Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i advent, 27.11.2011
Predigt zu Lukas 4:16-30, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Jesus læser op af kalenderen. Programerklæringen. Det er næsten som familiekalenderen hjemme på køleskabsdøren, eller den travle arbejdskalender. Der står alt det, der skal gøres, aftalerne, programmet.
Kalenderen indeholder i reglen en forestilling om, hvad vi gerne ville gøre, hvad vi burde gøre, foruden alt det, vi bare må eller skal, - de helt nødvendige ting. Med tiden prioriterer vi, skubber lidt og lægger om, fordi noget andet har vist sig på vejen, - somme tider noget, der sætter en helt ny og anden dagsorden.
Kalenderen fortæller mest om de ydre begivenheder, ikke så meget om de indre landskaber. Der står sjældent i kalenderen om forventningsglæde, eller om de dage i livet, hvor der skete noget, der ændrer betydning af alt det andet; både det, som har været og det, der skal komme.
Der står måske en fødselsdag eller mærkedag noteret ind, en anmærkning om en begivenhed, der på én gang forandrede alting. Da det skete, ændrede det alting, - bagud og forud ændrede historien sig. Alt, hvad der var, viste sig at være på vej hertil, til denne dag. Og alt, hvad der siden skete, var en del af den nye historie.
Men det er sjældent til at se på kalenderen, hvordan det indre landskab ser ud i forhold til dage og aftaler, - om de bliver imødeset med forventning, glæde, håb eller frygt, mistrøstighed og ulyst.
Netop nu er det mere tydeligt end ellers. Tænk på det, der måtte stå på kalenderen hjemme fra nu af til jul. Det er følelsesladede dage på den ene eller anden måde for det, de indeholder, - eller for det, de ikke indeholder; det, vi savner eller længes efter.
Det er også en tid, hvor der kan ske andet end ellers. Det er overraskelsernes tid, hvor uventet nyt og uventede gæster pludseligt kan dukke op. Det er håbets tid.
Adventskransen er tændt. Jeg glæder mig. Jeg er forventningsfuld og håbefuld uden at have nogen anelse om, hvad der venter. Jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske i dagene foran mig, selvom min kalender fortæller, hvad jeg skal fra nu af til juleaften.
Hvilken slags møder med mennesker, der ligger foran mig; hvad der faktisk kommer til at fylde mig, ske med mig; hvad jeg faktisk får gjort, udrettet og givet fra mig og modtaget inden jul, aner jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg glæder mig, at jeg har forventningen om godhed og varme og lys lige foran mig, og at det rører mig dybt! Sådan gætter jeg på, at I også har det. I ser sådan ud!
Derfor er det også lige nu, at talen om undernes mulighed går os lige til hjertet. Løfterne rammer os, der hvor vi er blødest. Frihed til fangne og undertrykte, godt budskab til fattige, syn til blinde, - et nådeår for Herren. Det er kæmpestore ord, kæmpestore løfter. Det vælter os næsten omkuld, som en alt for stor og alt for glad hund.
Vores håb, vores glæde og forventning er faktisk mindre - tændstiksæske mindre - i forhold. Vi vil gerne have gode stunder sammen med dem, vi elsker, og vi vil gerne have, at freden skal indfinde sig med de tændte lys og hverdagen være til at bære. Vi vil også gerne, at sygdom, sorg, ensomhed, ufred og jalousi, og hvad der nu ellers truer verdensfreden og vores familieglæde, skal blive borte, tages væk. Eller i det mindste lindres, trøstes og blive lettere at leve i og med.
Så, derfor: Jesus, Guds Søn - kom bare ind, kom an! Gå gennem den åbne dør og tag bolig, gør dine undere, lad os se og mærke, at det er nu, det sker! At du er lægen, vi har ventet på, den, der bringer det nye! Sådan er vi allerede i færd med at indrette verden efter det nye og dele opgaver ud.
Vi mener at vide, hvad Gud skal gøre, og hvor han skal lægge sine hænder på først. "Jeg vil..." "Gud burde..." Alle vores forventninger stiller sig op på række og vi forveksler dem med tro og håb. Jesus tilføjer straks: Det her er ikke kun for jer, det handler ikke om dine forventninger. Håbet er langt større, det er til alle. Det er også et håb til dem udenfor; dem, du slet ikke tænker på. Det er også til dem, du ikke regner med eller regner for noget; ja, det er også til dem, du ikke under det.
Det er håb udover historiens horisont. Guds løfter omfatter os og vores historie. Og..., - og det er et væsentligt: og de er for dig og mig helt personligt samtidigt. Håbet lyder stærkest og dybest dér, hvor intet andet nytter. Vi aner, at det kunne betyde mulighed, også dér, hvor vi kun kan se det, som er umuligt. "Det sker jo aldrig" kan vi tænke, når vi gribes af håbløshed.
Nu går det måske op for os, at ventetid og forventningstid ikke er tid til at forestille sig alle de forventede herligheder for siden at kræve ind. Det er tid at se på kalenderen med nye øjne. Se alt det uventede nye, se Guds mulighed og gave i det, som kommer.
Det er tid til at stå med fremstrakte hænder, klar til at modtage. Modige hænder, der glæder sig over muligheden, det ukendte, uventede i hver ny dag. Troende, tillidsfulde hænder, der tør overlade det til Gud - også alt det brudte, forspildte; det, som aldrig blev og det, vi mistede.
Se, han holder stadig historien i sin hånd, den skal forvandles, fuldendes. Løfterne står stadig ved magt, og du og jeg kan se kalenderen i nyt lys og se, at der midt i hverdagens gøremål også står: godt budskab til fattige, frihed til fangne og undertrykte, syn til blinde. Se! et nådeår for Herren. Se! Guds tid er her, og kalenderen er fuld af hans løfter.
Amen