Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter trinitatis, 24.06.2007
Predigt zu Lukas 15:1 - 10, verfasst von Inger Hjuler Bergeon
Når vi hører Jesus fortælle lignelser, så kender vi dem så godt, for de er så godt fortalt. Og man sidder måske tilbage og husker, hvad han fortalte, men glemmer så, hvad det var, der fik ham til at fortælle. De er jo altid et svar på noget, der er sagt. De er en reaktion. De er en del af en samtale. - Eller det er i hvert fald sådan, at Lukas gerne vil have os til at se dem.
Og det, der sætter lignelserne i dag i gang, det er at nogen giver ondt af sig. Det kan man jo gøre af mange grunde, men her er det, fordi Jesus spiser sammen med dem, som man ikke måtte have noget med at gøre: synderne og tolderne. Altså som vi ved, de, der ikke fulgte lovens regler om renhed. Ofte var det mennesker, der ikke kunne det på grund af deres erhverv. F.eks. tolderne, men også garvere og andre, der havde med blod at gøre. Man kunne være i kategorien syndere af mange forskellige slags grunde. Måske af grunde, som vi ikke anser for mere syndigt end så meget andet. Men fordi vi måske anser os selv for at have en mere large og tolerant tilgang til det at være syndere, fordi nu er det jo god latin, at det er vi alle sammen, og derfor har det ikke den store betydning, så skal vi ikke være for hurtige til at dømme de skrækkelige farisæere og skriftkloge. For i samme øjeblik vi begynder at give ondt af os over "alle de intolerante og dømmesyge" , ja, så er vi selv blevet det og er blevet dem, der giver ondt af sig.
Det, at de giver ondt af sig, fordi Jesus Kristus viser sig at gøre noget andet og ville være sammen med andre end de havde forventet, - det er dét, der får ham til at fortælle disse to lignelser.
Og jo ikke bare disse to, om det mistede får og den mistede drakme, men lige oveni kommer jo lignelsen om den fortabte søn - eller de to fortabte sønner. Så vi begynder med at nogle giver ondt af sig, og så slutter sammenhængen egentlig først dér, hvor Jesus efter at have fortalt om festen for den yngste søns hjemkomst, lader det stå åbent, om den ældste søn vil med ind og feste, eller han vil blive udenfor, i sin vrede.
Så det åbne spørgsmål, der kommer til at slutte disse tre lignelser om at være tabt eller fortabt, det er, om vi vil sidde og give ondt af os, stå og være vrede - eller om vi vil være med i glæden og festen.
Når vi møder ordene om at blive væk eller tabt i religiøs sammenhæng, ja, så hopper vores associationer let over i ordet 'fortabelse'. Og enten tænker man så fortabelse som noget hinsides, altså noget engang efter døden. Men da det hinsides ikke rigtig er på mode for tiden, så tolker vi måske fortabelse som noget, der har med vores liv her at gøre: at vi endelig ikke må forspilde livet. Og denne angst for ikke at leve livet, som man burde, få det ud af det, der er muligt, den tror jeg gør os i dag lige så angste og urolige, som mennesker før var for den evige fortabelse.
Vi kunne prøve at se på det at blive væk, som disse tre lignelser fortæller om, uden straks at tænke på fortabelse, her eller hisset.
Der er jo en forskel på de tre lignelsers måder at blive tabt eller fortabt på. Der er forskel på fåret, der farer vild, drakmen, der tabes og sønnen, der drager udenlands.
Der er en forskel på ansvar og vilje.
Drakmen, ja, den kan ikke gøre for, at den bliver væk. Det ville være vanvittigt at skælde den ud for at blive væk. Den har ingen vilje. Den har ingen handlemulighed. Der sker det med den, som dens omgivelser sætter i gang. Den kan bruges til at betale varer med. Den er måske blevet tjent ved arbejde. Den kan omsættes til mad, lys og tøj. Den er cirka en dagløn, så det er altså ikke bare en småmønt.
Så er der fåret. Det kan gå selv. Det kan selv bevæge sig væk fra flokken Af mange forskellige grunde. Måske er det nysgerrigt, innovativt og kreativt, som man skal være for tiden. Måske så det noget bedre græs. Måske kan det ikke holde de andre 99 ud. Måske kan de ikke holde det ud, fordi det altid er på tværs, og ikke vil med, men de skal altid vente og hundene skal fare op og ned for at finde netop det her får, der vil sine egne veje. Måske. Måske er det bare blevet væk. Hørte ikke lige hyrdens stemme. Var lidt i sin egen verden. Måske er det ikke så intelligent. Er lidt dvask i hovedet. Eller i benene. Er måske ikke den skarpeste kniv i skuffen. Der kan være en million grunde til, at det bliver væk. Det kan gå selv, så det har selv en del af ansvaret, i modsætning til drakmen. Men hvorfor det ikke er med i den store flok, dét kan der være utallige grunde til. Så at blive væk, ja, det har det selv været med til, men om det er sket af overskud eller af underskud, om det er blevet holdt ude, eller selv har valgt at være ude, dét kan vi ikke vide. Om der er en viljesakt bag, eller det blot er en tilfældighed, det kan vi heller ikke vide.
Og så er der sønnen, som altså er evangelium til denne søndag om et år, som jo selv helt frivilligt og af egen vilje vælger at drage ud. Og det får han fuldstændig frihed til. Han er selv den aktive og handlende faktor, der gør at han til sidst har ødet alt bort. Men at han ender i stor nød, er ikke hans ansvar alene, for der var stor hungersnød i landet, som det siges. Han er selv den aktive og handlende faktor, men ikke eneansvarlig for, hvordan det går ham i udlandet. Han er den aktive og handlende, der kommer hjem til faderen igen. Men igen ikke eneansvarlig, for faderen er een han tør komme hjem til.
Så der er altså 3 forskellige måder at blive væk på. Og masser af grunde til det. Og allerede her, burde vores ydmyghed over hvor lidt vi dog fatter af hinandens liv, få os til at lægge vurderingen af de andres og deres muligheder langt væk.
Der er forskel på måder at blive væk på. Der er forskel på hvor meget ansvar eller skyld, det tabte selv har andel i det.
OG, der er også forskel på ejerne og deres ansvar i det.
Konen, der taber drakmen, ja, hun står altså for næsten 100 % ansvar. Selvfølgelig er det nok af vanvare, hun har tabt den, men hvem andre end hende, kan man give skylden? Ansvaret?
Hyrden, der mister sit får, ja, han er også på den. Var det ikke ham, der skulle have haft øjnene med sig? Han er en god hyrde, for han holder åbenbart ikke fårene i så stramme tøjler, at de ikke frit kan finde pletter med godt græs. Men han er ikke en fejlfri hyrde, for sandelig om ikke et af fårene bliver væk. Her kan man sige, at fåret har lidt andel og skyld i at blive væk, men hyrden har størstedelen. Og påtager sig den.
Og så er der faderen, der lader sønnen få sin arvepart og drage hjemmefra. Her er to ligeværdige parter. Den ene beder om sin del og den anden giver den. Den ene drager af sted, den anden lader ham gøre det.
Så ikke bare er der forskellige måder at blive væk på, men der er også forskellige måder at miste på og at tabe sin ejendom på.
Så atter en gang må vi sige: Jesu lignelser handler om relationer.
Vi kan ikke bare se på drakmen, fåret eller sønnen for sig. Og vi kan ikke bare se på kvinden, hyrden eller faderen for sig.
Men vi må se på de relationer, der er mellem den, der ejer og har ansvaret for at passe på OG det ejede, som altså har større eller mindre frihed til selv at bevæge sig og vælge.
Og da det er lignelser, handler det altså om forholdet mellem Gud og os. Ikke kun om os. Og ikke kun om Gud. Men om forholdet mellem Gud og os. For vi kan ikke forstå hverken Gud eller os selv, hvis ikke vi se det i forhold til hinanden.
Det er faktisk en af Jesu pointer her. Det at blive væk, det at blive tabt, det at gå fortabt, det at føle sig fortabt, det er alt sammen noget, der kun kan forstås i forholds-kategorier. Det er omsonst at tale om at blive tabt, hvis ikke der er noget, man er tabt fra eller især: nogen, man er tabt for.
Og her i lignelserne viser det sig, at den, der ejer og har ansvar, når den person opdager, at noget af sin ejendom er blevet væk, så hviler han eller hun ikke, før det er fundet igen. Kvinden tænder lys, fejer og er virkelig i gang. Hyrden lader de 99 skytte sig selv, endda i øde-marken og går ud for at lede indtil han finder det! Og Faderen, ja, han ved, han har sat sin søn fri, så han farer ikke ud og leder efter ham. Men i dét øjeblik, han får øje på ham, i det fjerne, så farer han af sted, fuldstændig ligeglad med, hvilket sindelag sønnen kommer hjem med. Bare glad, -glad for at se ham igen.
Det er så her, vi kan slutte.
Glæden. Ejernes glæde ved at finde det, de havde tabt.
Tabt af mange forskellige grunde. Blevet væk af mange forskellige grunde.
Det er underordnet. Det er ligegyldigt. Der er utallige måder og grunde til at blive væk fra sin ejer på.
Men ejerne påtager sig deres del af ansvaret. For det her handler om forhold og relationer. Og derfor er det altid i et samspil. Der er ikke kun den ene, der er god, leder og tager imod, og der er ikke kun den anden, der er syndig og med vilje ustandselig går sine egne veje, væk fra faderens mildhed. Dét er en karikatur af Gud og os, hvis vi for at gøre Gud god og stor, så er nødt til at gøre os selv små og vores bevægelsesfrihed til noget ondt.
I lignelserne tegnes der ikke disse sort-hvide streger, men der fortælles om forhold, relationer og samliv. Om nogen, der ikke kan undvære den anden. Om Gud, der ikke vil undvære eller miste en eneste af os. Om Gud, der ikke sidder og venter på at vi kommer og overgiver os. Men som selv leder og søger og farer af sted. Og når han finder - ikke: hvis han finder- så holdes der fest. For dét er glæden: at ingen skal tabes.
Om vi kan finde os i det, ja, det er spørgsmålet. Om vi vil give ondt af os eller gå med ind til festen. Ejeren har talt. Amen.