Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter trinitatis, 26.06.2011
Predigt zu Lukas 16:19-31, verfasst von Lasse Roedsgaard Lauesen
Festen er forbi, både for de to vi hører om i dagens evangelium, og for os som menighed. Siden jul har det været en lang fest med påsken og pinsen som de to store højdepunkter, men hvad er der at fejre nu? Der er jo længe til første søndag i advent, hvor det hele starter forfra. Indtil da får vi en lang række beretninger, der skal indøve os i kristenlivet, så vi som naturen kan blive moden til høst. Lignelsen om den rige mand og Lazarus er ingen undtagelse, den viser os, hvordan det hele kan blive byttet om.
Evangeliet er egentlig en banal historie om en rig og en fattig mand, to mænd, hvis veje ikke engang krydses i dette liv. De kender sikkert ikke hinanden - måske kendte Lazarus den rige mands navn for han var jo højt på strå og spidserne i samfundet er vi jo alle på fornavn med. Men at Lazarus hed Lazarus vidste den rige mand ikke. Han var blot en tigger, der lå ved porten, en blandt mange, som Gud ikke havde velsignet med sin rigdom og lykke, som han havde velsignet den rige mand. Den eneste grund til, at vi husker Lazarus´ navn og ikke den rige mands er, at deres skæbner byttes om i det hindsides og det bliver Lazarus, der er højt på strå og må få hæderspladsen ved Abraham, mens den rige mand straffes.
I en sådan fortælling er der altid noget at lære for os som menighed og hvis det bare var sådan, at det, der skulle læres, var, at de onde gik det ondt og de gode godt, om ikke her så i det hindsides, var det let nok. Det chokerende er bare, at den rige mand ikke er ond. Efter jødisk antagelse er hans rigdom endda tegn på, at Gud er med ham, som Gud i sin tid var med Abraham og gjorde ham rig. Den rige mand er ikke engang selvoptaget, han accepterer sin skæbne, men går i forbøn for sine brødre. Brødre, der nede på jorden lever deres liv i uvidenhed om, at skæbnen kan byttes om i himlen. De ved ikke, at Gud her og nu kræver næstekærlighed af dem. Guds krav til os er så fundamentalt, at festen er forbi og arbejdet venter.
Tænk hvis vi er de uvidende brødre, der ikke i livet gør nok for den næste, der kunne være så nær som uden for vores hus. Overser vi som dem også, al den nød vi i grunden kunne afhjælpe, så enkelt som at dele ud af den mad, vi smider på jorden. Havde vi bare givet af vores madspilde, så havde vi måske kunnet redde en Lazarus.
Fordringen er dog så fundamental, at vi må spørge: hvad så når vi har hjulpet Lazarus? Der er jo flere tiggere end ham, når vi har renset vores egen port er der jo byporten, hvor der er endnu flere.
Kaldet til os er så gennemgribende, at vi ender med at måtte sige stop på et tidspunkt. Stop og råbe: Nu er festen forbi! Grænsen for det, jeg vil give til min næste, er nået. Men netop ved den grænse opstår så spørgsmålet: Ender jeg som den rige mand, fordi jeg ikke opgav alt for min næste?
Jeg tror, at vi alle når til den grænse et sted, og især hvis de fattige, vi skal hjælpe, er slette mennesker, som Lazarus, der bare ligger ved en port med en udstrakt hånd. Hvorfor blev han ikke daglejer eller noget andet i tide i stedet for at ligge der og besvære os andre? Et spørgsmål, vi let stiller, men som Jesus, da han gik i blandt os, aldrig stillede os. Et spørgsmål, som jeg helst heller ikke selv vil svare Kristus på.
Måske har Lazarus valgt den gode del allerede i livet, fordi han ikke ejer noget, der kan kræves af ham. Som mange af kirkehistoriens allerstørste lever han i askese. Lever af det, der bliver lagt i hans hånd, af den nåde andre viser.
Ligesom Frans fra Assisi, der brød med sin familie, afførte sig alle sine rige klæder og gav dem til sin far og sagde: "at nu ville han ikke mere kalde ham sin far, men hans far var "Vor fader, du som er i Himlene". Han levede fra da af i fattigdom for sin næste plaget af sygdom, for hans krop kunne ikke klare det asketiske liv. Han døde den 3. oktober 1226, efter eget ønske afklædt, liggende på jorden, så han kunne forlade dette liv lige så nøgen, som han var kommet ind i det. Han efterlader dog stadig spørgsmålet: var det nok til ikke at ende som den rige mand? Var det nok til at være retfærdig overfor Gud?
Fordringen er fundamental overfor den rige mand, Frans, Lazarus og os i dag. Det er det samme krav, Gud har lagt på vores skuldre, at vi skal tage vare på vores næste. Selv Martin Luther var tynget af det spørgsmål, hvornår har vi gjort nok, hvornår er vi retfærdige?
Han sad i et tårnværelse engang i 1514 og måtte sande, at lige meget, hvor meget han gjorde, var det aldrig nok. Der var altid noget, han gemte til sig selv, noget han gjorde for sin egen skyld. Lige meget hvad han til denne dag havde gjort, kunne han ikke finde en nådig Gud. Men den dag i tårnværelset opdagede han noget nyt, nemlig at "Guds retfærdighed" ikke er vi menneskers retfærdighed, men en retfærdighed vi låner fra ham, som alene kunne være retfærdig, nemlig Kristus. Retfærdigheden skænkes os og kan ikke fortjenes. For selv den krop, der nu sidder her og hører en prædiken, skylder vi jo egentlig Gud.
Vi er som de uvidende brødre i dagens lignelse, vi lever vores liv på godt og ondt. Lever under tyngden af, at alt kræves af os: men hvad gør vi, når festen er forbi? Får vi en chance til?
Svaret må være det samme, som Luther fandt: Kristus. Det er, når vi låner hans retfærdighed, at vi har noget at komme med. For den opstandelse, Abraham nægter den jødiske rigmand, der i tide ud fra loven og profeterne skulle have opdaget kravet til vores liv, den opstandelse har vi at tro på, i den evangelisk-lutherske kirke.
At påskemorgen stod Kristus op fra de døde med et eneste formål, at give os vores synders forladelse. Han gik i forbøn for os uperfekte mennesker, for at vi måtte finde tilgivelse for vores synder. Vi lever af den nåde, Kristus lægger i vores udstrakte hånd, når han finder os uden at stille spørgsmålet: hvorfor gjorde du ikke, men giver os fortabte mennesker en chance til, når vi troede, at festen var forbi.
Det er egentlig derfor, at vi hver søndag tilbydes nadver, et måltid, hvor vi får tilgivelse for at leve med det misforhold, at selv om vi giver, giver vi aldrig nok. Kristus er vores garanti for, at det ikke går os som den rige mand, for med ham har vi pludselig noget at komme med. Kristus er vores chance og derfor er festen ikke forbi.