Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter trinitatis, 10.07.2011
Predigt zu Lukas 15:1-10, verfasst von Marianne Frank Larsen
Søndag den 10. juni skal der være gilde på Katholt. Der kommer mange gæster fra Lønneberg og andre steder, solen skinner, syrenerne og æbletræerne blomstrer, og luften er fuld af fuglesang. Emils far skal netop til at hejse flaget i Astrid Lindgrens børnebog, da Alfred kommer løbende og fortæller, at koen kælver. Så må Anton Svendsen lade flag være flag og over i stalden. Da er det som bekendt, at Emil benytter lejligheden til at hejse lille Ida op i flagstangen i stedet for. Lillesøsteren vil jo så gerne se Mariannelund. På den konto kommer Emil til at tilbringe eftermiddagen bag lås og slå i værkstedet, hvor han skal sidde og tænke over sine skarnsstreger.
Flere timer senere, da gæsterne sidder og sunder sig oven på kaffebordet, kommer Emils mor endelig i tanker om den arme dreng, og Emils far styrter over til værkstedet for at lukke ham ud. Men der er ingen Emil. Så kommer alle gæsterne på benene, og de leder i værkstedet og i spisekammeret, i brænderummet og i strygerummet, men der er heller ingen Emil. I fårestalden og hønsehuset og røgehuset og de kigger også i brønden, og der er heller ingen Emil, og det er jo kun godt, men nu græder de alle sammen. "Han er nok faldet i bækken", siger Line. "Han må ikke gå ned til bækken, det ved du godt", svarer Emils mor. "Netop derfor," siger Line og slår med nakken, og så løber de alle sammen ned til bækken. Men gudskelov finder de heller ingen Emil der. Alligevel græder de værre end nogensinde.
Til sidst er der ikke andet for, end at Emils mor må sætte maden på bordet. De er jo alle sammen blevet sultne af at sørge og lede, som der står. Emils mors tårer drypper ned i sildesalaten, men på bordet kommer både den og alle de andre gode sager. Der mangler bare pølsen. Emils mors vidunderlige pølse, som nok skal smage midt i al bedrøveligheden. Line bliver sendt i spisekammeret efter den, men kommer tilbage uden pølse og siger: "Kom bare med alle sammen, så skal jeg vise jer noget". Og hun klukker ved sig selv, mens hun med triumferende mine fører hele selskabet over i spisekammeret. Her leder hun dem hen til det store skab og smækker døren op med et brag og peger på den hylde, hvor Emils mor plejer at have sin gode pølse. Nu er der ingen pølse. Men der er Emil. Han ligger midt i pølseskindet og sover. Som det vil være mange af jer bekendt, har han forceret afstanden mellem værkstedet og spisekammeret via en planke mellem de to vinduer og så i øvrigt spist sig grundigt mæt. Sikke en fryd. Emils mor bliver så glad, som havde hun fundet en guldklump i sit skab, står der. Hvad gør det, at Emil har spist hele pølsen! Det er da tusind gange bedre at finde Emil på hylden end et par kilo pølse... Og da bliver det endelig et morsomt og vellykket gilde. Gæsterne spiser og fester lige til tusmørket lægger sig smukt over Katholt og Lønneberg og hele Småland..
"Tænk at en lille dreng, der bliver fundet med maven fuld af pølse, kan gøre så mange mennesker så glade", skriver Astrid Lindgren, men det skriver hun med et skævt smil, for enhver far eller mor, der kender rædslen over et barn, der er borte, kender også den stormende glæde over at finde ham igen - enten det så er den toårige, der forsvinder i menneskemylderet eller ser sit snit til at løbe hjemmefra, eller det er den sekstenårige, der ikke kommer hjem om natten. Alt bliver sat til side. Intet andet kan man samle sig om. Alle onde muligheder strejfer sindet, og man er forsvarsløs over for dem. Intet andet tæller, før man holder den lille i armene igen - eller allernådigst får lov til at stryge den store over kinden. Ikke så sært, at en lille dreng, der bliver fundet med maven fuld af pølse, kan gøre så mange mennesker så glade. Vi ved lige præcis hvorfor.
Fryden over at finde det forsvundne er den samme i Astrid Lindgrens klassiker som i vores liv som i dagens evangelium. Og så er der alligevel en forskel. For det er jo indlysende, hvorfor fundet af et barn fylder forældrene med fryd. Men det er ikke indlysende, hvorfor fundet af et får og en mønt fylder hyrden og konen med det samme. Hvorfor de bliver så stjerneglade, at de ligefrem indbyder venner og veninder og naboer og nabokoner til at feste af fryd - over et enkelt, tåbeligt får, der er kommet på afveje, og over en enkelt lille mønt, der er trillet ind under en kommode. Det er også indlysende, hvorfor hele selskabet på Katholt må lade kalvesteg være kalvesteg og gå ud at lede efter Emil i fårestald og hønsehus og brønd og bæk. For der er ingen, der kan erstatte et dyrebart barn. Men det er ikke indlysende, hvorfor hyrden lader får være får og går ud i ødemarken for at finde det forvildede, når han nu har 99 andre fornuftige får at tage vare på. Eller hvorfor konen bruger hele formiddagen på at feje og løfte og lyse og lede efter småpenge, når hun nu har 9 andre drakmer at gøre godt med. Det er ikke indlysende. Det er egentlig forbløffende.
Men så forbløffende er åbenbart Gud. For det er ham, konen og hyrden er billeder på. Gud er ikke alene som en konge eller en dommer eller en far. Han er også som en fårehyrde eller en almindelig husmor, siger hans søn - og nu er det ham, der smiler skævt. Og det er os, der er som fåret og mønten, alt andet end enestående, for vi er alle sammen mennesker af kød og blod, med hud og hår og hjertebanken, med sorg og fryd og nogen, vi elsker, og nogen, vi mister. Vi er sådan set ikke noget særligt. Lige så lidt som et får blandt 99 eller en mønt mellem 10 er noget særligt. Og ikke desto mindre gør den gode Gud sig de samme umådeholdne anstrengelser for at finde os som konen og hyrden i lignelsen - og som vi andre gør, når det er et barn, der er borte. Sådan set er det sig selv, Jesus taler om. For det er jo ham, Gud har sendt ud i ødemarken for at søge efter os. Helt derud hvor det koster den gode hyrde livet at følge os. Og det er ham, der ikke giver op men bliver ved med at lyse for os med vand og brød og vin, og bliver ved med at lede efter os med de ord, vi hører og synger herinde, indtil han finder os. Selvom der er lige så mange af os, som der er får i en flok eller penge i en pung, så har vi åbenbart lige så stor værdi for Gud som Emil havde for sin far og mor, og som vores børn har for os.
Og derfor behøver vi ikke at lede efter Gud eller meningen med livet eller vores egen værdi, og derfor behøver vi heller ikke at være søgende mennesker mere. For det glædelige budskab er, at vi er fundet. At den Gud, der sætter lige så stor pris på os, som vi sætter på vore egne børn, fandt os hver især, da vi blev døbt. Og uanset hvor vi er i vores liv, og uanset hvilken sorg eller rædsel eller fortræd, vi forvilder os ud i, så gør han, hvad han kan, for at minde os om det med sine ord og sine tegn - for at løfte os og kaste nyt lys over det liv, vi lever. Du er fundet, siger han, hver gang vi kommer herind. Og han siger det med lys i øjnene. Der er du jo! Som om han havde fundet sit eget barn. Tænk at et eneste lille menneske, der bliver fundet med hjertet fuldt af fryd eller fortræd, kan gøre den gode Gud så glad. Tænk at vi er dem, han har fundet.
Amen