Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter trinitatis, 24.07.2011
Predigt zu Lukas 5:1-11, verfasst von Niels Henrik Arendt
»Den mest tøvende, modstræbende og tvivlende kristen«, sådan beskriver en engelsk forfatter ved navn C.S. Lewis sig selv i en bog, hvor han fortæller om sin omvendelse til kristendommen. Han var professor i middelalderens litteratur ved Oxford Universitet og var ateist, men efter samtaler gennem adskillige år med et par kolleger endte han altså med at blive kristen (og med tiden en meget engageret kristen forfatter).
Han lægger altså ikke skjul på, at det ikke netop var med den største begejstring, han sluttede sig til kirken. For mit blik ser jeg en person, der nærmest bliver halet hylende og sparkende ind i kirken. Kristendommen følte han ikke, at han havde noget behov for, ja, han opfattede den nærmest som en indblanding i hans tilværelse, men bøjede sig for det, som han anså for virkeligheden. Først siden kunne han karakterisere det, han mødte, med det ene ord »glæde«.
Den tøven og den tvivl kender de fleste. Og man kan udmærket karakterisere de flestes holdning til kristendommen som »modstræbende«. Vi vil ikke afvise den; den er vores arv, men den er mere end det: for de allerfleste er den et udtryk for den åndelige dimension ved tilværelsen, som de ikke vil afskrive og ikke vover at afskære sig fra. Samtidig er den lidt af et irritationsmoment, fordi man har lidt sløj samvittighed over, at man alligevel ikke vil investere mere end en beskeden part af sig selv i forhold til den - utroligt nok, når kristendommens mening faktisk er den modsatte, nemlig at give mennesket en god samvittighed.
I vores hverdag føler vi ikke, at den har nogen betydning. Ja, når den alligevel melder sig på banen, er vi ikke fri for at føle den lidt anmassende, som om den forlanger mere af os, end vi egentlig bryder os om - blander sig på en ubehagelig måde, når den f.eks. fastholder os på vores ansvar overfor vores lidende næste og vores pligt til at vise barmhjertighed.
Selv når vi giver den plads i vores liv, er hverken tøven eller tvivl forbi; vi reserverer den til specielle områder af vores tilværelse eller specielle lejligheder. Kun modstræbende indlader vi os med den - og ikke for meget. Og det har vi al mulig grund til. Se bare, hvordan det gik Simon Peter.
Peter havde ikke brug for Jesus. Det var ikke ham, der havde sendt bud efter Jesus for at få et godt råd med hensyn til fiskeriet. Da Jesus alligevel giver ham et godt råd, kan han dårligt skjule sin modvilje: »Vi har fisket hele natten.« Hvorfor kommer du og blander dig? Det er galt nok, at fangsten er dårlig, men nu skal vi oven i købet forstyrres i vores arbejde.
Peter er både tøvende og tvivlende. Jesus kommer og bringer uorden i hans hverdag. Alligevel gør han hvad Jesus råder ham til. Hvorfor? Vel ikke bare af høflighed. Men måske, fordi han - modstræbende - følte, at her mødte han noget, som han måtte bøje sig for. Efter den utrolige fangst siger han til Jesus: Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.
Gå bort fra mig - det kan forekomme underligt, at han siger sådan til en, der lige har hjulpet ham til en gevaldig fangst. Hvorfor sagde han ikke: »Bliv her, Herre, og hjælp os fremover!«? Fordi Simon Peter nu er helt på det rene med det, som han allerede anede, da han sejlede ud igen - at det er en helt anden fangst, der pågår her. Han indser, at det er ham, der er ved at blive fanget. Han mærker allerede krogen i sig, og det er det, der får ham til at sige: GÅ BORT. Men Jesus lader ham ikke slippe af krogen. Han siger: Følg med mig, for jeg har brug for dig. Det kommer der af at indlade sig med Jesus.
Det er ikke Peter, der har valgt Jesus. På Peter passer den karakteristik også: den mest tøvende, modstræbende, tvivlende. Men det får altså ikke Jesus til at gå - eller til at lade Peter gå. For Jesus har valgt Peter. Og selvom Peter stritter imod, så ender han dog med at bøje sig. Også langt senere kan han karakterisere det, han har mødt med det ene ord »glæde« - uanset alt, hvad har måttet gå igennem (1. Peter 4,13).
Det var ikke småting, der blev krævet af Peter. Så vores tvivl og tøven i forhold til kristendommen er forståelig nok. Man risikerer noget ved at indlade sig med Jesus. Og alligevel er han ikke sådan at komme udenom - sådan som han ikke var det for Peter. Jo naturligvis stod hele tiden den mulighed åben for ham at gå. Men han gjorde det ikke. Han gjorde det ikke, fordi det, der var sket, var stærkere end ham. Fordi han vidste, at det var ganske vist kun ved at gå, at han kunne vende tilbage til den gammelkendte hverdag, men så ville han også være gået glip af noget, der var vigtigere end alt andet, af virkeligheden selv, så ville alle dage herefter være grå. Så i stedet for gik Peter fra alle ting og fulgte Jesus.
Det er muligt, at vi i vores hverdag ikke føler, at kristendommen har nogen betydning, og at vi også kun tøvende og tvivlende giver den en afgrænset plads i vores tilværelse. Og dog har Jesus krogen i os. Det er ikke os, der vælger ham, men det er ham, der har udset sig os. Ikke for at opfylde vore ønsker, men fordi han har en opgave til os, til hver enkelt af os, hver på vores sted.
Og selvfølgelig kan vi da rive os løs - men det er ikke ensbetydende med, at han slipper os. Men vi kunne jo også gøre som Peter, der i al sin tøven og tvivl tog ham på ordet - og se, hvad det er, han vil os, og hvad det er, han har til os. Men så vil intet mere blive, som det var.
Hvis det, vi ønsker, er, ikke at blive forstyrret i vore cirkler, så er det bedre at holde sig på lang afstand af ham. Og så glemme alt om det der store ord »glæde«. Men hvis vi alligevel ikke kan få os til at opgive det, ja, så må vi som Peter følge evangeliets kalden på os.
Amen