Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter Trinitatis , 03.07.2011
Predigt zu Lukas 14:16-24, verfasst von Leise Christensen
Nogle gange, når telefonen ringer derhjemme i præstegården, er det en mor (og det er altid en mor), som gerne vil vide, hvornår der afholdes konfirmation i en af vore to kirker. Og det er ikke sådan, at hun spørger til, om det er om en eller to måneder, næh, det er noget med, hvornår der er konfirmation i år 2016! For konfirmationen er en stor dag, der skal holdes fest, og folk skal helst vide det i god tid, så de kan komme alle mand af huse.
For det er jo vigtigt det der med gæsterne. De skal helst kunne og ville komme. For selvom konfirmationen sådan set er uafhængig af en efterfølgende fest så er det sådan, at vi markerer mærkedage med en stor fest, der kan være så forskellig fra familie til familie.
Men en ting er fælles for alle fester, og det er, at der skal spises. Vi husker nemlig med maverne. Der laves mad i store mængder, der rettes an, serveres og nydes, vi spiser og holder fest. Se, det med at spise sammen er vigtigt for det menneskelige samvær. Måltidet og samværet om bordet har en masse forskellige betydninger, som vi ikke altid gør os klart, fordi det at spise sammen er så almindelig og dagligdags en begivenhed. Men det handler jo om langt mere end at sætte sig ned og spise sig mæt.
Det handler om nærvær, samvær og samtale. Måltid og fællesskab hører sammen. Det er der, vi til dagligt drøfter dagens hændelser og får tingene vendt og hører om arbejde eller måske arbejdsløshed, naboer, kolleger, skole, ærgelser og glæder. Måske er det derfor, at vi med sådan en omhu vælger, hvem vi vil spise sammen med - hvem vi inviterer med hjem og hvem ikke. Når vi inviterer folk til middag, er det jo ikke bare for at sidde der og spise. Det handler også om, at man ved invitationen siger: Vi vil gerne se jer og tale med jer og have noget med jer at gøre og lære jer bedre at kende. På den måde kan man sige, at maden nærmest er det mindst væsentlige, når det drejer sig om at sidde ved et bord. Men forstået på den måde har samværet jo også en bagside. For der er nogen, som vi ikke vil invitere, fordi de ikke passer ind i vores hus og familie, der er nogen, der aldrig oplever at blive inviteret til noget som helst - jul, fødselsdage, konfirmationer osv. Der er nogen mennesker, som tæller så lidt i vores agtelse, at den blotte tanke om at invitere dem indenfor til bordet er vederstyggelig. Og der findes vel næppe noget sted, hvor man kan være så ensom som ved et veldækket bord, der bugner af mad, stearinlys og blomster, men hvor man føler, at man ikke er en del af sammenhængen, man er ikke med i samtalen, man føler sig med andre ord udenfor.
Og ved bordet synliggøres stridigheder og splittelse også i allerhøjeste grad, og der findes vel næppe det menneske, der ikke har oplevet, hvordan spændinger i familien er slået ud i lys lue ved netop et festligt dækket bord.
Et måltidsfællesskab kan således være et tveægget sværd, hvor både nærvær og god samtale kan trives, og hvor ensomhed og mangel på kontakt udstilles. Når man er med i fællesskabet, er det godt og fortroligt, når man er udenfor er det nedbrydende og sommetider endda ondskabsfuldt.
Alle disse facetter af måltider er vigtige at have med i baghovedet, når vi hører dagens tekst om det store gæstebud. Jesus fortæller denne lignelse, mens han sidder netop til bords og det ikke med hvem som helst. Han sad faktisk der med samfundets spidser, dem, der betød noget, og som mange lavere rangeret, f.eks. Mrs. Hyacinth Bucket, ville have givet sin højre arm for at blive inviteret til bords med. Det var folk, der i hvert fald aldrig inviterede de syge og utilpassede, de mindre kønne eller de prostituerede, for den slags mennesker passede ikke ind i deres begreb om det gode elskab.
Jesus spiste altså denne aften med det gode selskab, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er godt selskab. Det lader det i hvert fald ikke til, at han synes, at det er, for han geråder nemlig ud i diskussion med disse farisæere, samfundets ledende skikkelser, der ved bordet og fortæller dem den lignelse, som er dagens tekst. Han fortæller om en mand, en rig mand, der indbyder til fest. Der bliver slagtet, kogt, stegt og bagt, så alle kan kan have en vidunderlig dag i festligt lag. Meeeeen folk har ikke lige tid. De er ikke uhøflige, de skal bare lige noget andet. Noget vigtigere, noget med en ny kone, en ny mark, en ny ko, nye vigtige ting og sager. Værten bliver, ikke uforståeligt, sur. Men fest, det vil han have, og derfor bliver tjenerne sendt ud igen for invitere gæster, men denne gang, er det alle, der får budet også de syge, handicappede og vanføre. De har ikke en ny mark, en ny ko, en ny kone, ja, de fleste af dem har vel ikke engang en gammel af slagsen.
Tjenerne går ud og indbyder, og de kommer. Men der er stadig plads, og stadig masser af mad, og stadig masser af fest. Så den rige mand sender sine folk ud igen, for at hente mennesker på gader og stræder. Dem, der er udstødte, fattige, hjemløse. Dem, der ikke har noget de kan kalde deres eget. For den rige mand, vil have huset fuldt. Også selvom de andre fine mennesker han havde indbudt ikke kunne komme. For der skal være fest ... og der skal spises op, skal der.
God er fortællingen, men det er ikke blot en fortælling, det er en lignelse, der ligner virkeligheden, vores virkelighed. Vi kan muligvis godte os over, at der fik farisæerne en ordentlig en over næsten, igen, for den handlede jo netop om dem. For de sad der rundt om bordet og ville kun være sammen med det gode selskab og ville ikke kende til at være i godt selskab med de blinde, de syge, de urene, de fattige.
Men godte os for meget, det skal vi nu ikke, for er det ikke sådan, at også vi opdeler folk i et A og et B hold og sågar i et C-hold? Lignelsen er en hård kritik af det såre almindelige og menneskelige påhit med at dele folk op efter, hvad de er værd, og det med konstant at underlægge vore medmennesker en vurdering.
Lignelsen er en hård kritik, fordi den fastholder det, som vi så nemt kan komme til at glemme, nemlig at et menneskes liv og værdighed ikke afhænger af hvad det kan, har og vil. Men den værdighed og den respekt, der tilkommer ethvert menneske, det er en værdighed, der er skænket i og med at alle mennesker, har fået livet skænket af Gud. I lignelsen er de, der indbydes til festmåltidet, alle dem, som efter den menneskelige vurdering ikke har gjort sig fortjent til det.
I lignelsen ligner værten, der inviterer Gud, festen, ja, det er evigheden, det er Gudsriget og de indbudte gæster, det er os. Vil vi komme? Eller har vi også for travlt med noget andet? Guds rige, som Jesus så ofte taler om i sine lignelser, er glædens og festens sted. Ikke et eller andet fjernt sted, som vi kommer til engang, måske først efter døden, men Gudsriget er det virkelige liv, det egentlige liv, der hvor mennesker mødes og i magiske sekunder forstår hinanden, elsker hinanden og ser mennesket i enhver uden de konstante vurderende blikke.
Vi kender det i glimt, der hvor samværet, samtalen lykkes, og vi i et kort nu forstår, hvad Gudsriget er. Evangeliet i dagens tekst er, at det liv, det gode, glade, forstående liv, er Kristus kommet til os med: Guds rige er midt i blandt jer, siger han. Det er nu, lige nu, i dag, at det evige liv begynder. Lad være med at tro, at det kan udskydes og gribes senere.
Nej, livet kræver, at vi griber det, mens det er der. Glem for en liden stund det med den nye kone, ko og mark og grib muligheden for at sidde til bords med Vor Herre. Tag for dig af retterne af Guds godhed, kærlighed og nåde. Alle er inviteret med, alle har fået indbydelsen, kom og vær med, glem det gode selskab og glæd dig i stedet i godt selskab med Gud selv. Sådan vil det også være, når evigheden en dag oprinder!
AMEN.