Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

Alle helgens dag, 06.11.2011

Predigt zu Matthæus 5:1-12, verfasst von Poul Joachim Stender


Ved Allehelgen gudstjenesten i Kirke Saaby kirke brænder der på alteret et lys for hver eneste der er død i sognet siden sidste Allehelgen. Navnene på de døde læses op fra prædikestolen. I slutningen af gudstjenesten bevæger alle sig syngende ud af kirken med blomsterne fra den smukt pyntede kirke. Gudstjenesten afsluttes med bøn, velsignelse og salmesang ved fællesgraven. Derefter spiser vi med hinanden og de døde. Der serveres varm, dampende suppe og friskbagt brød mellem gravene.

~ ~ ~

Da jeg kom til sognet for mange år siden, lukkede købmanden om lørdagen kl. 13. Og der var ingen døgn kiosk i nærheden. "Fortæl os om landsbyen da du kom hertil", opfordrer mine børn mig. Og jeg fortæller dem om dengang butikkerne lukkede meget tidligt og det var umuligt at få fat i hverken en video eller matadormiks hele lørdag eftermiddag og aften og hele søndagen. Deres hår rejser sig af skræk. I dag virker det som om butikkerne altid har åbne. Det er sjældent man løber tør for andet end penge.

Der er ingen tvivl om at de forlængede åbningstider er et udtryk for en slags kollektiv dødsangst. I vort samfund må tingene ikke gå i stå. Ser man en lukket butiksdør, er det som at se ens egen dødsattest. Det minder os for meget om den dag, hvor vort hjerte går i stå. Butikkerne skulle gerne, ligesom os selv, være uden lukketid. I det hele taget er vi dårlige til at dø, fordi vi er dårlige til at leve. Vi kan udvikle og åbne. Men ikke lukke ned og afvikle.

Enhver ved at generalprøver er vigtige før noget stort går i luften. Hvis vi aldrig nogensinde øver os på at dø, hvordan skal vi så kunne klare det bare nogenlunde når selve dagen kommer?

Mine bedsteforældre holdt skumringstime. De sad helt stille og lod aftenen langsomt invadere deres stue. Mørket fossede ind gennem nøglehullerne og fyldte rummet med små, sorte punkttommer indtil det blev så mørkt, at min bedstefar måtte famle sig frem til stikkontakten for at få tændt lyset. Jeg tror de øvede sig på at dø. Når de havde set mørket, kunne de for alvor nyde lyset. I dag tænder vi lamperne flere timer før det bliver mørkt for at undgå følelsen af, at dagen også har en lukketid.

En anden udmærket måde at øve sig på at dø, er at give sig tid til at kede sig. Man kan f.eks. gå i kirke. Gudstjenesterne er godt nok blevet mere og mere underholdende. Men det er stadigvæk ikke svært at finde en kirke, hvor man ikke er bange for at lade både børn og voksne kede sig gudsjammerligt. Det er en stærk fornemmelse at sidde der og lade stilheden og pausen og kedsomheden og Guds ord overvælde en. Første gang har man abstinenser efter støj og underholdning. Men efter en kold tyrker kommer man efterhånden til at synes om det.

Engang fastede vi her i Danmark. Det var en udmærket skik. Man spiste ikke meget i kirkens fastetid. Man øvede sig på en måde lidt på den dag man skulle dø og ikke længere var i stand til at spise. Vi burde virkelig i folkekirken opfordre til forskellige former for faste som generalprøver på døden. Øjenfaste. Man ser ikke fjernsyn i en hel måned, men holder skumringstime i stedet. Øre-faste. Man slukker sin mobiltelefon og hiver stikket ud af computeren og prøver et par uger at lægge øre til stilheden eller hvad der er endnu sværere: lægge øret til ens børn og elskede.

En fransk forfatter udtalte engang, at et menneskes alderdom ikke bliver anderledes end det liv man har levet før man bliver gammel. Hvis man aldrig har givet sig tid til at nyde livet, skal man heller ikke regne med, at man kan finde ud af det efter sin pension. Det kræver livslang øvelse at få en god alderdom.

Sådan er det også med døden. Ens død bliver ikke anderledes end det liv man har levet. Hvis man ikke har villet se hverken mørket eller stilheden eller evigheden i øjnene mens man er sund og rask, bliver det temmelig vanskeligt når sygdom og død rammer en.

Nu er det Alle helgens søndag og vi er samlet her i kirken for at øve os lidt på at dø, for at kunne blive bedre til at leve. Vort største problem er ikke vor angst for at dø. Men snarere vor angst for at leve. Vi snører os ind i tryghed og travlhed og aktivitet for ikke at komme til at mærke livet for meget. Vi gnasker tonsvis af økologisk mad i os for at få et langt liv. Vi motionerer og spiser vitaminpiller. Vi lever for at overleve. Spiser for at blive sunde. Bevæger os for at holde os i form.

Men at lave en ordentlig generalprøve på døden er faktisk at give sig livet i vold. At spise for nydelsens skyld. At leve fordi livet er en vidunderlig chance vi har fået. At bevæge os, fordi det er rart at bevæge sig. Kort sagt: Turde leve lidenskabeligt med alt hvad livet indebærer af både smerte og kærlighed, fordybelse og beruselse. Det værste der kan ske os er, at vi på dødslejet ligger og sukker: Jeg nåede ikke at leve, før jeg skulle dø.

Men her på Alle helgens søndag holder vi ikke kun generalprøve på vor død ved tænke på at vort liv står under en lukkelov, der slet ikke er så liberal som butikkernes lukkelov. Men vi mindes også vore døde i dag. Og når vi tænker på dem så ser vi lys, ikke sandt? Der strømmer vidunderligt, varmt lys ud fra gravene. Vi kan næsten række hænderne frem mod lyset og varme os i alt det de døde nåede at give os, før de blev taget fra os. At se tilbage er ikke at se tomhed og mørke og kulde. Men lys og varme og kærlighed.

Og derfor forstår jeg, hvorfor Kristus kalder os salige i søndagens evangelium. Vi er de salige. Os der sørger over vore døde. Os der hungrer efter en retfærdig verden i en uretfærdig verden. Os der længes efter barmhjertighed i en ubarmhjertig verden. Os der drømmer om en verden fuld af fred i en verden fuld af terror og krig. For vi er jo, trods sorg, ubarmhjertighed, uretfærdighed, ufred, omgivet af kærlighedens lys.

Ser vi tilbage på vort liv, de mennesker som vi har mistet og sørger over, så møder der os lys. De var Guds gaver og selv om de er borte er de der stadig. Og når vi ser vi frem, ser vi også lys. Der står Faderen, Sønnen og Helligånden og kærligheden strømmer ud mod os. Og rundt omkring os, lige i dette magiske øjeblik, er der levende, varme, vidunderlige mennesker, der lyser op i vor tilværelse.

Amen



Sognepræst Poul Joachim Stender
Saaby
E-Mail: pjs@km.dk

(zurück zum Seitenanfang)