Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter trinitatis, 17.07.2011
Predigt zu Lukas 6:36-42, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Alle har prøvet at få noget i øjet. Og når man har fået noget i øjet, så gælder det om at få det ud før noget andet. I H. C. Andersens fortælling om Snedronningen, får lille Kay en splint i hjertet, og den går op og sætter sig i øjet, så han ikke kan skelne godt fra ondt, og ser alting fordrejet. Således genfortæller den store eventyrdigter dagens evangelium.
Eventyret begynder således: "Djævelen havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt samme til næsten ingenting. Men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. De dejligste landskaber så ud deri, som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave. Ansigterne blev så fordrejede, at de ikke var til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være vis på, at den løb ud over næse og mund. Nu mente djævelen og alle hans trolde, at man først rigtigt kunne se, hvorledes verden og menneskene egentlig så ud".
Bjælken i øjet gør mig fordomsfuld. Jeg ser verden på en fordrejet måde. Det mærkelige er jo, at man ikke selv kan se om man har fået noget i øjet. Det er for tæt på. Mine egne fejl kan jeg ikke få øje på, selvom de sidder lige i øjet; naboens fejl, derimod, står lysende klart for mig, og så er det måske endda således, at naboens fejl blot er som en splint, i forhold til min egen bjælke. Jeg skal have splinten ud af hjertet, for ellers sætter den sig som en bjælke i mit øje.
Og hvor langt rager sådan en bjælke ud? Længere ud end til næsen. Og hvis man ikke kan se længere end til sin egen næsetip, så er det ikke et spørgsmål om at være nærsynet eller langsynet, men om at være snæversynet. Og snæversynet er enhver der kun kan se sig selv og sit eget liv.
Nok skal splinten ud af hjertet, og bjælken ud af øjet; der skal fejes foran egen dør, og man skal kunne elske sig selv. Men alt dette skal i kristenhedens navn kun tjene eet formål: at blive i stand til at se sin næste. Virkelig at se det menneske der står foran dig. Arbejdskollegaen, naboen, ægtefællen, den man møder på gaden.
Bjælken skal ud af mit øje, så jeg kan se splinten i min brors øje. Og ikke nok med det: jeg skal også hjælpe min broder med at tage hans splint ud. Når jeg har fejet foran min egen dør, skal jeg feje foran min nabos dør. Hvorfor? For at lette min nabos byrde. Får jeg noget igen? Måske, og måske ikke. Men kærligheden, og det er den der fordres af os når vi møder vores medmenneske, spørger heller ikke hvad den får ud af at handle.
"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt." Således skriver Paulus. Men alt det kan man ikke "se". Man kan ikke se kærligheden; kun kærlighedens frugter. Det hjælper ikke med stærkere briller hvis man ikke kan få øje på kærligheden i parforholdet eller på venligheden i naboskabet. Man kan ikke "se" fidusen i næstekærligheden, den kan man kun "indse".
Eller rettere "Kun med hjertet kan man se klart, det væsentlige kan øjet ikke se", som forfatteren til "Den lille Prins" - Antoine de Saint-Exupéry, sagde. Det væsentlige kan øjet ikke se! Og derfor er det altså bjælken i øjet der giver splinten i hjertet, og når splinten og bjælken er fjernet, så kan man ikke blot se, altså se den syge og se den ensomme og se den svigtede; man kan ikke blot se, men indse. Og så kommer den store prøve for os alle: Når man har set og indset, er man så også i stand til at handle?
Indsigt kommer ikke fra evnen til at se, men af viljen til at tro. Og troen er en gave fra Gud, vi har muligheden for at tage imod. Tro giver indsigt, og indsigt giver udsyn. Og udsyn er mulig, når man har fået fjernet den bjælke der sidder i øjet. Når den er væk, kan man handle, dvs. elske. Og kærligheden er også en gave fra Gud.
Det er muligt at mennesket har fået en fri vilje, ja man kan måske endda tale om en tvungen fri vilje, for selve valget, det kan vi ikke fravælge. Vi kan fravælge det tilhørende ansvar og være ansvarsløse, og vi kan fravælge den handling der giver forvandlingen, og henslæbe livet i sløv apati, men så der det samtidig dét valg vi har foretaget. Viljen og valget kan ikke vælges fra.
Men den fri vilje er samtidig uden nogen form for betydning når vi stilles over for Jesu Bjergprædiken (og dagens tekst er fra det stykke hos Lukas der svarer til Matthæusevangeliets Bjergprædiken). Som Luther siger: "Du må vide, at din frie vilje ikke kan skabe kærlighed til fjenden". Ved fri vilje og humanisme alene, kan man ikke elske sin fjende. Den kærlighed der her skal til er så stor, at den må komme andre steder fra. Og det er godt at vide, når man i afmagt råber til Gud og mennesker, at livet er for hårdt med alle dets fordringer om kærlighed og retfærdighed fra min side.
Vi kan selv gøre meget for at fjerne bjælken i øjet - fordommene, hadet, misundelsen, ugerningerne og løgnen - for når vi har banet vejen for kærligheden, så har vi samtidig banet vejen for Gud. For Gud er kærlighed, og dermed får Gud plads i os til at elske vores næste. Den store kærlighed til næsten der fordres af os, den giver Gud, hvis vi giver Gud plads.
Men hvordan kan det være, at det er forholdsvis nemt at forstå fordringen om næstekærlighed, men helt urimelig svært at efterleve det? Således spurgte en mand mig en dag. Og det er jo et såre naturligt spørgsmål at stille. Han er medlem af en stor international loge i Danmark, hvor netop buddet om næstekærlighed er helt centralt.
Det er ikke så svært at forstå, at vi bliver nødt til at hjælpe hinanden her i livet, om vi mødes i en loge eller ude i verden. Det er ikke svært at forstå, at alene er vi udsatte og svage, og at kærligheden er det største. Men fra at indse til at handle, kan der være meget langt.
En gammel vittighed, som nogen sikkert kender, fortæller det samme: en kommunist bliver spurgt, om han ville give sin ene hest til fællesskabet, hvis han havde 2 af slagsen. "Ja, naturligvis", svare han. "Og hvis du havde 2 fjernsyn, ville du så give det ene til fællesskabet?", bliver han spurgt. "Ja, helt sikkert", svarer han. "Og hvis du havde 2 skjorter, ville du så give den ene til fællesskabet?", vil spørgeren vide. "Nej, det vil jeg ikke!", svarer kommunisten. Overrasket spørger manden hvorfor han ikke vil det, og får som svar: "Fordi jeg har 2 skjorter!"
Det er let at give den hest man ikke har til de fattige, og det er svært at donere den skjorte man har! Det er let at kritisere nødhjælp, når man ikke selv gør noget, og det er svært at tage en person alvorligt, der altid taler om, at nogen burde gøre noget, men som ikke selv løfter en finger. "For hvad kan jeg gøre, jeg er jo kun en lille brik i et stort spil!"
Vi har fået forskellige vuggegaver, og deler vi ud af dem får vi hundredefold igen. Når vi ikke synes vi evner at løfte os fra denne verdens usselhed, så er det måske fordi vi ikke husker at holde nok om, og af, hinanden. Så er det måske fordi bjælken i øjet holder os nede.
Hvorfor er det så svært? I troen kan vi se vores nabo og arbejdskollega og ægtefælle og pårørende, som det de i virkeligheden er: vores medskabninger. Som mennesker skabt af Gud, en bror og søster.
Er det store ord? Er det for store ord? Ikke set med troens øjne. Magter vi at fjerne bjælken i øjet, ser vi ikke blot splinten i vores næstes øje, vi ser også næsten. Vi får muligheden for at se Kristus, og vi får mulighed for at se den bjælke som Kristus blev sømmet op på. Og splinten fra korset giver måske det stik i hjertet der gør, at vi vender os - ikke blot mod Gud, men også mod vores næste. For vores næste er altid den vi får øje på, når vi i kærlighed pludselig evner at se klart.
Amen.