Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter trinitatis, 31.07.2011
Predigt zu Mattæus 5:20-26, verfasst von Poul Joachim Stender
I det gamle testamente står der ved Nilens bred syv smukke og velnærede køer og græsser mellem sivene. Pludselig stiger der op af flodens grumsede vande syv grimme og magre køer. I løbet af et kort øjeblik giver disse grimme og magre køer sig til at æde de fede og smukke køer. Hvorfor i alverden findes der sådan en fortælling i biblen? Det gør der, fordi det er en menneskelig erfaring gennem årtusinder, at velstand følges af krise. Det er en moderne illusion at vi år efter år kan fortsætte med vækst og fremgang og velstand.
Går man fra Det gamle Testamentes jødiske verden til den græsk-romerske verden, så ser man, at de samme tanker også er der. Man har begrebet hybris og nemesis. Hvis det som menneske gik en for godt, hvis man havde for meget lykke og held i sit liv, begyndte man at blive bange. Det var overmodigt at tro, at sådan noget kunne fortsætte. Det ville uundgåeligt blive ramt af nemesis. Skæbnen.
Den persiske kong Xerxes er et eksempel på en, der begik hybris. Han skabte det første verdens imperium. Han troede, at han kunne underlægge sig hele verden. Men grækerne bankede ham ved Marathon, Salamis og Platæa med hære, der var langt mindre end de persiske. Xerxes straffes i følge græsk tankegang for sit overmod. Hvis det er rigtigt at vore danske ordsprog akkumulerer folkets viden og erfaringer, så har vi også på dansk ordsproget. Hovmod står for fald.
Verdens finanskrise er slet ikke en finanskrise. Det er en menneskelig krise. Det er resultatet af hovmod og hybris og manglende ydmyghed. Hele den rige verden undrer sig nu over, at alt ikke fortsat er succes og fremgang. Den samme reaktion oplever man som præst gang på gang hos mennesker der bliver ramt af sygdom. De er sikre på, at sundhed og lykke er en menneskeret. Alle synes at have glemt, at vi er dødelige og sårbare. Det er vore økonomier og politiske systemer også.
Religionen skal ud af det offentlige rum. Det er blevet sagt af flere politikere. Kirkerne skal hviske deres budskab bag nedrullede gardiner ligesom den elskende hvisker en øm kærlighedserklæring i sengen til den elskede. Bag disse udtalelser står en snæversynet og krampagtig verdslighed, som ikke bare truer med at tørre vor sjæl ud. Men hvor er det tåbeligt at tro, at kun en politisk debat, der er renset for religion, kan sikre menneskerettighederne og demokratiet.
Vi har fra prædikerstolene talt om en åndelig krise i befolkningen uden at blive taget alvorligt. Vi har råbt op om at Europa fører krig mod Gud. Men det er klart at magthaverne ikke har været interesseret i vort budskab. Et åndeligt dødt folk, er langt bedre forbrugere end et folk, der indser, at det ikke er husets størrelse eller bilen eller karrieren, der gør livet stor. Men noget så banalt og alligevel dybt kompliceret som nærvær, tro, kærlighed, håb.
Velstandens præsteskab er ikke længere præster i sorte kjoler og hvide kraver. Det er gået hen og blevet præster i kjolesæt og slips. Bankdirektørerne. De kunne give folk det, de længtes efter. Paradis her og nu. Penge til mere forbrug. Penge til større ejendomme. Ved at give, fik de selv indfriet tidens hunger. Endnu flere penge til eget forbrug. Endnu flere penge til fast ejendom.
Julen 2008 brugte vi 10milliarder kroner på mad, drikke og julegaver. Næste år, julen 2009, hvor alle talte om at krisen havde ramt os dybt, brugte vi 9 ½ milliard kroner. Sammenligner vi os med jordens fattige lande, er det svært at se frygtelige konsekvenser her i Danmark af den såkaldte økonomiske krise. Men det er en kendsgerning at grimme, magre køer er steget op af verdens grumsede finansielle vande og er ved at æde de fede køer. Så lad os udnytte den økonomiske nedgang, til at erhverve os åndelig rigdom.
I bjergprædiken i dag har vi nogle ord af Jesus, som sætter alting i perspektiv. Det gamle bud lød: Du må ikke slå ihjel. Men Jesus skærper buddet. Det er ikke bare dem, der dræber med våben, der er drabsmænd. Vi er alle mordere, fordi vi bliver vrede på hinanden og udslynger hårde og krænkende ord til hinanden. Kan I ikke se det? Guds søn gør os lige. Ingen af os kan gå rundt og pege fingre af hinanden og sige til den og den: Jeg er et bedre menneske end dig, fordi jeg aldrig har begået et drab. Det passer ikke. Vi er alle lige onde og alle lige gode. Derfor må vi bruge finanskrisen, som dybest set er en menneskelig krise, til at fokusere på det glemte begreb ydmyghed.
Hvorfor fik vi den økonomiske krise? Det gjorde vi, fordi vi ikke var ydmyge. Vi var ikke bange for, hvad velstanden ville gøre ved vore tanker. Vi var mere optaget af, at erhverve os gods end at lytte til evangeliet om tro, håb og kærlighed. Vi var heller ikke ydmyge overfor luften, vandet og jorden. Det var ikke Guds gaver. Det var en ressource, som vi kunne gøre med, hvad der lystede os. Men værst af alt. Vi var ikke ydmyge overfor Kristus og hinanden. Vi erkendte ikke, at vi er dødelige væsner, der er udleveret totalt til Guds nåde og vore medmenneskers medfølelse.
Men nu er krisen over os. Lad os bruge den på en smuk måde. Det er tid til at genopdage ydmygheden. Tid til at forlige sig med sine uvenner. Tid til igen at sætte masser af børn i verden. Det er et demografisk selvmord, at de europæiske mænd og kvinder er blevet så bange for at få børn. Og så er det først og fremmest tid til igen at tro, at der er en Gud, der elsker os. Men også stiller krav til os om, at sætte vor næste, vor planet, ligeså højt som os selv.
Amen