Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter påske , 22.05.2011
Predigt zu Johannes 16:5-15, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Et af de oftest stillede spørgsmål er ikke noget dybsindigt filosofisk eller eksistentielt spørgsmål. Det er et ganske enkelt spørgsmål. Men aldrig er noget spørgsmål blevet gentaget så ofte, så rituelt af alle og enhver, offentligt og privat, overalt. Spørgsmålet er mobiltelefonsamtalens obligatoriske: "Hvor er du?"
Hvor er du? Det er åbenbart det væsentlige at vide i en tid, hvor vi altid er på farten. Vi har brug for at kunne se for os, hvor de andre er. Hvor langt er der mellem os?
Hvor er du, Gud? Hvor er du, når du går fra os? Hvor går du hen?
Hvor langt er der imellem os, når Jesus ikke længere er synligt til stede, når han ikke længere selv steger fisken og bryder brødet og ikke lader sig røre? Men ingen stiller spørgsmålet. Måske stiller vi det heller ikke nu. Ikke højt, ikke udtalt. Men det rumsterer i os - altid.
"Hvor er du, Gud?" er det spørgsmål, vi stiller i den religiøse søgen. Med andre ord: Hvor kan du erfares, Gud? Hvor kan jeg møde og mærke dig?
"Hvor er du, Gud?" er også spørgsmålet, når det bliver mørkt og ensomt omkring os, og når vi møder det svære, det hårde, sygdom, tab, ensomhed. Det er de steder i livet, der får os til at kalde på Gud. Vi spørger: "Hvorfor?", og i det spørgsmål klinger et: "Hvor er du, Gud?" og dermed af en gentagelse af Jesu råb: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
Jesus insisterer på, at det er godt, at han forlader dem. De skal gå selv nu. De er ikke forladte, men overladt til det, han har givet dem.
Han vil sende dem Talsmanden. Det er et ord, vi kender ganske godt. Mest fra politik og store koncerner, der sender en talsmand til at tale for sig, en stedfortræder med ordet i sin magt.
Spindoktor er et nyere ord for det samme. Men det klinger af fup og forstillelse, fordi mange spindoktorer synes at være ansat til hat og skæg og blå briller, så vi aldrig får sandheden at vide om, hvad der egentlig foregår. De ansvarlige kan gemme sig bag spindoktoren.
Sådan er det ikke med den spindoktor eller talsmand, Jesus taler om. Det er stik modsat. Disciplenes talsmand er Helligånden selv, sandhedens ånd. Helligånden er ikke kommet for at tilsløre noget som helst eller dække over noget, men tværtimod for at hjælpe os til at lære mere og mere af sandheden at kende. Helligånden vil åbenbare, altså afsløre og vise frem. Nænsomt, som en hjælper og vejleder, der samtidigt trøster og styrker, for sandheder og klarsyn kan være svære at bære, svære at erkende.
Og Helligånden er ikke bare Guds talsmand, - der som en nutidens spindoktor kun varetager sin chefs interesser. Helligånden har dobbelt rolle, han er også vores talsmand overfor Gud. Talsmanden tager vare på os, taler vores sag.
Det går op for os, at vi ikke er sørgende efterladte. Vi er ikke ensomme børn, der må nøjes med en bamse, eller i mobiltelefonens bøn må spørge: Hvor er du? Hvor er du gået hen?
Meget af tiden lever vi, som om det var sådan, det var. Som om vi med tiden havde lært at leve foruden, at klare os, stå på egne ben. Hjulpet af en lille bøn i nødens stund. Det trøster da altid lidt.
Faktisk er vi med Talsmanden i tættere kontakt med Gud, end vi ved af. Talsmanden, Jesus taler om, er ikke en fattig afskygning af Gud. Det er ikke Guds "tredie udgave" i mangel af bedre. Selvom vi ofte tænker, at vi er på jorden og Gud i sin himmel, og af og til får jorden besøg af Helligånden.
I Johannes Evangeliets lange afskedstale siger Jesus på mange måder, at den 'to-rums tænkning', den adskillelse, ikke holder længere. Verden er nu gennemsyret af Gud, fordi Jesus blev menneske. Når han taler om, at han stadig efter sin død og opstandelse vil være hos os som Talsmanden, handler det ikke om ren luft og ånd. Jesus er os nær - også efter sin død og opstandelse - som den Jesus, vi kender. Menneskeligheden, genkendeligheden er vigtig. Fordi det ikke er os, der skal åndeliggøres og løftes ud af verden, men Gud, der har taget bolig i blandt os, i os.
Her blæser en varm vind, en ild så hed, at den kan smelte vore hjerter og omsmelte os. Vi forandres af Helligånden for altid og gennem al tid. Vi vejledes til at se dybere og dybere i verden, i livet, i menneskene.
Det er bønnens væsen og virkning, at vi forandres af at bede, fordi det er det tættest tænkelige fællesskab mellem os og Gud. Gud har taget bolig midt i blandt os, i os, - i bønnen går vi ind i den forening, tager selv bolig i den så at sige og lader os omsmelte i den, som i kærlighedens hedeste kys. det er ikke for ingenting, at bryllupsmetaforikken er det væsentlige billede på foreningen mellem Kristus og os.
Under Talsmandens vejledning, Guds ånd i os, er vi som blomster i vækst, træer, der danner grene og sætter frugt. Som enhver haveejer ved, skal der både luges, nippes, vandes, gødes og bindes op om de kære planter. Det er en anden visdom end intellektet alene. En dybere sandhed viser sig.
At synden ikke er, at ukrudt og vildskud findes og vokser. Den virkelige synd er, hvis tilliden til gartneren mangler og vi ikke vil give os ind under vejledning, pleje og vanding, men mener, vi kan klare det bedst selv. Når vi forfalder til den moralske pegefinger overfor andre og den almindelige disciplin overfor os selv og tror, det er det, der er pointen i troen.
Vi mener måske, at retfærdigheden sker fyldest, hvis vi holder justits og kalder godt og ondt ved rette navn, peger ud, straffer eller nedkalder Guds straf over ondet. Men det er jo bare at gøre os selv til små guder, herrer over godt og ondt.
Retfærdigheden, vi alle længes efter må være forvandlingen, foreningen, forsoningen. Den retfærdighed har Gud sat i værk med Jesus, og Gud arbejder nu i os. For Guds retfærdighed er, at han ikke rokkes, ikke omskiftes i forhold til sine løfter og sit mål med hele skabelsen.
Vi er på vej. Gud er sammen med os på vej. Dommen er fældet over alt, hvad der skiller os fra Gud, også over vores forfejlede forestillinger om afstanden mellem os og Guds fravær i verden. Bønnen er ikke mobiltelefonens gentagne: "Hvor er du?" på afstand. Bønnen er en hengivelse til Guds hede kærligheds kys, den fuldkomne forening, der forvandler og gennemsyrer os i denne verden, nu og i evighed.
Amen.