Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter trinitatis, 28.08.2011
Predigt zu Lukas 19:41-48 , verfasst von Birgitte Graakjær Hjort
Jesus græd! At mennesker sådan i al almindelighed græder - det er der ikke noget unormalt i. Små børn for eksempel kan græde, så tårerne står ud af øjnene på dem eller løber ned af kinderne. Det sker som regel flere gange om dagen, så længe de er små. Voksne mennesker er mere forskellige. Nogle græder aldrig. Næsten ligegyldigt hvad der sker. Det sker måske et par gange i deres voksenliv, at de bryder ud i gråd. Og da er omgivelserne klar over, at der er noget helt særligt på færde. Andre voksne græder ofte. Enten fordi de let bliver bevæget over noget. Eller fordi de bliver meget kede af det. For dem er der ikke noget unormalt i at græde. Men at Guds søn græd - dét er usædvanligt! Det er vi slet ikke vant til at høre om. Hele Det Nye Testamente fortæller kun om to gange om, at Jesus græd. Så vi fornemmer godt, at der er noget helt særligt på spil, når det sker.
Hvad var det da, der gjorde så dybt et indtryk på Jesus, at han ligefrem græd over det? Ham, der ellers næsten aldrig græd. Hvad er det, der ka´ få mennesker til at bryde ud i gråd?
At græde udsender et signal om, at man er hjælpeløs. Vi græder, når der er sket noget, som gør os ondt, og som vi ikke kan gøre noget ved. Når vi må opgive at ændre det. - At Jesus græd forekommer derfor desto mere tankevækkende. For han havde jo magt og myndighed til at ændre på tingenes tilstand. Han havde som Guds søn himlens kræfter til at bestemme over stormene og få døde til at blive levende igen. Han kunne helbrede sygdomme og drive dæmoner ud. Jesus var stærk som ingen anden! Hvis HAN opgav og begyndte at græde, hvordan skal vi andre så klare os? Lidt som at opleve sin far eller andre voksne, som vi ikke plejer at se græde, pludselig bryde helt sammen. Det bliver vi forskrækkede over.
Men Jesus græd altså. Der var noget, der berørte ham så stærkt, at han, der ellers ikke plejede at græde, pludselig lod tårerne flyde. Hvad var det for to situationer i Jesu liv, der gjorde så stort et indtryk på ham, at han ikke ku´ holde gråden tilbage?
Jo, den ene gang, Jesus græd, det var, da hans ven Lazarus døde. Jesus så, hvor fortvivlede Lazarus' to søstre var. De var helt knugede af sorg. Og der var samlet en flok mennesker omkring dem, som også var meget kede af det. Jesus så hvor ubarmhjertigt døden skiller mennesker fra hinanden. Han så den fortvivlelse, de efterladte stod tilbage med. I den situation græd han.
Vi ved ikke præcist, hvorfor han begyndte at græde over det. Han havde i flere dage vidst, at Lazarus var død, og han vidste vel også, at han selv ville vække Lazarus til live igen? Så det kan næppe have været savnet af Lazarus som en elsket ven, der fik Jesus til at græde. Det må have været noget andet, der udløste den reaktion hos ham.
Måske græd Jesus snarere over, hvor barsk livet ka´ være for mennesker, når vi mister. Måske var det en af de situationer, hvor det stak ham i hjertet at opleve, hvor voldsomt det ka´ være for mennesker at sørge og savne. Jesus græd med andre ord over at se, hvor ondt det kan gøre på mennesker, når døden fjerner én, de holder af. Guds søn græd af regulær medfølelse med de lidende.
Den anden gang, Det Nye Testamente fortæller om, at Jesus græd, var ved den lejlighed, vi hørte om i dag. Jesus stod højt oppe på Oliebjerget med fuld udsigt over Jerusalem. Han stod og kiggede på den by, han elskede. Han stod og iagttog det folk, han var sendt til som de første.
Men de tog ikke imod ham som den Guds søn, han var. Han var kommet for at hjælpe og lindre. De ville bare ikke have nogen hjælp. De var forstenede i deres afvisning af ham. Tillukkede og skeptiske. Hvis Gud skulle hjælpe dem, kunne det i hvert fald umuligt foregå gennem en person som Jesus, mente de. Han var ikke overbevisende nok. Ikke magtfuld nok. Ikke teologisk korrekt. Ikke tilstrækkelig anerkendt. Og færdedes i øvrigt heller ikke på de bonede gulve. De vidste ikke selv, hvad der tjente til deres fred, sagde Jesus. Så han græd over byen Jerusalem. Den store by ville nemlig ikke tage imod Guds udstrakte hånd.
Kort sagt: Den første gang, Jesus græd, da var det fordi han så, hvor fortvivlede mennesker ka´ blive over at miste. Han kærlighed til mennesker var så vidtrækkende, at det berørte ham dybt, når de var i sorg og stod magtesløse over for død, lidelse og smerte. Og den anden gang, Jesus græd, det var da han så en hel by, ja et helt folk, som ikke ville tage imod ham som den messias, Gud havde sendt for at hjælpe, lindre og frelse.
Jesus græd altså over at se mennesker lide. Og han græd, når de ikke ville ta´ imod den kærlighed, Gud havde sendt til dem. Det fortæller mere end mange ord om Guds dybeste væsen - at Han i ét og alt er drevet af kærlighed til mennesker. Han er en Gud, der lader sig bevæge af menneskers nød.
Det andet, som beretningen til i dag fortæller os, er, at Guds søn ikke alene kunne blive bevæget. Han kunne også blive vred.
Jesus gik hen over tempelpladsen. Jerusalems tempel var en af de smukkeste bygninger i hele Middelhavsområdet. Det var et pragtværk. Der strømmede tusinder af pilgrimme til Jerusalem for at søge op til templet. De nærmest holdt vejret af betagelse, når de så det første gang. Det var et imponerende bygningsværk. Det havde en stor forgyldning, der lyste og glimtede i solen. Templet var flot og prangende. Og det var kongen selv, der havde sørget for at få det bygget og investeret mange penge i det.
Der var en trafik ind og ud af tempelområdet. Et mylder af mennesker. Et leben af en anden verden. Folk kom trækkende langvejs fra med deres dyr, som de ville ofre i templet til Gud. Der var den største religiøse aktivitet, man ku´ drømme om. En kæmpe tilslutning fra næsten alle lag i befolkningen.
Men da Jesus kom hen til templet, blev han voldsom vred. Ja, han ligefrem dirrede af harme. Selvom templet var fyldt med mennesker, der var kommet for at ofre til Gud - enten bede til ham om hjælp eller takke ham for noget glædeligt. Det så jo alt sammen lovende og godt ud. Guds hus var fyldt. Men midt i de mange aktiviteter og den store tilslutning fik Jesus øje på noget, der fik ham til at reagere på en hel anden måde end ved at græde. Jesus blev gal. Vred. Harm.
Der var opstillet boder overalt. Ved nogle af boderne solgte de duer, der kurrede. Dem skulle de bruge som offergaver til Gud. Ved andre boder ku´ de tilrejsende veksle deres penge til den mønt, der var godkendt til at betale tempelskat. Så det klirrede af sølvmønter rundt omkring på tempelpladsen. Der var ordentlig gang i handelen. Og nogle af dem, der stod ved boderne, tjente store summer på det, de solgte.
Da Jesus så alt det, sagde han lige ud, hvad han mente om det. EN RØVERKULE kaldte han stedet og råbte højt. I har gjort templet til en basar! Han gjorde kort proces og jog alle de handlende væk. Ud med hele banden.
Derefter sagde han, at templet sku´ være et bedehus. Det sku´ være et sted, hvor mennesker kan lægge hele deres liv i Guds hånd. Men de økonomiske spekulanter havde gjort det til en markedsplads. Det hele flimrede af aktiviteter, der tog opmærksomheden væk fra det centrale. Og det centrale i templet var, at det sku´ være et sted, hvor mennesker kunne komme for at bede til Gud og lægge sig selv i hans hånd. Guds hus sku´ ikke misbruges til at få en god forretning ud af det. Det var Jesu mening om den sag. Ingen sku´ tjene penge på, at mennesker havde brug for et sted at gå hen for at bede til Gud og lytte til evangeliet. Der sku´ ikke laves business ud af Guds hus.
Lad os lade Jesu kritik af tempeltjenesten få lov til at stå som et skarpt indlæg i debatten om, hvordan vi skal være kirke i dag. Lad hans kritik blive en anledning for os til selvransagelse, så vi sammen overvejer, om der mon er noget i vores kirke, der forstyrrer og forhindrer, at den fungerer som et bedehus, og om vi midt i vores religiøse foretagsomhed kan risikere at glemme det egentlige?
Vore kirker er jo også flotte og pæne bygninger. Nogle steder endda imponerende bygningsværker. Vi har udsøgt kunst på væggene og pragtfulde orgler. Vi præster er klædt i dyre kjoler og endnu mere kostbart messetøj. Vi har en bred folkelig opbakning til folkekirken og de fleste steder gode aktiviteter.
Hvis kirken skal fungere som Guds hus, så skal den være et sted, hvor der er plads til fordybelse og bøn. Et sted, hvor vi hører Guds stemme tale til os igennem Jesu ord og sakramenterne, og hvor vi selv henvender os til Ham i bøn. Et sted, hvor vi sammen stiller os ind for Hans ansigt i stilhed.
Kirken skal være det sted, vi søger hen for at hente kræfter til hverdagen og mod til at træffe svære beslutninger, som vi har brug for at lægge i Guds hånd. Her må vi komme med det, der bekymrer os og smerter os. Her må vi også komme med vores største glæder og sige tak.
Kirken er et bedehus mere end noget andet. Og et sted til fordybelse. "Hele folket hang ved Jesus for at høre ham" fortæller Lukas. Mennesker hang ved Jesus for at høre ham. Når de kom til templet for at ofre, ville de lytte til, hvad Jesus havde at sige, når han underviste.
Gid kirken må være et bedehus for os. Gid den må være et sted, hvor vi fordyber os i Jesu tale og undervisning. Et sted, hvor vi kan komme for at hænge ved Guds søn og ikke få nok at høre mere.
Amen.