Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
9. søndag efter trinitatis, 21.08.2011
Predigt zu Lukas 16:1-9, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Det her er en umoralsk historie om snyd og bedrag. Lige til at forarges over. Det kan vi godt lide, og derfor lyder det også velkendt, - som noget vi hørte i går eller kan læse om i avisen i morgen. Måske når en direktør i et stort selskab begår underslæb, firmaet mister penge, og bestyrelsen får nys om, hvad der foregår. Regnskabets time er inde, men imens er lige tid til at skaffe sig venner ved hjælp af sin stilling.
Den økonomiske uærlighed ser vi hele tiden. Ugebladenes forsider viser de meget velhavende med store huse hjemme og i udlandet, og de står der i designet tøj med store biler og smiler. Lidt efter er de afsløret i en skandale, de går konkurs, eventyret må slutte. Men efter en tid er de tilbage foran andre huse, med ny kæreste, nyt smil, nye venner.
Sommetider løber bedrageren med sympatien. Der er en vis respekt omkring kloge svindlere. For få år siden var der netop sådan en sag, hvor dyre gaver og en generøs livsstil var en del af svindlen. Folk kunne simpelthen lide manden, og sympatien hang ved længe efter, at illusionen brast, og både mand og millioner var forsvundet i den blå luft.
Men forargelsen her kommer bag på os. Vi troede, vi skulle forarges over den uærlige godsforvalters skrupelløse svindel, men forarges i stedet over at forvalteren roses for at handle klogt. Helt uafhængigt af, om det er den rige mand eller Jesus, der roser ham, så er det forargeligt, - for verdens børn. Som straks efter må forarges over egen forargelse.
Jesus overrumpler os - igen! Historien bliver et spejl, der holdes op, så vi havner foran det og ser os selv i forvalterens sted, - og har brug for den nåde, der forargede os lige før. Det forargelige ved nåden er, at den stiller alle lige. Det er forargeligt for os verdensmænd og -kvinder, der er vant til at skulle konkurrere, måles og bedømmes for at blive anerkendt.
Se dig omkring, se, hvordan verdens børn knokler som små æsler for at være uundværlige på arbejdspladsen, løber for at nå familielivet og sveder for at se godt ud, ja, selv fritiden stiller krav om at kunne pynte i udstillingsmontren med meningsfyldt frivilligt arbejde, de rigtige venner og god tid. (Hvor den så skal komme fra med alt det, der præsteres?)
Verdens børn konkurrerer sig til det. Lighed er ikke et princip, der kan hyldes i et samfund, hvor der knokles så hårdt for anseelsen. Spørgsmålet er, for hvis skyld gør vi det?
Nogen vil straks svare, at det da er tegn på liv og overskud, at det er sådan, - er det måske ikke godt, at vi ikke længere skal nøjes med brød på bordet og legemligt hårdt arbejde fra morgen til aften? Andre vil værge for sig og mene, at de er udenfor ræset, at de ikke vil ligge under for præstationspresset, men leve i deres eget tempo. Atter andre kan bare ikke følge med, - men også de bombarderes af billeder og markedsføring, der signalerer, at livets mening er det fyldte, prestigefyldte og tempofyldte, personlige liv - lige til udstillingsmontren.
Der er streg under personligt, for hver har sit liv, med sine mål og drømme, - og familie og omgivelser er bare heldige, hvis de passer i drømmen. Men det er ikke en vision om det bedste for fællesskabet, der driver værket. Det er den individuelle drøm, der leves ud - så vidt muligt.
Jeg siger ikke et ord om, hvorvidt det er godt eller skidt, jeg er ikke ude på at stille mig an som kultur pessimist eller sur moralist. Jeg iagttager, at det er sådan, og jeg ser mig selv løbe med i musehjulet meget af vejen. Der er inerti i verdens bevægelse.
For hvis skyld er det væsentligt at kunne det hele, eller i al fald at kunne give udseende af det? Hvem er det, vi vil anerkendes af eller hos? Psykologien siger, at den anerkendelse, vi ikke fik som børn, angler vi efter resten af livet. Alle er ramt, fordi vore stakkels uperfekte forældre alle har haft én eller anden brist, ét eller andet svigt, hvor de ikke fik anerkendt os. Freud stempler os alle som neurotikere, og Woody Allen har gjort det trendy at være lidt småneurotisk.
Men hvad er der galt, siden der skal knokles så afsindigt for anerkendelsen? Er det sådan, at der er en fælles forældrefigur et sted, der spøger? Et ophav, vi ikke fik anerkendelsen hos? - og er det grunden til, at vi nu må knokle for at bevise, at vi kan mestre livet? En kollektiv neurose?
I forbindelse med tragedien i Norge kom den kollektive skyld på bane som en overvejelse. Den har vi ellers ikke hørt fra længe. Kollektiv skyld er noget, vi nødigt taler om. Vi har den i forhold til klimaforandringer, forurening, den truede biodiversitet, overforbrug og al verdens fattigdom og ufred; den forstyrrer vore børns søvn og drømme, så vi overvejer at skærme dem fra nyhederne. Vi føler en kollektiv skyld, for ellers ville vi være mindre handlingslammede i forhold til klodens fælles problemer. Men tale om det, gør vi ikke. Ikke for alvor.
En kollektiv neurose og en kollektiv skyld, det er tunge sager! Måske er det derfor, vi knokler løs for at mestre det personlige liv? Vi omgiver os med venner og sikkerhed, anerkendelse og kontrol. Hvem står vi til regnskab overfor?
Vi er håbløse til det ufortjente, nærmest uduelige i kunsten at tage imod. Der måles og afvejes, forventes der nu noget af mig til gengæld? Skal jeg gøre mig fortjent til det her? Om det så er evighed, er det blevet til en konkurrence, et spørgsmål om ydelse.
De gode og altid knoklende farisæere forarges over, at de umulige og mislykkede toldere og syndere skal indenfor i Guds Rige. De har ikke fortjent det! Nåden er urimelig! Guds retfærdighed er uretfærdig, og det kan da ikke være rigtigt, at kærligheden ikke gør forskel?
Nej, dét kan ikke være rigtigt! Kærligheden gør forskel! Den er det eneste, der gør forskel! Det er den, der skaber ud af intet og rejser en fremtid af ruiner. Det er den, der fylder lys i blikket og glædeslatter i munden på den, som var knust, såvel som på den, der var forarget.
Guds kærlighed gør forskel, - den er den anerkendelse, der tager børnene alvorligt. Regner dem for kloge lysets børn, der kan stå til ansvar. Børn, hvis gerninger har betydning for andre børn. Lysets børn, der vil dele hjemmet i de evige boliger med venner og derfor generøst forunder alle andre at være børn på lige fod.
Børn, som forstår, at kærlighed ikke kan deles i stykker, store og små stykker, som var det en kage, men at den altid er hel og fuldkommen, og at den er uden at være fortjent. De evige boliger er ikke en flidspræmie til dem med karakterbogen i orden. De evige boliger er opfyldelsen, fuldendelsen af alt det foreløbige, stykkevise, det brudte, itugåede, tabte.
Nåden er, at dér har selv de mislykkede og uduelige, de knuste hjerter, de forbenede og de uimodtagelige et hjemsted, ikke på særlige vilkår eller tålt ophold, men i en kærlighed, som gør en forskel for de stakkels hårdtarbejdende verdens børn, der endelig får at vide, at vi er Lysets.
Amen!