mærkedes. Bare et par glimt fra påskeugens tekster: den begynder med kvinden, der bader Jesu fødder i sine fortvivlede tårer, men som Jesus vender sig imod. For første gang nogensinde måske oplever hun, at en ser hende, som hun virkelig er. Da Peter har fornægtet Jesus tre gange, vender Jesus sig og kaster et blik på ham, og åbenbart ikke et tilintetgørende blik, men et blik, der siger: vi to er ikke færdige med hinanden, og noget river sig løs i Peters hjerte, og han må gå udenfor og græde. Da Jesus hænger på korset, beder han for dem, der piner og henretter ham. Dér på korset er hans arme strakt helt ud, som om han vil favne hele verden. Og det vil han; der er simpelthen ingen, der må falde udenfor barmhjertigheden, og det er vel derfor han bliver alene. Det er det, der koster ham livet, for, tænker de fleste, nogen må da være og forblive fremmede - for Gud. De synes, Jesu arme er strakt for vidt, at han prøver at favne alt for mange.
Og disciplene på vej til Emmaus, ja, den fortælling vil jo netop endnu engang sige, at godt nok vil Gud favne alle, men barmhjertigheden er ikke en universel teori, men den er, at Jesus er der for to sørgende disciple, som han derfor er nødt til at gå tilbage til - for at også de skal mærke sig set af ham og omsluttet af barmhjertigheden. De så godt nok ikke ham, men det hele handler jo om, at han ser dem, at de mærker sig sete i deres sorg, og at hjertet derfor begynder at brænde i dem.
Jesus er opstået fra de døde; det er han, for at det stadig ikke bare skal være ord på papir, at Gud er barmhjertig, men for at han skal komme mennesker nær, f.eks. igennem fremmedes omsorg.
2. påskedag skal vi ikke stå og måbe ved en tom grav, nej, på den dag skal vi mærke, hvad opstandelsen betyder: at Jesus er der lige ved siden af os, at vi er sete af ham. Opstandelsen indebærer, at Gud stadig vil lade os møde barmhjertigheden som en bevægende, forandrende virkelighed, at vi stadig skal mærke hjerterne blive varme eller få en klump i halsen eller fyldes af overstadighed eller ukueligt mod. Guds barmhjertighed ikke bare til os alle, men til hver enkelt af os.
De to disciple tænkte, at de var blevet væk for Gud. Men kun indtil Jesus kom og slog følge med dem. Tænker eller synes vi, at vi er blevet væk for Gud, så gælder det også for os, at så går Jesus, den opstandne, tilbage til os. For ingen, ikke en eneste skal være uomsluttet af hans medfølende blik. Vi er ikke færdige med hinanden, lader han os vide i denne fortælling.
Guds barmhjertighed er der som barmhjertig handlen. Guds barmhjertighed er også, hvis det måske skulle falde os ind at vise barmhjertighed, hvis vi skulle komme på at tage imod en ukendt, som var det Kristus selv, der besøgte os, eller når vi skynder os at lade munden løbe over med det, som hjertet er fuldt af.
Guds barmhjertighed er noget, der sker os, os alle. Den er her for hver enkelt af os på vores livsvandring. I grunden overgår der os i gudstjenesten noget lige så overraskende, som de to disciple, for også vi er i den under tag med, budt til bords med Jesus selv. Og er det, som vi i et splitsekund ser det, godt så. Men selv uden at vi ser, lever han dog i os; det føler vi godt. Når hjertet og blikket løftes, og vi kan se de andre i øjnene, fordi vi ved, at han allerede har set os. Ja, overraskende er det - og vi har sandelig også noget, vi skal skynde os hen og berette om.
Amen