Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
7. søndag efter trinitatis, 07.08.2011
Predigt zu Lukas 19:1-10, verfasst von Peter Fischer-Møller
At se -
ved man for alvor hvad det er
at se?
Træer, fugle, ansigter på gaden i sporvogne -
er det at se?
Alting stiller sig op.
Det er bare at fotografere af.
Men at se
er at belure motivet
når det ikke føler sig iagttaget.
Jeg ligger på knæ for mit nøglehul
og ser:
konen fra fjerde står stille og puster -
hvem andre end jeg har set hende indrømme sin fedme?
Postbuddet klør sig bagi udenfor min dør.
En ung mand tørrer nervøst sine hænder i ærmet
atter og atter - det hjælper ikke.
Levemanden tar sig til hjertet med stive blikke,
tiggeren smiler hoverende på nedturen,
den ranke synker sammen
og pjokket retter sig op,
jeg ser, jeg ser
for første gang,
jeg knæler for mit lille alter,
mit nøglehul som sandheden
blæser koldt igennem -
endelig kan jeg ånde,
endelig kan jeg rigtig se, nu
da ingen iagttager mig.
Sådan beskriver digteren Benny Andersen i digtet Voyeur en nutidig Zakæus, manden, der gerne ville se, gerne ville kunne iagttage de andre, manden som sad i skjul og kiggede ud - ikke gennem et nøglehul, men mellem bladene på et morbærfigentræ, den nysgerrige, der gerne selv ville undgå de andres nysgerrige blikke.
Med Lukas fortælling om Zakæus, der sidder deroppe i træet og gemmer sig, mindes vi om en af de allerførste historier i Biblen, Paradismyten om Adam og Eva, der spiste af kundskabens træ, det træ Gud havde forbudt dem at spise af. Og pludselig kunne de se, at de var nøgne. De skammede sig for hinanden og lavede sig lændeklæder af figenblade. Og da Gud gik igennem haven, skjulte de sig for ham mellem buskene.
"Adam, hvor er du?" kaldte Gud. Forfærdeligt er det for Adam at blive afsløret, at blive stillet til ansvar for sine handlinger. Og det første, han gør, er da også at prøve at skubbe ansvaret fra sig, at skyde skylden på Eva, som skylder den på slangen. Forfærdende er det for Adam og Eva at blive vist ud af haven til et hårdt liv derude på marken øst for Eden. Og med sig tar de skammen over at blive set og behovet for at skjule sig. Myten om Adam og Eva er en af grundhistorierne om det at være menneske, om det at blive et voksent menneske.
Vi spiser af kundskabens træ, vi lever i en verden, hvor godt og ondt er grundigt blandet sammen, og hvor det derfor er rigtig vigtigt at erhverve sig kundskaber, at lære at skelne mellem godt og ondt. Vi lærer ikke bare at være til her og nu, men at vurdere det liv, vi er en del af og de mennesker vi er sammen med. Vi bruger ikke bare øjnene til at orientere os, men også til at vurdere.
Og efterhånden som vi får træning i det, lægger vi mærke til, at ting og mennesker ikke uden videre er, hvad de tar sig ud til på overfladen. Vi giver os til at bedømme og vurdere andre, og vi opdager at andre også bedømmer og vurderer os. Vi mærker deres afslørende blikke. Og vi ser på os selv med andre øjne, vi ser på os selv med de andres øjne. Vi ser fejl og mangler. Vi føler os nøgne og sårbare. Hvad tænker de andre om os? Duer vi? Vi gemmer os for hinanden. Vi gemmer os bag smukt tøj og pyntede historier. Vi skammer os og skjuler os.
Måske siger I: det passer da ikke! Måske var det sådan i gamle dage, i strengt religiøse miljøer, at man på den måde gik rundt og følte skyld og skam og var bange for andres blikke. I dag er det jo da helt andre melodier der spiller. Lige fra børnehaven af lærer vi at optræde og føre os frem. Selv her i jantelovens hjemland er det blevet OK at skilte med alt det vi har og er og kan. Og det er fuldstændig rigtig. Beskedenhed og ydmyghed står ikke i særlig høj kurs i de her år.
Men betyder det, at vi er blevet skammen kvit? Jeg tvivler. Jeg tror bare vi har fundet nye måder at skjule os på. Vi skjuler os bag den smukt klippede ligusterhæk og historierne om de vellykkede ferierejser og den harmoniske familie og det udfordrende job. Vi skjuler det usikre, sårbare menneske, der bor inden i os. Og vi føler os forfærdelig udstillede og afslørede, når livet krakelerer for os, når vi går ned med stress på arbejdet, og de rentefri lån bliver svære at få betalt tilbage, når familien går op i limningen, og det bliver tydeligt, at smilet på feriebillederne mest var for fotografens skyld.
Vi prøver at gemme det og glemme det ved i stedet at vende blikket mod de andre. Vi sætter os bag nøglehullet sammen med Benny Andersen og iagttager nabokonen, der er blevet for fed og postbuddet, der er pinlig, den unge usikre mand med de svedende hænder og direktøren med hjerteproblemerne. Vi giver os til at dømme og bedømme de andre, måske i håbet om at opdage, at vi i sammenligning med dem ikke behøver at skamme os helt så meget.
Det er i det her perspektiv, jeg nu vender mig til historien om Zakæus.
Et godt fast job og en masse penge var dengang som i dag noget der normalt sikrede en mand position og prestige i samfundet. Zakæus havde begge dele. Han var overtolder og meget rig, men samtidig var han foragtet. Folk i Jeriko så ned på ham, fordi han tjente sine fede penge ved at samarbejde med den romerske besættelsesmagt. Han var en slags landsforræder. Sådan blev han betragtet og behandlet af de andre i byen, som én der var opgivet af mennesker og dømt ude af Gud.
Måske havde den lille Zakæus skammet sig over at være så lille og uanseelig, måske havde han håbet at vinde sig venner ved sin rigdom, at blive anset og respekteret. Men det var altså ikke lykkedes. Zakæus var blevet en ensom og hård mand.
Sådan kunne den lille overtolder have levet sit liv til ende. Folk ville have grædt tørre tårer ved hans død, og vi ville aldrig have hørt om ham. Men Gud har andre planer med Zakæus. Gud har andre planer med hver næste af os end det, at vi skal fortabe os i vores egne mislykkede forsøg på selv at tildække vores skam og udstille andres fejl og mangler.
Nogen må have fortalt Zakæus om Jesus, om den mærkelige profet fra Nazareth, der fortalte de mest overraskende historier om Gud, om Gud som hyrden, der forlader sine 99 får for at gå ud og lede efter det ene, der er blevet væk, og som ikke giver op, før han har fundet det. Om Gud som faderen, der tager imod sin fortabte søn med åbne arme. Ja, ikke alene fortalte profeten fra Nazareth den slags historier, han omgikkes også den slags mennesker, som andre regnede for håbløse og fortabte, de syge, de gamle, ja selv byens prostituerede behandlede han med respekt som et medmenneske, som et Guds menneske.
De historier havde vakt Zakæus nysgerrighed. Måske havde de pirket til hans drøm om et liv, der kunne være anderledes end livet bag pengesækkene. I hvert fald havde rygtet om manden fra Nazaret fået Zakæus ud af sit skjul i toldboden og op i et morbærfigentræ, hvor han sad og gemte sig mellem bladene som en anden Adam.
Og det viser sig, at det er sandt, hvad han havde hørt. Gud havde virkelig øje for de fortabte, ikke kun for fåret, der havde forvildet sig i ødemarken, men også for et lille menneske, der havde forvildet sig i pengenes og magtens verden, og som sad som en anden voyeur og betragtede folkemængden og den mærkelige profet fra Nazareth deroppe fra sit skjul i morbærfigentræet.
Det passede ikke hvad folk havde hvisket i krogene i Jeriko, og med deres blik havde vist den lille Zakæus, når de surt betalte deres skat: at han var uhjælpelig fortabt. At han ikke bare var foragtet af mennesker, men også afsløret og dømt ude af Gud. Det viste sig, da Jesus standser op ved foden af det store morbærfigentræ. Og kalder på ham: "Zakæus, skynd dig at komme herned!"
Jeg er sikker på, at Zakæus har følt sig lige så forfærdet, som Adam i Paradiset, da Gud kaldte: "Adam, hvor er du?" Og skaren, som trængtes omkring Jesus, og som nu fik øje på den lille tolder deroppe i sit skjul, de har tænkt: "Hvis Jesus virkelig er en profet, hvis han virkelig taler og handler på Guds vegne, så, nu får den lille mide til Zakæus nu endelig den opsang, han længe har fortjent!"
Men der under morbærfigentræet i Jeriko ændres historien. Der får vi en anden fortælling om Gud og mennesker end den gamle fra skabelsens morgen. Der handler det ikke om afsløring og udvisning, men om kærlighed og fællesskab. Kun et øjeblik varer Zakæus forfærdelse over afsløringen. Så siger Jesus det helt overraskende til den lille skamfulde mand: "I dag skal jeg være gæst i dit hus."
Et stærkt udtryk for accept og fællesskab på trods: det at sætte sig til bords og spise sammen. Og Zakæus skynder sig ned og tager glad imod ham. For første gang i umindelige tider er han blevet set som et menneske, et medmenneske.
Jesu kærlige blik forvandler det hele for Zakæus. Han bliver fyldt med glæde. Og glæden farver også hans syn på de andre folk i Jeriko. Han opdager at de ikke bare er skatteydere og mulige kilder til forøget rigdom for ham selv, at de - selvom de har vendt ham ryggen - også er mennesker, medmennesker, mennesker som er skabt og elsket af Gud som han selv. Og de penge, der indtil for et øjeblik siden var hans skjulested og beskyttelsesdragt, dem deler han nu rundhåndet ud af.
Jeg er sikker på, at Zakæus til sin død huskede den dag i morbærfigentræet i Jeriko, den dag da han blev fundet af Gud, den dag da Gud selv inviterede sig indenfor, den dag da livet ikke bare var noget Zakæus drømte om eller betragtede på afstand, men noget han blev inviteret med ind i.
I dag er det os, der inviteres til at opgive rollen som voyeurer og iagttagere. I dag er det os, der inviteres til at være med, til at lægge skammen fra os, forlade pladsen i skjul bag nøglehullet, hvor vi gemmer os selv og bedømmer og fordømmer de andre. I dag er det os der inviteres med ud i livet, ud der hvor vi ikke længere er de andres modmennesker, men genkende hinanden som medmennesker.
Jeg vil slutte som jeg begyndte med et brudstykke af et digt af Benny Andersen, en genklang af evangeliet:
Ånd på mit hjerte og tæl så til ti
hør hvor det vågner af glæde.
Vis os dit ansigt, før alt er forbi,
så er vi alle til stede.
Amen.