Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
11. søndag efter trinitatis, 04.09.2011
Predigt zu Lukas 18:9-14, verfasst von Christian Grund Sørensen
Det siges, at i en amerikansk søndagsskole afsluttede man morgenens bibelfortælling om farisæeren og tolderen med ordene: Lad os nu folde hænderne og takke Gud, fordi vi ikke er som denne farisæer... :-)
Er vi mon alle i samme båd, eller er der flere både? Er der en båd, som bærer alle de gode mennesker frem gennem livet, og fører dem efter livet ind i en solbeskinnet evighed? Og er der som Charons færge en ussel båd der bærer de ufuldendte og syndige ind i mørket?
Det er let, i demokratiets hellige navn at erklære, at alle er da lige, og alle da må sejle lige lukt ind i Himlen og lyset. Men sådan siger Bibelen jo slet ikke. Den taler om adskillelse, den taler om frelse og fortabelse og dom og tilgivelse, den taler om, at alle menneskers evige skæbne ikke er ens.
Men betyder det så, at vi gennem livet sejler i to forskellige både? Gode og onde? Rigtige og forkerte?
Ja, ville farisæeren sige. "Tak Gud, at jeg er i den rette båd: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt."
Hvad tolderen ville sige, det ved vi faktisk slet ikke. Han var klar over sine egne moralske og menneskelige fejl, og vover i Jesu billede slet ikke at forholde sig til andre end sig selv: "Gud, vær mig arme synder nådig!"
Farisæeren gør det, som vi mennesker jævnligt er ret gode til, vi undskylder vore egne fejl, og puster de andres op. Tolderen bliver i sin egen stol. Tager sit ansvar på sig, og bringer det til Gud.
Forleden var jeg til 25-års jubilæum for min gamle gymnasieklasse. Vi mødtes i fashionable omgivelser, i dybe, hvide lædermøbler på en natklub i København. Der skulle vi hygge os med mad og vin, og blev hurtigt enige om, at ja, gråt hår er virkelig attraktivt. Især når det sidder på en mand, med et par kg. for meget på sidebenene!
Fra starten blev det til de ord, man forventer. Opremsning af børn og status. Men pludselig blev det nævnt, at en var dødeligt syg med kræft. Op pludselig gik samtalen om liv og børn og ægtefælle og ingen ægtefælle og ingen børn og job og penge og fallit og ægteskabsproblemer og sygdom og lange ferier og Himlen og alt det som hører menenskelivet til i sin brogede mangfoldighed.
De samtaler jeg var med i, var ikke, som man kunne forvente af et 25-års jubilæum. Folk var ærlige, og fortalte ikke kun om succeser, men også om det, der var gået galt, og bristede drømme og håb. Og straks var der ingen grund til at dække sig ind under kappen af vellykkethed - vi kunne se hinanden i øjnene og erkende, at vi alle har succeser og fiaskoer. Alle har vi håb, der opfyldtes, og drømme, der brast. For os alle er livet en cocktail, ikke af gin og tonic, men af medgang og modgang, ansvarlighed og svigt.
Jeg tror, at skal vi kunne stå på det rette forhold i forhold til Gud, så må vi lede efter den samme ærlighed. Gud ser alligevel alt, og det skal engang råbes ud fra tagene. Så hvorfor forstille os? Kirken er, som en engelsk teolog udtrykte det, som "en tigger, der fortæller en anden tigger, hvor der er brød at få."
Vi kan huske beretningen om Jesus, der mødte kvinden, der var grebet i hor, utroskab. Hun havde forrådt sit ægteskab, og forvoldt meget bitter smerte. Nu skulle hun stenes... Uddriv det onde af jeres midte. Men ingen var ren nok, til at kaste den første sten. Ingen kunne sige ligesom farisæeren, helhjertet: "Jeg takker dig Gud, fordi jeg ikke er som alle andre..." Og de måtte lade stenene falde til jorden, og gå.
Her i kirken kan vi dreje hovederne, og se på hinanden. Lad os gøre det et øjeblik...
Nu sidder I alle her i kirkens skib, i den samme båd. Er der nogen her, der ikke er som de andre? Ja, nogle gange kan vi godt bilde os det ind. Når jeg er sur over, at nogen ikke har levet op til sit ansvar, så kan jeg tænke, jamen det gør jeg jo altid? Og så kommer jeg i tanke om, når salmenumrene kommer i sidste øjeblik, og jeg har glemt at skrive en prædiken, der skal oversættes til tysk... Og så griber en klædelig ydmyghed mig.
Der er ikke to, men eet skib, der sejler gennem verden. På det er gode og onde. Der er tolderen, som måtte bønfalde Gud: "Vær mig arme synde nådig!". Der er kvinden, som blev grebet i hor, og hemde, som vaskede Jesu fødder med sit hår.
Der er Kirkens folk. Alle vi ufuldendte, uperfekte, småsyndige, halvegoistiske og kvartfromme. Det skib hedder Guds nåde, og på det skib kan vi sejle. For beskrivelsen af os i skibet svarer til den måde, hvorpå Paulus beskriver menneske, Romerbrevet kap.3: "Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede."
Her passer den tolder ind, som i respekt for Gud end ikke tør løfte sit hoved mod himlen. Men ingen farisæer, som mener at kunne sikre sig uden Guds nåde, kommer ombord på det skib. "Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, småsvindlere, umoralske, udøvere af seriel monogami, eller som præsten dér. Jeg drikker kun økologisk fairtrade kaffe, og jeg har et fast sponsorbarn. "
Men Gud ser alt - selvom Han ikke sladrer! Jakob skriver det (2,10) "Den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig" i at overtræde dem alle. Pointen er, at overfor Gud er der kun en mulighed for at sejle gennem livet, det er at sejle med nådens skib. Det er den Noahs Ark, som er bygget af de selvsamme planker, hvorpå Jesus Kristus gav sit liv. Der er plads til alle os uperfekte - og som oven i købet fra tid til anden får gjort gode og store ting for andre.
Nede i vandet træder verdens farisæere vande, mens de stoler på deres egne svømmefærdigheder, og slet ikke har interesse i den livline, som Jesus kaster ud. De stoler på sig selv, på deres meninger og værdier - men ikke på Gud.
"Tak Gud, at vi ikke er som denne farisæer!" Det kan vi faktisk godt sige. Tak Gud, at vi kan se, at der er så meget tolder i os, at vi som ham må sige "Gud være mig arme synder nådig!" Og tænk, dermed bliver vi inviteret ombord i nådens skib. "Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."
Til den nye Noahs Ark, nådens skib findes kun én slags billetter. Fribilletter.
"Gud være mig arme synder nådig!" Amen