Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
15. søndag efter trinitatis , 02.10.2011
Predigt zu Matthæus 6:24-34, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Det går over - sådan siger vi mennesker til hinanden, når vi vil flytte opmærksomheden fra ét til noget andet. Det kan være i dagligdagen, hvor vi besøger en af vore slægtninge, der er syg og bekymrer sig, og vi for at trøste siger: Det går over, om et par uger er du rask og du vil få helt andre ting at tænke på. Eller vi kan sige det til os selv, når vi misundelige står og ser på et nyforelsket par, der sidder og kun ser hinanden, så kan vi tænke - det går over.
Men selv om vi alle ved, at livet går over, så gør vi os jo alle sammen bekymringer. Uden dem kan vi ikke leve. Vi er i modsætning til fuglene og markens liljer tænkende mennesker, der har en fantasi, der på den ene side kan give os smukke drømme, men på den anden side også bekymringer og mareridt, om alt det der kan gå galt.
Jesus' udsagn om, at vi ikke skal bekymre os, tager fat ved selve spørgsmålet, hvad vil det sige at være menneske? Hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig, spørger Jesus. Det kan ingen, men spørgsmålet minder os om, hvordan vi lever vores liv. At vi ofte bliver ét med vores bekymringer, glemmer at leve livet. Vi går måske over og bliver noget andet end det vi havde tænkt os, fordi vi bliver vores bekymringer.
Tænk om vi kunne konfrontere Jesus med hans egne ord, og derved se om han altid kunne leve helt ubekymret. Vi kunne måske give ham ordene om at være ubekymret tilbage i Gethsemane have, der hvor nøden var allerstørst. Liste os forbi de snorkende disciple, gå hen til Jesus, imens han lå på jorden med foldede hænder, rystende af angst.
Da kunne vi konfrontere ham med ordene om at ingen kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig. Ikke bare på vores egne vegne, men på vegne af alle dem, der i angst med rette har bekymret sig om livet. For alle de breve med bønner om at måtte leve, der blev skrevet i skyttegravene, for de soldater der stadig dør langt væk, ja for alle de gange Gud har været fraværende, nu skal han få sine ord igen.
Vi kunne lægge hånden på Jesus' skulder og sige, hvem kan ved at bekymre sig selv, lægge en dag til sit liv, måske det går over, se i morgen skinner solen og der sker måske noget rart. Eller blot gentage, vist skal du ikke dø.
I det øjeblik, hvor vi har sagt det, ville han dreje hovedet og se på os med et så bedrøvet blik, at vi ikke kan fatte, at vi har kunnet sige det. Og det vil gå op for os, at udsagnet om ikke at bekymre sig aldrig blev sagt som en livsfilosofi om, at alt det vi bekymrer os om ikke findes, men som en erfaring af, at når det findes, så kan vi ikke ved bekymringer lægge noget til.
Vi er alle udleveret til livet, forældrene med barnet og alle de bekymringer, der kan komme ud af manglende nattesøvn, dem midt i livet der har fået dem til at flyve fra reden, men nu frygter at de falder ned. Eller den der selv ved, at der er sat år på hvornår døden kommer forbi, på et eller andet tidspunkt vil døden være vores og vi kan ikke lægge noget til mere. På et tidspunkt går det ikke over længere, og vi må se alt det taget fra os, som vi egentlig troede var vores.
Det var hvad Jesus mærkede på egen krop i Gethsemane have. At døden findes, at den kommer før eller siden, og at det på et tidspunkt hverken gør fra eller til at bekymre sig om livet. Og han ville minde os om alt det vi går og modtager som var det en selvfølge - liljen på marken, fuglen der bygger rede i vores have, alt det der, man regner for intet, indtil man risikerer at miste det.
Jesus var som vi udleveret livet og kunne heller ikke lægge en dag til sit liv, og derfor viste han os hvordan vi lever livet i troen på, at vi i er i Guds hånd. Vi er alle i Guds hånd, vi er ikke på vej over til Gud, men han er med os hele tiden. Og Gud kender bedre end nogen af os al verdens lidelse. For hver syndflod, der er skyllet ind over os, har hans hjerte måttet leve med de mange råb om hjælp, og al den sorg, som det har affødt hos hver enkelt familie.
Gud er med i mørket, han er med os i hver en bekymring. Men når Jesus siger, at vi ikke kan lægge en dag til vores liv ved at bekymre os, så er det fordi han forstod, at leve med tanken om, at han skulle dø. Jesus levede i taknemmelighed for alt det som livet gav ham på trods af, at vi går fra livet over til døden.
Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Siger han til os. Vi ved, at han har ret men bekymrer os alligevel, for tør vi tro på, at han også er der, hvor vi ikke kan forestille os, at han vil være? At han finder os i den død, der før eller siden er vores, og som ikke kan trøstes væk med et "det går over".
Evangeliet tilsiger alle os bekymrede mennesker, at vi ikke kan lægge en dag til vores dødelige liv, men han vil lægge sit evige liv til vores. For Jesus opstod og blev levende påskemorgen, da kvinderne fandt graven tom. De var bekymrede og tyngede af sorg, da de kom til graven, men gik derfra med englens budskab: Frygt ikke, Jesus er opstået fra de døde.
Anden påskedag oplevede disciplene på deres vej mod Emmarus, at de fik følgeskab af Jesus, de hørte hans udlægning af skrifterne og gik straks tilbage til Jerusalem for at fortælle de andre om Guds ord. Sådan opstod den kristne Kirke, som et fællesskab af mennesker, der er stoppet op midt i livet og vender sig til Gud, for dér at aflevere deres bekymringer og modtage hans opstandelse.
Vi tør næsten ikke tro, at døden er overvundet, og derfor får vi sammen med alle de menneskelige ord, Jesus' levende ord, der er virksomme, når han stadig i dag tilsiger os, at vi ikke skal bekymre os. For vi kan ikke lægge en dag til vores liv, men han vil lægge sit evige liv til vores.
Det levende ord skaber og opretholder os som kristen menighed, og der sker en vekselvirkning mellem det liv vi lever, og det liv han levede. Han bliver det Ord der fortæller os, at vi ikke skal bekymre os, for hvem kan lægge en dag til sit liv. Og vi tjener ham netop ved ikke at bekymre os om os selv, men den næste han har sat os til at passe på.
Vi er Guds menighed og vi tror, at Gud virker i vores liv og møder os i vores næste. Så vi, når vi møder nød, kan lindre den og vise, at selv om verden er bedst til at bryde ned, kan vi godt forestille os en verden, hvor hvert enkelt menneske er med til at genopbygge Guds rige. For vi er gået over til ham, der har lagt sit evige liv til vores dødelige.
Amen