Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent , 04.12.2011
Predigt zu Matthæus 25:1-13, verfasst von Birgitte Graakjær Hjort
1. VI SPEKULERER PÅ FREMTIDEN OG HAR ET HÅB
Vi spekulerer på fremtiden. Vi hører måske tit, at vi skal leve i nu´et og være til stede i det, vi er i. Men alligevel er der mange af os, der ikke ka´ la´ være med at tænke på fremtiden. Vi tænker måske på, hvad der kommer til at ske på vores arbejde inden for det næste års tid? Vil der ske nogle store ændringer, som kommer til at forandre vores hverdag mærkbart? Er vi forældre til et barn, der ikke trives, tænker vi måske på, hvad fremtiden vil bringe for vores barn. Er vi blevet gamle, spekulerer vi måske på, hvordan vi skal klare os, hvis vores helbred bliver dårligere, end det er nu. Sådan kan vi hver især gøre os mange tanker om vores personlige fremtid. Og i denne her tid tænker vi måske også på en særlig måde på, hvordan det skal gå i de lande i Mellemøsten og Nordafrika, hvor der lige nu er uro og voldelige kampe om demokrati og menneskerettigheder. Vi ser mennesker falde for diktatorers fremfærd og lide under deres hårdhændede metoder.
I dag skal det siges klokkeklart fra kirkens side, at vi har et ansvar for at gøre noget ved problemerne. Vi skal både bede for mennesker, der lider, og vi skal engagere os i de samfundsproblemer, der er, nationalt såvel som globalt. Straks efter at Gud havde skabt verden, gav Han os mennesker et ansvar for at passe på den klode, Han havde skabt. Så verden er en gave fra Gud. Og vi har fået ansvaret for at passe godt på den. Både ved at fordele ressourcerne lige og ved at forsøge at lindre nøden for dem, der lider.
Når det er sagt, så har kirken alligevel mere at sige. Vi skal bidrage til, at verdens ressourcer blir´ brugt mere retfærdigt, end tilfældet er i dag. Og vi føler et ansvar for at være med til at lindre nøden for de fattige, som rammes af naturkatastrofer som følge af, at vi har et overforbrug her i den vestlige verden eller for tilfældige befolkninger, der lider under diktatur.
Men vi tror ikke på, at vi kan "redde verden" i al evighed. Uanset hvordan vi bærer os ad. Problemerne er større, end at vi kan løse dem. Men det håb, Jesus har givet os for verden, er til gengæld også langt større, end nogen af os har turdet drømme om, hvis ikke han havde fortalt os det og indgydt os det håb, han bringer.
Gud har nemlig lovet os, at verden en dag skal få lov at opleve en helt ny begyndelse. Et nyt Paradis. Der kommer en dag, hvor alting ramler. Og når nøden er størst - fortæller bibelen - da vender Jesus Kristus tilbage til denne her jord, som han engang blev født på. Ikke som et spædbarn i en krybbe. Ikke som en mand, der helbredte nogle få syge engang imellem. Men som herre og som hersker.
Og det, som han vil foreta´ sig, når han vender tilbage, det er noget, der langt overstiger det, som selv de dygtigste mennesker ka´ arbejde hen imod. Han kommer for at nyskabe verden, så den bliver ligesom på skabelsens morgen. En verden uden ondskab og lidelse. Uden sygdom og død og alt det, der ka´ ødelægge tilværelsen for os.
Derfor skal vi ikke nøjes med at vise engagement og ta´ ansvar. Vi får samtidig i kirken lov at dele et håb med hinanden. Vi behøver ikke at resignere eller fortvivle og blive helt forskrækkede over udviklingen. Men vi får ligefrem lov til at glæde os til den fremtid, Gud vil skabe.
For på den nye jord bliver bekymringer afløst af glæde. Der bliver ikke et eneste forældrepar, der kommer til at sende deres voksne søn til Afghanistan og risikere at få ham hjem i en kiste. Nej. For der bliver slet ikke nogen krige på den nyskabte jord. Der bliver ikke en eneste, der skal gå til lægen for at få fornyet recepten på antidepressiv medicin eller hjertepiller. Nej. For der bliver ingen sygdomme på den nye jord. Ulven skal bo sammen med lammet, hørte vi i den gammeltestamentlige læsning. Og spædbarnet skal lege ved slangens hule.
Det er jo forhold, vi næsten slet ikke ka´ forestille os. Og hvis vi sku´ komme med nogle nutidige eksempler, ku´ vi jo føje til, at terroristerne skal sidde til bords og spise sammen med søndagsskolelærerne. Dem, du personligt ligger i strid med, og som volder dig besvær og konflikter her i livet, - dem skal du blive venner med. Ingen skal gøre hinanden noget ondt på den nye jord.
2. DET TRÆKKER UD MED DEN NYE JORD
Men der er jo gået laaaaang tid allerede siden, Jesus sagde, at han snart ville vise sig på himlens skyer og skabe en ny jord. Foreløbig er han udeblevet i ca. 2000 år. Det trækker jo ud og trækker ud. Jesus vidste godt, at vi kan få oplevelsen af, at det trækker så længe ud, at vi til sidst næsten slet ikke kalkulerer med det mere. Det er dét, lignelsen om de ti brudepiger handler om.
Der var 10 piger, der sku´ til bryllup. Dengang foregik det på den måde, at den første del af brylluppet fandt sted i brudens hjem. Her var der en helt masse gæster, som opholdt sig. De blev beværtet og fik noget at spise, mens de ventede på brudgommen. For brudgommen sad nemlig et helt andet sted. Han var i fuld gang med at forhandle med pigens familie om, hvor høj brudeprisen sku´ være. Og den slags forhandlinger ku´ godt være seje og ta´ lang tid. For hvis ikke pigens familie blev ved med at prøve at presse prisen op, så ville det se ud, som om hun ikke betød ret meget for dem. Så det var bare med at få prisen så højt op som muligt. For en høj brudepris signalerede, at vores datter - hun er meget værd. Derfor tog det tid med de forhandlinger.
Og endelig langt om længe, når forhandlingerne var afsluttet, så kom brudgommen til sidst for at hente sin brud. Og da fulgte alle gæsterne med. I et festligt optog til brudgommens hjem. Ofte begyndte bryllupsprocessionen først ved aftenstide. Og det var derfor meget almindeligt, at man sku´ ha´ olielamper eller fakler med. Og når processionen kom frem til brudgommens hjem, begyndte så selve festen. Og den ku´ godt strække sig over 7 dage. Så det var en umådelig stor fest at vente på og glæde sig til.
Der var 5 kloge brudepiger. De havde sørget for ekstra olie til deres lamper. Så de var forberedt og indstillet på, at det ku´ trække ud. Og så var der 5 tåbelige. De troede, at brudgommen kom lige med det samme. Så deres lamper slukkedes, fordi tiden gik. Og de endte med at gå glip af festen. De bankede på og ville ind. Men døren blev ikke lukket op for dem.
Det er skræmmende at høre, at der findes et liv i lutter glæde og fest, som vi kan risikere at gå glip af. Ikke mindst når det går op for os, at billedet af brudepigerne jo omhandler os, der betragter os som en del af kirken. De troede jo alle 10, at de sku´ ha´ del i bryllupsfesten. Og sådan er der nogle af os, der regner os som en del af kirken, der går glip frelsen. Det er den snigende uhygge, der er over lignelsen. Men lignelsens hensigt er ikke at skabe frygt og uhygge, men at lære os at bære os klogt ad. Det er det, der er formålet med at høre lignelsen. At vi gør os klart, at vi skal våge og vente. Også selvom det trækker ud.
3. VI SKAL VÅGE OG VENTE
Lignelsen skal lære os, at godt begyndt ikke automatisk indebærer, at det også blir´ godt fuldendt. Jesus vil advare os mod at tro, at når vi har fået godt begyndt, så fører det med sikkerhed til en god afslutning, lige gyldigt hvor uforberedte vi lever på at møde ham.
Og hvornår var det så, vi fik godt begyndt? Det gjorde vi, da vi blev døbt. Vi fik endda så godt begyndt, at der ikke findes nogen bedre begyndelse overhovedet. For da vi blev døbt, mærkede Gud os med sit tegn, nemlig korset. Al begyndelse med Gud består i, at Han velsigner os og lover os, at vi må have borgerskab i Guds rige. Dvs. at Han gir´ os det tegn, der er adgangen til at leve og bo på den nye jord, Han vil skabe.
Og når vi har fået den gode begyndelse, så skal vi begribeligvis ikke siden hen vende Gud ryggen. Vi skal ikke lade som om, Gud ikke eksisterer. Eller leve som om vi ved bedre selv end det, som Jesus har lært os. Det er til gengæld værd at vente på det, Jesus Kristus kommer og bringer. Også selvom det trækker ud. For en ny jord, hvor al sygdom og ondskab og lidelse er udryddet er en tilværelse, vi næsten ikke kan forestille os.
Og mens vi venter, da skal vi bruge tiden på at give vores bidrag til at udrydde ondskab og skabe lindring, hvor der er mennesker, der lider. Det er på ingen måde spildt ulejlighed at gøre det. Tværtimod. Hvert eneste lille initiativ, vi tager i dag for at gøre verden til et bedre sted at være, det kommer Jesus selv en dag og fuldender. Så der er ikke noget mere passende at bruge ventetiden på.
Lad os derfor slutte af med en fortælling, der siger det ganske klart: Det fortælles, at der engang indtraf solformørkelse under et parlamentsmøde i en af de amerikanske forbundsstater. Der opstod en panikstemning rundt omkring i parlamentssalen. Det fik en af de tilstedeværende til at gå op på talerstolen og sige: "Mine ærede tilhørere. Nu er der to muligheder, hvor resultatet er det samme. Enten er det Herres komme, der er ved at ske. Og hvis han kommer nu, ønsker han at finde os i færd med at udføre det arbejde i verden, som vi er sat til at gøre. Eller også er det IKKE Herrens komme. Og i så fald er der ingen grund til at afbryde det arbejde, vi har et særligt ansvar for".
Amen.