Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
16. søndag efter Trinitiatis , 09.10.2011
Predigt zu Lukas 7:11-17, verfasst von Leise Christensen
Jeg så en film engang, da jeg var en lille pige, og den gjorde stort indtryk, så stort, at jeg endnu husker, hvad vi fik til aftenkaffe lige den aften, og at det var min tur til at få den blomstrede tallerken, som min bror og jeg af ukendte årsager altid skændtes om, og hvor aftenerne var nøje skemalagt mht. hvis tur, det var. Filmen, jeg så, var såmænd Kaj Munks "Ordet". Det er som bekendt den, hvor Johs. opvækker den lille Ingeborg fra dødens favntag og siger de ord, som jeg siden hen tænkte meget over, nemlig Ingeborg, rejs dig, jeg siger: Rejs dig.
Det var såmænd ikke så meget det der med, at Ingeborg blev levende igen, som jeg fattede interesse for, selvom det vel var hovedsagen set fra filmens side, næh, det var måden, hvorpå ordene blev udtalt, som jeg fandt interessant. Aldrig havde jeg da hørt nogen tale så affekteret og interessant før, som skuespilleren Preben Lerdorff Rye gjorde. Sådan talte ingen, jeg kendte i Snoghøj og omegn.
Jeg øvede mig længe på denne rette udtale af Rejs dig, jeg siger rejs dig og talte til afskårne blomster såvel som til døde fugle ude i naturen. Jeg fandt dog ud af, selvom det var det sproglige, som jeg var mest interesseret i, så fandt jeg hurtigt ud af, at selve ordene ikke havde nogen effekt. Blomsterne forblev afskårne og døde, ligesom fuglene heller ikke lod sig genrejse til en svæveflugt under himlens bue. Ved siden af en alternativ og pompøs udtale af det danske sprog lærte jeg altså også, at døden forbliver død uanset, hvem der måtte sige hvad.
Sådan er det imidlertid ikke i fortællingen om enkesønnen fra Nain. Den unge, døde mand rejser sig faktisk, da Jesus beder ham om det. Det var jo godt og herligt for hans mor, enken, der kun havde ham, hendes øjesten og fremtidshåb.
Men fortællingen om opvækkelsen af enkesønnen fra Nain kan godt forekomme provokerende på den måde, at vi ved udmærket godt, ligesom jeg også vidste det instinktivt som barn, at døde bliver ikke levende igen. I hvert fald ikke, hvis de har været døde mere end et par minutter. Vi ved, at vores sorg ikke bliver til glæde vendt, når vi står ved en kiste, fordi med døden er det menneskelige liv uigenkaldeligt forbi.
Men hvor ofte ville vi ikke gerne opleve det, som skaren oplevede den dag i Nain? Hvor mange dødsfald ville vi ikke gerne have annulleret og gjort levende igen og dermed udsat til en anden dårlig gang?
I den forstand er fortællingen provokerende. I den forstand kan vi egentligt bedre forstå Job, der beklager sig over sin skæbne og priser de børn, der er dødfødte - det er i det mindste forståeligt og genkendeligt fra de sorte stunder, som mange mennesker oplever i deres liv.
Denne menneskelige genkendelse og forståelse rummer fortællingen om dødeopvækkelsen fra Nain ikke. Men den rummer til gengæld noget andet, som er langt vigtigere. For det er jo ikke sådan, at enkesønnen fra Nain kom til at leve i al evighed sådan, at han går rundt i Nain den dag i dag med sine 2000 år på bagen. Næh, hans død blev blot midlertidigt udsat, hvor længe ved vi ikke engang.
Det vigtige ved fortællingen kan vi faktisk se i noget så banalt som vores kirkekalender. Søndagen i dag er 16.s.e.Trin., og den søndag ligger lige præcis midt mellem årets påske og næste års påske. 16.s.e.Trin. er en slags minipåske, der skal minde os om fortsættelsen til fortællingen om enkesønnen fra Nain.
Jesus og den store glade, brogede skare, der fulgte med ham og disciplene, gik nu til Nains byport. Det var der, de mødte det triste, sorgfulde optog, der omsluttede enken og hendes døde søn. Disse to grupper blev forenet i glæde og opstandelse, da enkesønnen rejste sig fra sin båre.
De har sikkert kunnet se konturerne af Nains byport, mens de stod der. Og mon ikke den port har lignet konturerne til en anden port eller åbning, nemlig åbningen til den klippehule, som påskemorgen viste sig at være tom, fordi der var sket stor opstandelse.
Jesus gør her i fortællingen det uudtalelige - han vækker en dreng til live igen. Han ynkes og har evnen til at kalde de døde tilbage til livet. Det er stort for moderen, det er stort for landsbyen, det er stort for disciplene. Men er det stort for os?
Ja, det er stort for os også, selvom vi ikke har oplevet noget lignende spektakulært og vel næppe kommer til det. Heller ikke selvom vi længe går rundt og taler til døde blomster og fugle på det mest formfuldendte dansk. Fortællingen om enkesønnen vidner nemlig ikke om, ikke hovedsagligt i hvert fald, at Jesus var en mirakelmager; den vidner derimod om, at døden i Jesus har mødt sin overmand. Gud havde ikke sendt sin søn for at overvinde hver enkelt konkret død på jorden, men for at overvinde selve døden.
Man kann måske sige, at enkesønnen var heldig lige at støde på Jesus, mens han lå der og var død, men det er egentligt ikke det væsentlige. Det væsentlige er ikke heldet, men håbet. For minipåsken her 16.s.e.Trin. skal minde os om, Gud er med sine mennesker i al evighed.
Det store i fortællingen ligger i, at Gud giver os det endegyldige svar på Jobs skrig om fortræd og meningsløshed, ja, alle menneskers smerteskrig, i denne tekst. Døden får nemlig ikke det sidste ord at skulle have sagt i tilværelsen. Det gør Gud.
Gud oprejser ikke vore døde fra kisten, når den står i kirken, men han oprejser vores livsmod, så vi kan gå ud og leve igen sådan, som Job også gjorde det i fortællingen om ham. Og til sidst på den yderste dag oprejses vi alle fra de døde. Det er vores tro.
At drengen i dagens tekst bliver kaldt til live igen, er et tegn på opstandelsens kræfter. Det er så stort, at det bryder alt, selv vores sprog og vores forstand. Det skal troes. Simpelthen.
Midt i lidelsen oplevede enken opstandelsens kraft, og det skal også vi opleve, når vi hører fortællingen om Job og om enken fra Nains dreng. At det er sådan, det ved vi, fordi Jesu grav var tom. Han er opstanden.
Jeg vil slutte med Jobs ord: Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se.
AMEN.