Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
14. søndag efter trinitatis , 25.09.2011
Predigt zu Lukas 17:11-19, verfasst von Helene Dam
Det er kommet på mode ikke længere at sige tak for en gave. Den bliver ofte blot indkasseret ved festens begyndelse og så ikke mere snak om det. Det kan godt være en lidt flad fornemmelse, hvis man nu har brugt en del tanker og tid på at finde netop den gave, der kan gøre festens midtpunkt rigtig glad. I øvrigt er der vist også en uskreven regel om, at gavens pris skal svare til festens kuvert pris. Og hvor ofte gør den det? Hvorfor så sige tak?
I det hele taget, er det ikke så meget på mode mere at sige tak. Måske fordi vi opfatter det hele som en selvfølge. At sige tak er at være taknemmelig. Og det kan ligefrem gå hen og blive ubehageligt at være taknemmelig. Sproget siger det selv, når det taler om at stå i taknemmeligheds gæld til andre. Hvor høj renten er på den gæld i dag, er nok ikke til at sige. Derfor er det måske også bedre at leve i overbevisningen om, at vi ikke er hinanden noget skyldig. Det betyder ikke, at vi ikke stadig kan lægge skylden over på andre. Det er kun takken, vi ikke er de andre skyldige.
Og måske har det altid været sådan. I hvert fald var det kun den ene af de ti spedalske, der kom tilbage for at vise sin taknemmelighed. De andre ni gjorde det de skulle. De gjorde som Jesus havde sagt, og som det var foreskrevet i loven. De gik hen og blev undersøgt af præsterne. I dag havde Jesus nok sendt dem til lægen: "Gå hen til din læge og bliv undersøgt".
Der er ingen, der siger, at de ni ikke var glade, da de hørte den gode melding: "Du er rask". Vi bliver også glade, hvis vi kan rejse os fra stolen i konsultationsværelset og gå fra lægen med sådan en meddelelse. Men hvor længe varer glæden, når hverdagen igen vælter ind over os? Så kan det hurtigt igen blive en selvfølge at være rask.
Det er ikke altid det ender sådan hos lægen. Måske er vi for alvor syge. Men er det så ikke en selvfølge at alt bliver sat ind, så vi bliver raske igen? Det skal vi vel ikke sige tak for. Derimod kan vi hurtigt lægge skylden over på hele sundhedssystemet, hvis det ikke lykkes.
Men det kan også ske, at vi opdager at det hele ikke er en selvfølge. Det kan ske ved alvorlig sygdom, og det kan ske ved noget så selvfølgeligt, som når et barn bliver født. Og her kan det ske, at en udefinerlig tak trænger sig på. Ikke blot en tak til jordmoderen der var med til fødslen, ikke blot til lægen og sygeplejerskerne og familien, der hjalp os tilbage til det uselvfølgelige liv. Vi har brug for at rette vor tak højere op. Samaritaneren, den fremmede måtte tilbage og give Gud æren oven i købet med høj røst.
Ti mennesker var blevet raske. Mirakuløst kan vi sige. Men det er ikke det, der er evangeliets pointe. Jesus er ikke en mirakelmager. Der har altid været mennesker, der har slået sig op på mirakler, nogle endog med evangeliet som belæg. Men effekten af et mirakel varer ikke så længe. Måske var det derfor de andre ni ikke kom tilbage.
Hvis man først har oplevet et mirakel, kan man nemt gå hen og få smag for mirakler. Hver gang der opstår et nyt problem skal det løses ved et mirakel. Mirakler skaber ikke tro, de skaber afhængighed. Mirakler åbner aldrig vores øjne for det uselvfølgelige i det selvfølgelige liv.
Det er i grænselandet mellem det selvfølgelige og det uselvfølgelige, at vi erfarer, at livet er stærkere og større, end vi selv er. Måske var det derfor, at Jesus ofte mødte mennesker netop i dette grænseland. Han møder os stadig i dette grænseland. I det sårbare liv. Hvor vi ikke længere bare kan eksistere i den tro, at vi er os selv nok.
I dette grænseland havde Jesus mødt de ti spedalske. Ti mennesker var blevet erklæret for raske. Men der behøver ikke at gå opstandelse i livet, fordi man bliver erklæret rask. Det gjorde der derimod for ham, der kom tilbage og gav Gud æren. Han havde fået øje på noget, som de andre ikke havde fået øje på.
Han var blevet rask. Ja, men deri bestod hans frelse ikke. Han var kommet ud af sin sygdom, men han var mere end det. Han var ude af sig selv, priste Gud med høj røst, kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham. Han var ude af sig selv, men han var også kommet ud over sig selv. Han havde opdaget, at der var noget der var større end ham selv.
Det er evangeliets pointe. Frelse er ikke at blive frelst fra alt det, vi står midt i men at få øjne at se med, så vi kan se på en helt ny måde. At se på den måde har med tro at gøre. Ikke en hvilken som helst tro men den tro der ikke kan lade være med at vise taknemmelighed.
I den tro har opstandelsen mulighed for at udfolde sig. Vi mærker det, når vi møder mennesker der lader taknemmeligheden sejre over nederlag og skuffelser, lader håbet bære videre gennem sygdom og lidelse, lader kærligheden vinde over for hadet og ondskaben.
Rejs dig op og gå ud i dit liv i troen på at frelsen kommer til dig, dér hvor du tør gå ud over dig selv og komme din Gud og dit medmenneske i møde med tak.
Amen