Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
18. søndag efter trinitatis , 23.10.2011
Predigt zu Matthæus 22:34-46, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Nogle af de bedste teologiske samtaler jeg har haft, foregår i konfirmandstuen. De fleste konfirmander har det mod eller interesse, der for mange visner med alderen: at turde sætte spørgsmålstegn ved teologiske doktriner og læresætninger og især sætte ord på - og spørgsmålstegn ved - de billeder og forestillinger vi har om Gud, om treenigheden, om synd og nåde, om tilgivelse og fjendekærlighed mm.
Jeg indleder altid den nye konfirmandsæson med at tale med de unge mennesker om, hvorledes vi skal forstå Gud. Hvem eller hvad er Gud, ud fra de billeder vi bruger om Ham. Tager vi udgangspunkt i bønnen Fadervor, så henvender vi os i den til Gud, som værende en faderfigur i himlen der giver det daglige brød, som kan udfri os fra det onde, og som har magten i evighed, for nu at nævne få, men vigtige teologiske kerneområder. Her er mere end rigeligt til en konfirmandsæson at tage fat på.
Tager vi det sidste først, så volder evighedstanken naturligvis problemer. For vi mennesker kender for det meste ellers kun til områder i livet der har en begyndelse, et forløb og en afslutning. Sådan ser vi livet omkring os udfolde sig og gå til grunde, således tænker vi om hele naturen: fra den mindste organisme til hele universet. Det opstod, det findes, og det vil gå under igen. Sådan ser vi verden omkring os, og sådan forstår vi kulturer og civilisationer; det ligger rodfæstet i os.
Men Gud er evig. Gud har altid været til, Gud er, og Gud vil altid være. Fra evighed til evighed - som det lyder igen og igen her i kirken. Ingen har skabt Gud, for Gud var der før tiden og før alting, og hvis Gud vil, så kan alting gå under, men Gud vil selv være uden ophør.
Det er ikke let for konfirmanden at forstå, og det er heller ikke let for præsten. Vi vil så gerne gribe det med forstanden, men forstanden gir´ op. Hjernen har ikke rum til evigheden, så den må vi placere et andet sted. I hjertet, måske. Der lægger vi også kærligheden og kunsten og de store følelser - alt det der ikke kan regnes ud og sættes på formler.
Men der er mange flere udfordringer for den troende og den søgende. For hvad med begyndelsen af Fadervor: En far der bor i himlen. De fleste konfirmander svarer uden tøven bekræftende på mit spørgsmål, om Gud er en mand. Naturligvis er Gud en mand, for ellers ville vi ikke kalde Gud for "far", og vi ville ikke sige "ham" og "hans". Forslaget om, hvorvidt Gud kunne tænkes at være en kvinde bliver for det meste blankt afvist, og helt galt går det, når jeg foreslår at Gud måske kunne være sort.
Gud er i mange menneskers forestillingsverden en hvid mand, og det rækker langt ud over konfirmandstuen og på tværs af aldersgrænser. Når jeg fra tid til anden hører det argument for ikke-tro, at det er umuligt at tro på en gammel mand med langt hvidt skæg der sidder i sin natkjole oppe i himlen, så forstår jeg ganske hvorfor Gud i Sin visdom har lagt det som et af de første af De 10 Bud, at vi ikke må gøre os noget billede af Ham.
Det er svært ikke at sige "ham" om Gud. For "hun" eller "den" og "det" er ikke bedre. Gud er ikke et supermenneske, og Gud er ikke en ting. Og ganske vist bor Gud i Himlen, eller Himlene, men det er Himmel med stort H, og ikke den himmel vi kan se op på med sol, måne og stjerner, skyer og lyn, fugle, flyvemaskiner og satellitter.
Men hvis Gud ikke befinder Sig oppe i den blå himmel, hvorfor siger vi så at Gud er i Himlen (med stort H)? Fordi Himlen (med stort H) blot er navnet på det sted Gud er. Det sted hvor Gud er, kalder vi Himlen, og det sted der er længst væk fra Himlen (med stort H) kalder vi Helvede. Så ligesom Himlen er det sted Gud er, så er Helvede det sted Gud ikke er.
Helvede er ikke dødsriget, men Helvede er det Gud-løse sted. Et sted langt væk fra jorden måske, men så sandelig også til stede lige nu mellem mennesker, der hvor kærligheden (som er et andet navn for Gud) ikke bliver givet nogen chance. Så både Himmel og Helvede kan være (og er) steder på jorden, men det kan også være steder vi ikke kan komme.
Og hvorfor nu al denne konfirmandstuesnak? Fordi dagens Bibel-tekster handler om at forstå hvem Gud er. Den Gammeltestamentlige tekst fra Esajas begynder således: "Med hvem vil I sammenligne Gud? Hvad vil I sætte op til sammenligning med Ham? - Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige? - siger Den Hellige." (Es. 40,18-25)
Næ, hvem og hvad skal vi sammenligne Gud med? En far i himlen kan godt bruges i en håndevending - og det er da også Jesus selv der har lært os Fadervor-bønnen, men billedet har bestemt sine begrænsninger. For hvis vi ikke hele tiden kanaliserer bønnen og Gudsbilledet rundt omkring hjertet, der hvor billederne af alt det, der ikke kan måles og vejes, opbevares, så ender vi måske hos den vantro, der ikke kan tro på en gammel hvid mand med skæg der sidder oppe i skyerne.
Hvem vil I sammenligne Gud med? Spørgsmålet er retorisk, og svaret herpå er naturligvis, at der ikke er nogen eller noget, der kan sammenlignes med Ham eller ligner Ham. Gud er i alle betydninger: enestående. Gud kan ikke beskrives med en skulptur, en tegning eller et relief, og gør vi det alligevel (og det er altså det vi udtrykkeligt ikke må), så gør vi os skyldige i blasfemi, for så beskriver vi ikke blot Gud - vi begrænser Ham. Det vi beskriver, begrænser vi jo altid, og derfor står der også viseligt et andet sted i Bibelen, at vores tale skal være ja-ja og nej-nej. Alt andet skal vi dømmes på.
I evangelieteksten fra Matthæus er Jesus igen havnet i en diskussion med samtidens stærke religiøse og politiske grupper - saddukæerne og farisæerne. De konkurrerer om, at samle så stort og stærkt et religiøst budskab i så kort og præcis en sætning som muligt. En på den tid ganske almindelig og populær dyst blandt lærde.
Eftersom Gud er én, og eftersom Han ikke kan sammenlignes med noget, er det logisk, at Gudsdyrkelsen uden afkortning skal og må koncentreres om Ham. "Af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke" - siger Jesus med en sætning fra GT. Der kan ikke findes nogen større kærlighed, end den man føler for og viser den enestående Gud. Derfor forstår man godt, at dette vers er en favorit, når man skal finde det største bud i loven.
Men Jesus gør noget nyt. For Han siger at der er et andet bud i Moseloven der står lige med dette. Og det er at elske næsten. Havde Jesus kun brugt det i en sproglig dyst blandt andre skriftlærde, så havde det blot været en provokation. Men Jesus holder sig ikke til retorikken - Han fører det selv ud i praksis. Det viser alle de konfrontationer Han har med de skriftkloge omkring måltidfællesskaber og renhedsforskrifter samt spørgsmålet om den rette sabbatsforståelse. Selvom loven er givet af Gud, må den aldrig bruges til at stå i vejen for kærligheden til næsten.
Hvem er Gud, hvorledes skal vi forstå Ham, og hvem er Jesus, og hvorledes skal vi forstå Ham? Den anden diskussion, der indgår i dagens evangelium drejer sig dybest set om Jesu egen autoritet. Han rejser selv spørgsmålet, hvorvidt Kristus er Davids søn (underforstået: eller om Han er Guds Søn).
Jesus deler sin samtids opfattelse af, at det er David der har forfattet salmerne i Salmernes Bog i GT. David, den gamle store konge i Israel, ham der som knægt dræbte Goliat og som viste sig som ikke bare en stor hærfører, men også som en betydningsfuld musiker og digter. Af hans slægt skal Frelseren komme, og vi husker nok fra juleevangeliet, at Josef og Maria skulle til folketælling i Betlehem, i Davids gamle by, for Josef var af Davids slægt. Og da Josef optræder som Jesu fosterfar, så er linjen sikret fra Jesus til David, og på den måde kan man godt sige, at Jesus, eller Kristus, er Davids søn.
Men Messias skal sidde ved Guds højre hånd, og David siger "Herre" til Messias, der dermed ikke kan være Davids søn. Altså har Kristus en større autoritet end David, og i Jesu forkyndelse har Han også en større autoritet end Moses der nedskrev Moseloven - det er en konsekvens af første del af evangelieteksten: diskussionen om det største bud i loven.
Hvis Jesus antager, at salmedigteren David taler om Ham (altså Jesus), når Han skal sætte sig ved Faderens højre hånd efter himmelfarten, så siger Han også, at Han selv har eller får del i guddommeligheden. Og i dagens epistel fra 1. Kor. understreger Paulus da også, at gennem Kristus har Hans efterfølgere fået del i det, der ikke kan sammenlignes med noget andet: "I mangler ikke nogen nådegave, men I venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares" - skriver han.
For hjernen er det en udfordring, for hjertet er det en lettelse. Ingen over og ingen ved siden af Gud, for Gud er én og intet kan sammenlignes med Ham. Forstanden smuldrer og de kloge gør sig selv til nar. Lad Paulus få det sidste ord, for ingen har om disse sager (korsets gåde og anden svær teologi), sagt det bedre end han:
Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i Sin visdom ikke ville, at verden skulle kende Ham gennem Sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.
For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. (1. Kor. 1,20)
Amen.