Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
17. søndag efter trinitatis , 16.10.2011
Predigt zu Lukas 14:1-11, verfasst von Marianne Frank Larsen
Året er 1984. Et sted i Østberlin sidder der en mand på et loft. Han er udstyret med hovedtelefoner, skrivemaskine og et vældigt lytteapparat. I hovedtelefonerne hører han hvert eneste ord, der bliver sagt i lejligheden to etager længere nede. Han hører alt, hvad de gør. Han hører alt, hvad de siger. Også i telefonen, naturligvis. Selv siger han ingenting. Lydløst overtager han hovedtelefonerne fra sin kollega hver formiddag, når det er hans tur. På klokkeslag. Og lige så lydløst lyner han sin lysegrå jakke og forlader loftet hver aften, når han bliver afløst. Glat, grå og fuldstændig anonym passer han sit arbejde. Noterer omhyggeligt hvert eneste ord, der bliver sagt. Refererer nøgternt og ned i mindste detalje, hvad de mistænkte beboere i lejligheden foretager sig. De holder fødselsdag. De åbner gaver. De elsker. De skændes. De får gæster. Om de på nogen måder overtræder reglerne. Siger noget eller gør noget, som systemet ikke tillader. Hauptmann Gerd Wiesler er systemets mand. Eminent dygtig til sit arbejde. Til uset at overvåge og registrere de andres liv - som også er filmens titel.
Desværre kan der ske det, at de andres liv kommer til at stå stærkere end systemet. Umærkeligt bliver der Hauptmann opslugt af det liv, han overvåger. Muligvis fordi han ikke selv har noget liv bliver han opslugt af de andres liv. Bag det glatte ansigt bliver han overvældet af Beethovens klaversonater. Indtaget i den smukke kvindelige skuespiller. Foruroliget over, hvad systemet tvinger hende ud i. Berørt af den mandlige dramatikers retfærdige harme mod systemet. Så berørt bliver der Hauptmann, at han bryder reglerne og skriver noget andet, end han registrerer, da det bliver nødvendigt. Så de rapporter han aflægger ikke fortæller hele sandheden. Livet er åbenbart indimellem så uregerligt, at det ikke lader sig spærre inde af et system. Det sætter sig igennem på trods af reglerne. Vil reddes og værnes på trods af, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt.
I dagens evangelium er der lige så stille ved bordet, som der er på loftet over lejligheden i Berlin. Ingen hyggelig småsnak, ingen ordentlig samtale, ikke engang almindelig høflighed. Bag ved middagsinvitationen ligger nemlig en anden dagsorden. Der er en, der ikke passer ind i systemet. En, der skal overvåges og pågribes. Så farisæerne siger ingenting. Lige så lydløse som den dygtige Hauptmann vogter de over manden i midten. Den syge mand, der dukker op ud af den blå luft, siger heller ingenting. Beder ikke om hjælp, siger ikke tak. Forlader huset igen lige så tavs, som han er kommet. Ved dette bord er det kun Jesus, der taler.
Først da de skal til at gå fra bordet er der endelig en, der lukker munden op, fortæller Lukas (vers 15), og hvad den ene siger, er værd at få med, for det er evangeliet i en nøddeskal: "Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!", udbryder manden. Han kan ikke længere holde sin mund. Han har ikke længere nogen forbehold. Han er ikke længere systemets mand. Han er overvældet, opslugt, berørt af noget, der er stærkere end systemet. For han taler jo i nutid. Salig er den der sidder til bords i Guds rige. Hvis vi tager ham på ordet, så siger han sådan set, at det er det, han gør! At han faktisk sidder til bords i Guds rige lige nu i farisæerens spisestue på en ganske almindelig sabbat. Fordi han sidder til bords med Jesus. Fordi Jesus sidder dér imellem dem og siger de forunderlige ord og gør de forunderlige gerninger, som han gør. Ord og gerninger, der åbner Guds rige her og nu for den syge mand og for den lydhøre gæst og for enhver anden, der har øjne i hovedet og ører at høre med.
Guds rige er kommet nær, plejer Jesus at sige. Med Guds rige er det ligesom med en bonde, der er urimeligt ødsel med sit sædekorn, eller ligesom med en vingårdsejer, der betaler alle arbejderne samme løn, eller ligesom med en konge, der indbyder de vanføre, blinde og lamme til sin fest. Sådan fortæller Jesus om Guds rige. Som et rige, der bryder med alle principper om ret og rimeligt. Kommer helt på tværs af vores forestillinger. Vender op og ned på alle ting, så de små bliver store, og de ydmyge bliver ophøjet, og de oversete får de bedste pladser. Sådan er det rige, han fortæller om. Det lader sig ikke passe ind i noget system. Tværtimod. Det bryder systemerne ned. Men Jesus nøjes ikke med at fortælle om det. Han omsætter ordene i handling. Bryder virkelig med alle principper, vender op og ned på alle ting. Går ind og spiser middag med dem, man bestemt ikke spiser middag med. Lader sine disciple plukke korn på dage, hvor man absolut ikke plukker noget som helst. Spiser sig roligt mæt på dage, hvor man overhovedet ikke spiser.
Og i dag ser vi ham række ud og helbrede en syg mand på en dag, hvor man ikke må løfte en finger. Sabbaten er åbenbart ikke nogen hindring. De lurende blikke heller ikke. Ikke for Guds rige. Det bryder igennem alle hindringer og opstår lige midt iblandt dem ved middagsbordet, da Jesus rækker hånden ud mod den deforme mand og redder det liv, der vil reddes, uanset hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt. Med sin berøring giver han den deforme mand hans egen skikkelse igen, så han kan gå sin vej, lykkelig og let til bens, ud til et liv, der er som forvandlet. Det tunge er blevet let, det træge er sat i bevægelse, det gamle er blevet funklende nyt. Det er, hvad den lydhøre gæst har set, da han priser den salig, der sidder til bords i Guds rige. Det er dér, han sidder lige nu - fordi han sidder til bords med Vorherre.
Men det er ikke det, de andre ser. De tavse farisæere rundt om bordet ser ikke Guds rige i den underfulde helbredelse. De ser kun én ting. Blasfemi. Gudsbespottelse. Brud på de guddommelige regler for menneskers liv. De regler, som de har sat deres liv ind på at studere, fortolke og efterleve. De har holdt øje med ham lige fra der blev sagt værsgo. Nu får de, hvad de er kommet efter. Bevis for, at Jesus er systemets fjende. Han spotter Gud. Bryder med alt, hvad de tror på og lever efter med sine ord og med sine handlinger. Han er en trussel mod dem. I deres misbilligende blikke vokser irritationen og bliver til had. Det kan kun ende på een måde. Det kommer til at koste ham livet at bringe det uregerlige Guds rige ind midt i almindelige menneskers gennemregulerede liv. Det gode selskab bliver hans fjender. Det er farisæerne, der aktivt sørger for, at hans mund bliver lukket, når det bliver langfredag. Mens det dårlige selskab vender ryggen til og ser den anden vej. Tolderne og synderne, som han har besøgt og helbredt og fulgtes med er over alle bjerge. De er alle lige gode om det.
Men Guds rige lader sig ikke standse. Hverken af systemer eller forbud eller påbud. Eller af menneskers hårde hjerter. Eller af tonstunge gravsten. Lige så uregerligt som det bryder igennem alle skrevne og uskrevne love og alle fasttømrede fællesskaber den dag i farisæerhuset, lige så uregerligt bryder det igennem indespærringen, da Jesus går ud i sollyset påskemorgen. Og derfor er der også en chance for, at det bryder lige så uregerligt ind i vores virkelighed i dag, mens vi lytter og synger. Med ord og billeder, der bryder med vores principper om ret og rimeligt og vender op og ned på alle ting. Ord og billeder, som vi bærer med os ud i vores almindelige liv, når vi går herfra, og lader os se os selv og hinanden med nye øjne. Fordi de gør de mindste til de største og giver de ydmyge og de oversete de bedste pladser i Guds rige. Pladserne lige ved siden af Vorherre selv. Det er dem, vi får, hver gang vi kommer herind. Intet mindre. Ven, sæt dig højere op, siger han. Og det er os, han siger det til.
Amen