Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter trinitatis, 17.06.2007
Predigt zu Lukas 14:16-24, verfasst von Hanne Drejer
At have så travlt med alt muligt, at vi aldrig får tid til det væsentlige - det er åbenbart ikke kun noget vor tid kender til, for det er jo hvad denne lignelse handler om. "Kom, for nu er alt rede og parat til fest - men de gav sig alle som en til at undskylde sig!"
For de havde - som vi har det - så travlt med så meget, så vi ikke får tid til det væsentlige!
Men fest skal der være, om vi vil være med eller ej. For Guds rige er en dejlig fest med veldækkede borde, som Gud inviterer til. Men da de, der først fik indbydelsen til festen undskylder sig, og ikke kommer, bliver nogle helt andre inviteret i stedet. For fest skal der være, den bliver ikke aflyst fordi vi ikke vil med.
Sådan går det til hos Gud og i Guds rige, fortæller Jesus.
Så det er altså med Guds rige som det er mellem mennesker, at undskylder vi os og bliver væk fra en fest, ja så går vi glip af den fest, den bliver ikke udsat for vores skyld.
Og sådan er det jo også selvom det ikke er fest det drejer sig om. Sådan er det jo hver eneste dag, hvis vi siger nej tak til en indbydelse og opfordring til at glæde os over livet:
"Skynd jer og kom - se, svalerne er ved at bygge rede i garagen, råber børnene! Ja, ja jeg har set det - men jeg har altså ikke tid lige nu, svarer vi! Og så finder børnene nogle andre at nyde oplevelsen sammen med, og vi gik glip af en glæde sammen med dem.
Eller: Åh, sikke' en dejlig aften, kom lad os gå en tur og nyde det gode vejr! Ja, det ville da være dejligt, men jeg må altså lige først være færdig med det her, måske i morgen aften i stedet? Og næsten aften er det så regnvejr, ikke sandt!
Sådan kan vi have så travlt , at vi ikke når det væsentlige! Sådan er det med Guds rige og sådan er det hver eneste dag.
Gud inviterer alle med i hans rige, som Jesus i dag siger det.
Alle er netop inviteret.
Sådan siger lignelsen her om det store gæstebud at når det gælder Guds rige, kan intet udefra hindre et menneske i at komme ind i det. Den eneste hindring er mennesket selv.
I lignelsen er det marken og okserne og ægtefællen, der bliver brugt som undskyldning, men det er jo ikke arbejdet der faktisk hindrer dem i at komme til festen. De har slet ikke lyst til at komme, og bruger bare arbejdet som en undskyldning for ikke at komme. De er ikke virkeligt forhindrede, men de ønsker dybest set ikke at komme og finder derfor en undskyldning. Og derfor bliver værten selvfølgelig vred.
Som jeg jo også ville blive både skuffet og vred, hvis jeg inviterede til fest, og gæsterne meldte afbud fordi de skulle i biografen. For det er jo ingen virkelig hindring, men siger blot at de hellere vil noget andet end besøge mig. Og så vil jeg nok heller ikke inviterer dem en anden gang.
Så når det gælder Guds rige, kan intet udefra hindre os i at komme med til festen. Guds invitation gælder alle. Den eneste hindring er os selv.
For Guds invitation - eller Guds evangelium, som man også kunne oversætte indbydelsen med - gælder alle uden undtagelse. Gud indbyder os til at leve som hans børn, og når alle altså er inviteret, er der heller ingen hindring. Den eneste hindring var hvis vi ikke var inviteret. Men det er vi, for Gud har igennem Jesus inviteret alle. Jesus er Guds indbydelse til enhver. Så med ham er alle hindringer derfor fjernet, alt hvad der spærrer mellem Gud og os er væk.
Så tager jeg ikke imod indbydelsen, skyldes det da udelukkende mig selv.
Synes jeg f.eks. at min forstand forhindrer mig i at tro på Gud, er det heller ikke rigtigt. Det er ikke forstanden, der forhindrer mig i at tro, men en undskyldning jeg bruger for ikke at tro. Og så bruger jeg i øvrigt forstanden til noget den ikke er beregnet til. Vores hoved og forstand er der ikke noget i vejen med, blot forstanden bruges til det, den skal. Forstand og viden kan vi ikke undvære i livet, men vi kan selvfølgelig heller ikke undvære noget at tro på. Og er det ikke Gud og Jesus vi tror på, finder vi på noget andet. For tro på et eller andet gør vi altid.
Jamen, min synd da, hindrer den mig ikke i at komme i Guds rige? Hvis jeg altså siger: jeg er ikke god nok - er det så ikke rigtigt? Jo det er det faktisk, for intet menneske er jo god nok. Men Gud indbyder altså alligevel, og derfor er det heller ingen hindring at jeg
i grunden ikke er god nok. Og hvad bilder jeg mig i grunden ind at sige jeg ikke er god nok, når Gud nu har indbudt mig?
Det var jo det de sidst indbudte i lignelsen sagde, - de fattige, blinde og lamme, de ved vejene og gærderne, som ingen regnede for noget, de kunne jo nok med rette føle at de ikke var gode nok. De måtte derfor mindes om, at når de var indbudt, så var de også indbudte. Det var rigtigt nok.
Mens det var omvendt med de først indbudte. Deres problem var jo så langt fra at de ikke følte sig gode nok. Tværtimod følte de sig snarere for gode til overhovedet at komme. De havde vigtigere ting for. Og derfor fik de ikke flere invitationer
Og hvad kan vi så lære af det? Ja, dels bliver vi jo mindet om at vi faktisk går glip af en hel masse, hvis vi aldrig kan lægge det, vi har i hænderne og nyde de oplevelser der tilbyder sig. Altså prøve at lære at lade være med altid at have så travlt med alting, så vi aldrig får tid til det væsentlige. Men det er jo som bekendt så meget nemmere sagt end gjort.
Men det er jo ikke den eneste pointe denne lignelse har. Kom, for nu er alt rede og parat - lyder invitationen til os. Men de undskyldte sig alle som en.
Så Guds rige virker åbenbart ikke hverken tiltrækkende eller tillokkende på os.Vi har andre behov. Guds rige tilbyder os åbenbart ikke det, vi gerne vil have - Guds rige er ikke det vi finder vigtigt for vores liv. For alle som en undskyldte de sig. For der var en der lige var blevet gift .- og de to andre havde noget vigtigt arbejde at passe.
Jamen ens familie og arbejde er det da ikke også det vigtigste, må vi spørge? Familien og arbejdet er dog de to ting som et menneske først og fremmest må passe, - det er dog det vi lever af - menneskeligt og økonomisk ?
Er det med andre ord egentlig ikke rimelige undskyldninger de kommer med? Der er jo ikke tale om at disse mennesker er dovne eller skejer ud eller er umoralske på nogen måde. Deres undskyldninger, for ikke at komme til festen, er pæne, rimelige undskyldninger - de skal passe familien og arbejdet.
Hvad galt er der nu i det?
Der er præcis det samme galt med at afvise Guds invitation, som når vi siger nej til dagligdagens små invitationer om at tage del i livets glæder: vi synes altid der er noget andet der er vigtigere - vi har så travlt, at vi aldrig får tid til det væsentlige.
Disse mennesker føler ikke de har tid til at deltage i livets fest - ikke tid til at være der hvor Gud er, pga. familie eller arbejde. Og kan altså ikke se, at deres dagligdag med familie og arbejde har noget som helst med Gud at gøre.
Og så er vi jo havnet midt i det problem vi har, både som kirke og mennesker - at vi har svært ved at få det himmelske og det jordiske til at hænge sammen. Det himmelske og det jordiske er i vores opfattelse to forskellige verdener, der kun har noget med hinanden at gøre, hvis vi vælger at det jordiske og det himmelske skal præge hinanden. For en ting er altså vores dagligdag - noget andet alt det med Gud, synes vi. Og dagligdagens pligter skal jo passes, så må der blive tid til Gud en anden gang.
Ulykkeligvis for os selv, hænger jord og himmel ikke sammen, men er to forskellige områder. Hverdagen passer vi til hverdag - Gud interesserer vi os for når der er tid. Ikke af mangel på lyst og interesse måske, men af mangel på tid. Og vi er slet ikke klar over at det himmelske og det jordiske i den grad hænger sammen at det ikke kan skilles ad.
Men Gud og meningen med livet ikke er noget vi kan afsætte tid til at interessere os for en gang imellem, for vores opfattelse af livet, vores tro eller mangel på tro, gennemsyrer alt hvad vi gør - hvordan skulle det kunne være anderledes?
Vi bilder os ind at vi lever i to verdener, den jordnære krævende dagligdag, og så den åndelige verden, som vi kan vælge til eller fra.
Men sandheden er jo, at ingen lever uden en tro.
Som allerede Martin Luther sagde det i 1500 tallet: Det, dit hjerte hænger ved, er din Gud! Så det du er allermest optaget af, det, du finder allervigtigst, det, der er absolut uundværligt for dig, - det er din Gud.
Og den tro, uanset hvad det er vi tror på, gennemsyrer selvfølgelig vores hverdag og måde at leve , tænke og handle på. Fordi vi sætter det, vi tror på allerhøjest, og prioriterer efter det.
Og det plejer jo, som det også var dengang Jesus fortalte denne lignelse, næsten altid at være os selv og vort eget vi prioriterer højest.
Og havde Gud ikke været den han er, så var historien slut der, og det kunne aldrig nogensinde blive til fest i Guds rige. Det var endt med at Gud og menneske stod stejlt over for hinanden.
Men Gud lader ikke historien ende der, i vores selvoptagede fortabthed. Huset bliver fyldt med gæster. For Gud bliver ved med at invitere - af kærlighed.
Gud bliver derfor ved med at invitere os med til fest - og hvad enten vi nu gerne vil med, eller kun nødtvungent går med, fordi vi har indset vi ikke kan leve uden Guds tilgivelse og barmhjertighed, bliver invitationen ved med at lyde til alle - til os, der har travlt med familie og arbejde - til os, når vi er syge og hjælpeløse - til os, når vi er så langt ude at ingen ønsker at være i selskab med os -
bliver invitationen ved med at lyde, for at fortælle os at Gud er vor himmelske far, der aldrig glemmer han har skabt os - og at der er plads til alle ved festbordet i Guds rige.
Spørgsmålet er blot om vi har tid og lyst. Amen.