Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter trinitatis, 01.07.2007
Predigt zu Lukas 6:36-42, verfasst von Hanne Drejer
Det er jo så sandt, så sandt, hvad Vorherre Jesus her siger: vær barmhjertige - døm ikke - fordøm ikke - tilgiv og giv, så skal der gives jer!
Og det kunne så lyde som en oplagt chance for at holde en rigtig moralprædiken, for at hæve pegefingeren og komme med en tiltrængt opsang, om at vi ikke må dømme og at vi skal tilgive i stedet for at fordømme ! For det vrimler jo som bekendt med eksempler på det modsatte: at vi glemmer at være barmhjertige, at vi fordømmer i stedet for at tilgive.
Men en sådan prædiken ville jo kræve at jeg vidste hvordan vi kunne lære at være barmhjertige og tilgivende, og vel at mærke vise barmhjertighed og tilgivelse ikke kun overfor småting og petitesser, men først og fremmest overfor dem, der havde gjort mig virkeligt ondt, så det bliver ved at gøre ondt. Og den opskrift kender jeg ikke! Jeg er nødt til at indrømme at jeg ikke selv er i stand til at leve op til de smukke ord.
Det er jo ingen kunst at være generøs og tilgivende når det er andre der har været due for et overgreb. Det er straks meget sværere, for ikke at sige umuligt, at tilgive når jeg selv rammes af noget, der har gjort rigtigt ondt.
Når vi bliver moralske overfor hinanden, sker der nemlig almindeligvis hurtigt det, som Jesus netop også er ganske klar over: hvorfor ser du splinten i din brors øje, men ikke bjælken i dit eget? Hykler, tag du først bjælken ud af dit eget øje, før du kommer for godt i gang med din brors lillebitte splint
Denne beskrivelse der plejer at passe på de fleste af os, bliver så i dag tilmed illustreret af den første fortælling fra Bibelen vi hørte læst ved gudstjenesten i dag: fortællingen om den store kong David, der ikke så den store bjælke i sit eget øje, men kun den lille splint hos den rige mand i profeten Natans fortælling.
David var blevet en mægtig og på mange måder med rette feteret konge i Israel. Han havde haft held med sig siden sin ungdom og nu gjort landet til en stormagt. Men magt korrumperer som bekendt altid, og den store kong David viste sig at være præcis ligeså lille et menneske som de fleste andre.
Hans øjne var faldet på den smukke Batseba, som imidlertid var gift med Urias, Davids hærfører. For at få fingre i Batseba, sætter David nu manden på en urias-post, som man siden har kaldt det. David sørger for at Urias, i det næste slag hæren skal udkæmpe, bliver sat på så udsat en post at han ikke kan undgå at falde. Og da Urias først er ryddet af vejen, kan David hjemføre den skønne Batseba til sit harem.
Men da kommer profeten Natan en dag til David og fortæller ham denne historie: Der var to mænd i en by, den ene var rig og mægtig og havde masser af kvæg, den anden var fattig og havde kun et eneste lille lam, som til gengæld var hans et og alt.
Da nu den rige mand en dag fik gæster, nænnede han ikke at slagte noget af sit eget kvæg, men tog den fattige mands eneste lam til middagen.
Da David hørte det, blev han rasende og sagde: den mand er dødsens! Hvortil Natan blot kan sige: Du er manden, Herre!
Og så skal det da siges til Davids ros, at han straks indså sin brøde og bad om tilgivelse. Og man kan jo så håbe at han fremover også levede efter det.
Altså indså, at et menneske altid er et menneske. Og at vi, hvad enten vi er rige eller fattige, er lavet af det samme skrøbelige stof, og at ingen af os derfor er fejlfri, eller som Bibelen siger det, alle er vi syndere.
Det er et vilkår der ikke kan laves om på, og tror vi det, ender vi i et endnu større hykleri.
Vi plejer at være rigtig gode til at finde den lille splint hos de andre, og bærer dog selv rundt på en kæmpebjælke.
Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart nok til at tage den splint ud der er hos din bror, lyder det.
Og så er spørgsmålet jo om ikke det er lige netop der det helt store hykleri kan begynde: hvis man nemlig ivrigt går i gang med at forsøge at pille bjælker ud af sig selv, for at fremstå som en person, der har udsyn og klarsyn nok til at pille splinter ud hos sine medmennesker.
At den ærlige selvransagelse altså ikke har til formål at forbedre én selv, men bruges som tilladelse til at kritisere sine medmennesker. Den slags selvretfærdig tjenstvillighed vil man nu gerne betakke sig for. Og det er da også at misforstå vorherres ord godt og grundigt, hvis man tror at det er pointen.
For mon ikke Vorherre Jesus har sagt det her med et stort smil om munden. Et smil som dengang de havde grebet en kvinde i hor, og nu ville have hans tilladelse til at stene hende, og han sagde: den af jer der er ren, kan jo kaste den første sten!
Med de ord mener Jesus jo ikke at de kan gå hjem og rydde lidt op i deres eget liv og så ellers komme og kaste løs!
Jesus mener selvfølgelig, at det sted hvor vi skulle have ryggen fri og fremstå fejlfri og uangribelige, så vi frit kan angribe andre - det sted findes slet ikke!
Så det her er ikke en opfordring til hvidvaskning af én selv, så man kan kritisere andre, men en opfordring til lidt ærlig selvransagelse, så vi indser at vi alle står på samme sted - hver og én - og det er i forhold til Gud på det forkerte sted. Det sted hvor vi indser, at det er et vilkår for alle mennesker at vi fejler og mangler herligheden fra Gud!
Og lige netop derfor kan en kristen prædiken aldrig være en moralprædiken. Så er den ikke evangelium længere ! Evangeliet er jo netop budskabet om at vi har lov at leve på trods af alle de splinter og bjælker der findes i os. At vi alligevel kan leve glade og frie fordi Gud vil det sådan. Fordi han er den, der er evig kærlig og tilgivende.
Hvad sker der nemlig hvis vi tror vi kan blive fejlfri? Hvis vi ikke vil indrette vores liv efter at enhver af os er behæftet med fejl og mangler ?
Det kan psykologer sige en hel masse om ! Så går man rundt med et idealbillede af sig selv, som man gerne vil have andre til at tro på, mens man ikke vil vide af hvordan man i virkeligheden er.
Som psykologer kan udtrykke det, så sker der ofte det, at det menneske, der ikke vil leve med sine egne mørke sider, har en tendens til at overføre det mørke på sine medmennesker og se dem som modstandere og fjender, mens det hele dog bunder i en selv.
Og det er vist bare andre ord for Jesu ord om den lille splint du så tydeligt ser hos andre, mens du ikke ser din egen meget større bjælke.
Men hvordan kan vi holde ud at se ærligt og realistisk på os selv, med alle bjælkerne og fejlene, svigtene og smålighederne, uden at gå til i selvforagt? Ja, det kan vi netop kun fordi vi har lov at tro på syndernes forladelse. Tro på, at Jesus Kristus ikke kun kom for at afsløre os alle som én som syndere, men først og fremmest kom for at forsone og frelse hver den, der tror på ham.
Så vi kan stole på at Kristus tog splinterne og bjælkerne og alt det andet mørke i os med op på korset Langfredag. At han døde for at vi kan leve.
Vi må aldrig glemme idealerne, at vi skal være barmhjertige, at vi skal lade være med at dømme og fordømme, at vi skal tilgive. Men heller aldrig glemme virkeligheden, at idealerne bliver vi aldrig færdige med - ingen af os.
Vi er fælles om opgaven og i den opgave fælles om at have brug for Guds overbærenhed. Og den har vi Gud ske tak i Jesus Kristus. Amen.