Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. søndag efter trinitatis, 18.09.2011
Predigt zu Lukas 10:23-37, verfasst von Henriette Pedersen
Hvis der er noget lutherdommen ikke kan klare – så er det, at gerninger skulle bane vejen for evigt liv. Næ, vi retfærdiggøres ved troen alene – sådan lærer vi det! Det står både hos Paulus – og det står i bekendelses-skrifterne. Og så må det jo passe.
Men lad mig begynde et andet sted. Det er søndag og en præst er på vej, hun vil gerne møde til tiden, ja faktisk gerne i lidt god tid, sådan så kollegaerne i kirken: organisten, det store kor, kirketjenerne og kordegnen – kan gøre, som de plejer – nemlig lige sludre lidt og få afklaret det sidste, så højmessen kan begynde kl. 10 sharp.
Sådan som menigheden naturligvis også forventer det: for selvfølgelig begynder vi lige meget hvad præcis kl. 10 – her i huset følger vi faktisk atom-uret i Frankfurt eller er det omvendt. Menigheden sidder der allerede og dåbs-børnene skal følges ind. Vi skal bede til Gud, synge dejlige salmer og lytte til Ordet – præsten skal så også sige noget eventuelt begavet (!) og opbyggeligt om dagens tekster … om veje til Gud og om Guds kærlighed til sit menneske.
Der er altså bare lige det aber dabei – det MEN, at præsten på vej til kirken næsten er snublet over et menneske, der ligger og flyder på gaden. Et spagt hjælp lyder … præsten kigger ned på manden og derefter på klokken. Kigger igen ned – og så på klokken. Vender sig rundt – er der ikke nogen, som kan hjælpe.
Der må da være nogen. ”Hallo” råber præsten halv-højt: ”er der ikke nogen, som vil hjælpe?” … men ingen svarer, gaderne er tomme – det er Aalborg midtby søndag meget tidligt om morgenen og de sidste fest-gæster er nok havnet sikkert i egen eller en andens seng … så naturligvis er der ingen tilstede.
”Hjælp mig” – lyder det igen fra asfalten … tiden går … atom-uret tikker … menigheden venter! Præsten siger henvendt til den slagne: ”er du fuld? Ved du, hvor du bor?” Men han raller bare et eller andet.
Arj … tænker præsten, hvorfor skulle jeg også være den første, der så ham – hvorfor var der ikke en anden før mig?– for eksempel en barmhjertig samaritaner … eller en samarit eller en anden med et veludviklet hjælpe-gen.
For selvom lignelsen i dagens evangelium har dannet forbillede for mange, så er det ikke uden grund, at Jesus lader en præst og levit (aka kirketjener) passere den nødstedte mand først. Selvom de fleste fortolkninger ofte henviser til, at de to på grund af tempeltjeneste ikke må bliver urene i forhold til den religiøse praksis – at det var deres tro, der krævede, at de gik udenom –, så tør jeg godt væde på, at for mange af os er det ikke altid lige til at møde folk i akut nød, med mindre vi har skrevet under på et lægeløfte eller andre forpligtende løfter. Som oftest er det nu rart nok, at der er andre til at klare ærterne for os og at vi ikke er den første hos den nødlidende.
Men i dagens møde med den nødstedte er det slet ikke pligt og ansvar, det kommer an på. Noget ganske andet er på færde – nemlig barmhjertighed – en kategori, der ikke kan lovgives eller udstikkes retningslinjer for. Barmhjertigheden melder sig derimod spontant. Den kiler sig ind i mellemgulvet før alt andet – det være sig religiøs pligt eller jagten efter evigt liv.
Når du rammes af barmhjertighed, så sker det altid i mødet med det andet menneske – med din næste. Og læg mærke til, at samaritaneren slet ikke siger noget. Han har ingen spørgsmål – han skal ikke lige prøve den nødlidende af, om han nu også er en rigtig nødlidende – han behøver ikke kende den slagne mands navn eller herkomst. Og klokken kigger kan slet ikke på. Det hele er et fedt – det er kun det andet menneske, der har betydning i dette øjeblik.
Hvorimod den retfærdige og skriftkloge mand må snakke og stille Jesus spørgsmål – også selvom han på forhånd udmærket kender svarene – især når han spørger efter, hvordan han kan arve evigt liv og selv straks svarer: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«
Elske Gud og elske næsten – så simpelt er det. Men det interessante er, at han efterfølgende kun spørger til næsten og slet ikke til Gud. For Gud har han åbenbart rent intellektuelt styr på via skriften, naturligvis – han ved, hvad Gud mener om både dette og hint – eller han tror, at han ved det. MEN næsten … hvem er han/hun egentlig? – her hører al erkendelse for en stund op – selvom svaret må synes klart og simpelt:
For din næste er ham eller hende, der vækker din barmhjertighed. Og hvem, der gør det, ja se, det ved vi faktisk aldrig på forhånd. Vi kan ikke bare sådan bestemme os for, at det er en bestemt gruppe mennesker – barmhjertigheden kan ikke sættes på formel … Til gengæld tror jeg heller ikke, at vi er det mindste i tvivl, når vi rammes af barmhjertigheden i mødet med det andet menneske.
Så hvad er nu vigtigst – den retfærdiges tro eller den tavses barmhjertighed? Ja, det kommer jo helt an på, hvilken tilstand vi befinder os i … er det mig, der ligger forslået og frarøvet mine ejendele, så tror jeg i bund og grund, at jeg er ligeglad med min hjælpers tro – om den så er nok så retfærdig … så vil en tavs håndsrækning være rigeligt.
Lad mig slutte, hvor jeg begyndte med talen om, at vi ikke bliver retfærdiggjort via bestemte handlinger. Nej, og gud ske tak og lov for det – overfor Gud er vi sat fri. Vi skal ikke svinge os op til noget som helst for at være hans elskede børn. Overfor vores næste er vi derimod bundet – på godt og ondt – vi er forbundet i både kendte og ukendte relationer – og det er vi, fordi vi alle som en er skabt i Guds billede.
Jagten på det evige liv er derfor aflyst – i stedet tror jeg, at Vor Herre Jesus Kristus vil, at vi retter opmærksomheden på det virkelige liv – nemlig i mødet med vores næste!
Amen