Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
8. søndag efter trinitatis , 14.08.2011
Predigt zu Matthæus 7:15-21, verfasst von Anders Kjærsig
På Areopagos holdt den lærde filosof Nicolaj en tale om menneskets status. Han indledte med at citere Protagoras velkendte sætning: „Mennesket er altings mål." Herefter fortalte han vidt og bredt, hvordan man skulle indrette et samfund, hvor flest mulige havde det godt.
Rom skulle være en Republik og folket skulle have magten. Der skulle være mulighed for uddannelse for alle med filosofi som hovedfag. Kulturen og åndslivet skulle blomstre som aldrig før for menneskehedens bedste. Religion skulle være en privat sag uden offentlig og politisk indblanding og kun juridisk underlagt Pax Romana.
Det sidste begrundede Nicolaj med, at det, der elsker mennesket højest, nødvendigvis må være mennesket selv og ikke Gud og da Rom er for menneskets bedste, må ingen religiøs overbevisning overskygge det.
Alt imens Nicolaj talte, rejste der sig pludselig en gammel slidt mand, afbrød ham og sagde: Mit navn er Leonard og jeg ved Gud er kærlig. Han elsker mig og beskytter mig og er med mig, hvorhen jeg end går. Han har givet mig sin søn, en mand lige som mig, et udskud, der samler de udskudte op. Ham følger jeg og ikke Pax Romana. „Ham lider jeg med for også at herliggøres med ham" (Rom. 8,17).
Romerne og jøderne hånede ham, pinte og piskede ham, bankede nagler gennem hans hænder og føder så blodet flød, fordi han ikke elskede Gud og menneskene, som de gjorde. Inden han døde sagde han til forbryderen på korset ved siden af: „Fra nu af er du med mig i paradiset." Forbryderen kunne være mig.
Herefter åndede han ud og i det samme rystede jorden og forhænget ind til det allerhelligste flænsedes i to dele. Alle løb, panik, panik. De færreste forstod, at med denne mand var Guds rige brudt igennem i en verden af vold og udnyttelse og angst og frygt. Lamme gik og blinde så og døve hørte og spedalske blev renset; dæmonerne hylede af skræk og sprang i søen og druknede sig, de feje svin.
Leonard holdt en lille pause og Nicolaj tog atter ordet en lille smule rystet over den intensitet med hvilket han havde talt, men alligevel interesseret i en dialog:
Kære Leonard, jeg er da glad for, at du har fundet noget, som giver dit liv mening. Men det må være for egen regning, hvem du kalder for Herre. I Rom er alle ikke kristne. Der er både stoikere, epikurerer, kyniker, jøder og mysteriereligioner: Attis, Isis og Mitras. Kristus er ikke den eneste sandhed. Han er kun én blandt mange og i forhold til Pax Romanum relativ.
Leonard tog igen ordet: Ingen verdensorden og intet menneskesyn er stærkere end Kristus. Ingen profeti og ingen profet kan opvække de døde og give mennesket mod til at leve i en verden uden ende. Ingen filosofi eller politisk ide kan rumme blot en flig af denne Sandhed. „Den som er Herre over himmel og jord, bor jo ikke i templer, bygget af hænder" (act.17,24). Han omslutter det hele, hver lille celle i den menneskelige krop holder han om. Han er menneskets Gud, fordi han som Gud blev menneske.
Ham beder jeg til, Vor Fader, Vor Herre, Vor konge, Vor frelser. Og ikke til eller til altet eller universet, kosmos, urilden, det første, største, ene og hele. De er alle abstraktioner, tankespind uden nogen virkelig smerte, uden krop og puls, de er som stentavler og grafiske formler døde bogstaver, verdensfjern, uden håb og drømme.
Nicolaj bryder hurtigt ind en smule aggressiv: Biblen består vel lige så meget af døde bogstaver som alle mulige andre bøger og traktater. Og den er, så vidt jeg ved, ikke mindre verdensfjern. Opstandelse, evigt liv, de sidste tider, åbenbaringer, dæmonuddrivelser, helbredelser og tegn af alle mulige arter forekommer mig endog mere end verdensfjern. Og hvad angår blod og smerte og død, så er det velkendt for enhver forfatter, uanset om det så er en dogmatik eller en filosofi eller en etik, de skriver.
Tværtimod vil jeg hævde, at en etik og et menneskesyn, der ikke har behov for en Gud, hverken hans søn eller hans ånd eller hans ord, er langt mere virkelighedsnær end evangelisternes syn på ditto.
Leonard siger roligt: Du skal ikke blot elske de andre som dig selv. Du skal elske de andre mere end du elsker dig selv. Du skal elske din fjende, din modstander, din rival, du skal elske den, der forbander dig og hader dig. Falder dit filosofiske system til jorden, skal du elske dem, der var skyld i dets fald; krakelerer din politiske ide, skal du på trods af det elske det menneske, der svigtede den; styrter din etik til jorden, skal du elske dem, der lod den styrte og overtrådte den.
Når folket ser bjælken i dit øje, skal du se splinten i deres. Du skal tilgive dem, bærer over med dem, vende den anden kind til, hvis de slår dig på den ene. Når de dømmer dig, må du ikke dømme dem. Du skal være langmodig og overbærende, udstå forfølgelser og trængsler og alligevel og på trods elske.
Kære Nicolaj, kan du skrive det ned i en bog og gøre det til en formel for din menneskelige færden og vel at mærke leve op til det? Kan du kortlægge en virkelighed, der tager højde for det uforudsigelige, der ligger i mødet med det andet menneske? Jeg tror det ikke!
Enhver filosofi, etik og politik er jo kun et forkrampet forsøg på at systematisere sig frem til en mellemmenneskelig praksis, der, uanset hvor storartet og storstilet den er, aldrig overbyder den radikalitet, det gys og den rystelse, som evangelierne indeholder. Her bliver man bange, fordi man ikke kan elske nok og ikke kan undskylde sig ved at pakke sig selv og sine ideer ind i traktater.
Guds ord holder nemlig blodet i kog, så vi ikke falder til jorden for systemer og ideer, men til stadighed lader sprækken ind til det andet menneske forblive åbent, som et sår vi aldrig kan hele. Vi kan tro på, at Gud vil lade vore handlinger være frugter af et godt vintræ, men vi kan ikke plante træet og få det til at gro.
Nicolaj: Man behøver da ikke at sætte Gud ind som mellemmand i forholdet mellem mennesker. Hvorfor ikke lade mennesker mødes af sig selv uden Gud? Hvorfor ikke bygge et samfund, hvor vi bruger det fra Biblen, som er gavnligt for den mellemmenneskelige færden og ellers kasserer resten?
Leonard: Troen på Gud er en erfaring af at være elsket. Den erfaring føder de handlinger, som er til næstens bedste. Man skal ikke råbe „Herre, Herre," men blot gøre „min himmelske faders vilje." (Matt. 7,21).
Nicolaj: Det er muligt, men det må blive en anden gang. Nu vil jeg videre med min tale. Om du tror på det, jeg siger, er op til dig, blot du tier.
Leonard: Amen.