Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste Søndag i kirkeåret , 20.11.2011
Predigt zu Matthæus 25:31-46, verfasst von Anders Kjærsig
Dom, næstekærlighed og håb
På den ene side er det altid vemodigt at skulle afslutte noget. Det gælder en uddannelse, et arbejde eller en ferie. Men det gælder også for et år og et kirkeår. På den anden side er afslutningen jo forudsætning for en ny begyndelse. Hvis ikke der var en sidste søndag i kirkeåret, ville der ikke komme en første. Det forgangne skal altså ses i lyset af det kommende. Eller som vi sang det indledningsvis i Boyes salme:
Herre Kristus, dig til ære
slutter vi vort kirkeår;
trøstig kan vor afsked være,
advent kommer, som det går.
Ordet vil sin røst udsende,
Ånden vil sit orgel slå,
troens alterlys vil brænde,
indtil jorden skal forgå. (DDS 431,1)
Teksten til den sidste søndag i kirkeåret fastholder os i spændingsfeltet mellem Gud og næsten. Det er i forholdet til det andet menneske, at Gudsforholdet realiseres. Gud er mellem mig og den anden, og det er han, fordi det kristne Gudsforhold er et konkret forhold, et forhold der ytrer sig i det mellem menneskelige rum. Teksten viser det ved den gentagne brug af sætningen: "For jeg var sulten og I gav mig noget at spise; jeg var tørstig og I gav mig noget at drikke; Jeg var fremmed og I tog imod mig; jeg var nøgen og I gav mig klæder til kroppen."
Hvad er mere menneskelig nødvendig end disse egenskaber? Vi har alle behov for mad og drikke, vi har alle behov for et tilhørsforhold. Vi kan ikke leve uden. At nægte det andet menneske mulighed for at føle sig hjemme er ikke kun overgreb på næsten, det er at ringeagte Gud selv. I min næstes ansigt ser jeg nemlig Jesu ansigt og fornægter jeg min næste, ham der sulter og tørster, så fornægter jeg på samme tid Kristus. Velsignelse bliver til forbandelse. En tankegang man også finder i Bjergprædiken: Salig er de, der sulter, for de skal mættes og ve dem, der har i overflod, for de skal sulte. [Lukas 6,21.25] Så konkret er kristendommen: Enten frelse eller fortabelse; enten velsignelse eller forbandelse.
Vi dømmes på vor handlinger eller mangel på samme - men vi frelses af tro alene. I troen på Guds søn har vi nemlig fået næsten som en gave og opgave. Vi lever af det andet menneskes tilstedeværelse, som vi lever af mad og drikke. Tænk på fortællingen om Palle alene i verdenen. Han har ikke blot mistet medmennesket, han har også mistet sin Gud. Og det har han, fordi det er i lyset af det andet menneskes ansigt, at vi ved, Gud er der.
Nu handler teksten til i dag ikke kun om forholdet mellem dom og næstekærlighed. Den handler også om håb. Det ligger allerede i dommen: Når Menneskesønnen engang kommer i sit rige, vil han skille bukkene fra fårene. Der er med andre ord en forestilling om, at det bord, vi dækker for hinanden i denne verden, ikke er det sidste. Engang skal tingene forandre sig. Det, vi ser nu, er ikke det eneste.
Hos den danske satiriker Soya er der en fortælling fra novellesamlingen Hvis tilværelsen keder dem, der på en lidt komisk måde illustrerer det. Fortællingen hedder "Nok se, men ikke smage" og handler om en rig købmand, der har den perfide og amoralske hobby, at han kun nyder et godt måltid, hvis han har en stakkels, forhutlet og sulten person siddende foran sig. Alt imens købmanden smæsker sig veltilpas i alle tænkelige og utænkelige retter, løber mundvandet panisk på den anden. Men han får ikke noget af herlighederne andet end et stykke tørt brød og et glas vand; hvilket kun forøger købmandens appetit. Derfor titlen: "Nok se, men ikke smage".
Ingen er i tvivl om, at købmanden er en skurk. Han får ikke Guds velsignelse. Han forbandes og forbandelsen består i, at han ender sine dage i en mørk og klam fangekælder uden kontakt til andre menneske. Her sidder han ensomt og forladt. Han har ikke engang en historie, han kan tro på, en historie, der kan give ham styrke og mod. Han har kun sig selv og det er ikke meget.
Anderledes ser det ud for den forhutlede person, der viser sig at være digter. Han formår nemlig at lave et måltid i fantasien, som langt overstiger det, købmanden spiser. Købmandens mad er forgængelig, det er digterens ikke. Når han fortæller, hvordan bordet er dækket med farver og lys, hvordan de forskellige vine tindrer i krystallerne, hvordan engle varter op og peber daler som røgelse, glemmer han al elendighed, sulten og fraværet. Brødet og vandet forvandles gennem digterens fortælling til et måltid af en hel anden verden. En forvandling der giver ham styrke og mod til at gøre noget ved den situation, han er stillet i.
Fortællingen om Menneskesønnen, der skal komme i al sin herlighed, virker på samme måde. Den giver os en retning i tiden, så vi kan handle i den verden, som er her nu. Engang skal vi sidde til bords i Guds rige. Lad os foregribe det ved at dække bord for hinanden. Det er kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. Eller sagt med Grundtvigs ord:
Kærlighed er livets krone,
kærlighed er lysets glans,
derfor sidder på Guds trone
Jesus nu med strålekrans,
han, som lyset er og livet,
han for os sig selv hengivet,
bliver i og lever ved
Guds, sin Faders, kærlighed. (DDS 696,2)
Amen.