Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i advent , 11.12.2011
Predigt zu Lukas 1:67-80, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Det er blevet så moderne at have en plan for sit liv. Man skal vide, hvor man skal hen og hvorfor. For nyligt hørte jeg én sige, at man skal se på sin nuværende kæreste, og da forstille sig hvor man er om fire år, og så se om hun passer ind i det.
Det er jo - undskyld - vanvid, for det betyder jo at man aldrig kommer længere end ens egen horisont; at man aldrig kommer til mere end det man selv ved og vil. For det kunne jo være at ens nuværende kæreste gik ad veje, som man ikke selv kunne se i sin egen horisont, og derved åbnede for en verden, som man ikke selv kunne skabe. Men ikke desto mindre er det det man lærer inden for det at kunne styre sit liv.
Der er ingen tvivl om at det liv, der beskrives i disse coaching-planer, er den rene og skære kedsomlighed. Hvis man har planer for sit liv og faste baner fire-fem år frem, så er det ikke meget spræl og overraskelse i det. Disse fem-års-planer for livet lyder som noget fra det gamle Sovjet. Det betyder jo også at man aldrig kommer længere end til det man selv kan og vil, og det er ofte for lidt. Planerne bliver til vejvisere, og man retter sig egentlig kun efter skilte, der peger derhen hvor man skal.
For tiden tales der således meget om selvudvikling. Der tales om at vi skal hjælpe os selv frem og man ansætter både en coach og en personlig hjælper til at hjælpe en frem. Det man har i sig, skal frem i lyset.
For år tilbage hed det at man skulle realisere sig, hvilket betød at det man havde i sig af muligheder skulle gøres virkeligt. Og fornyelig hørte jeg en sige, at hun havde brug for at forløse sig selv. Der skal åbenbart mere til nu end bare at realiseres. Og der er mange forslag til hvorledes vi kan forløse os selv: Gennem kreative interesser, gennem spirituel træning, eller andet.
Men et eller andet sted, er man altså galt på den. For vi kan ikke forløse os selv. Det er sprogligt helt galt at sige sådan. Vi bliver forløst. En jordemor kan forløse et barn, men hun kan ikke forløse sig selv. Når det for alvor handler om liv, kan vi ikke forløse os selv. Her bliver vi forløst. Her handler vi ikke selv. Her modtager vi.
For livet er ikke noget vi tager, men noget vi får. Den, der tager sit liv, dør jo. Livet er grundlæggende noget vi får. Når vi tager vores liv, dør vi. Vi forløser ikke os selv. Vi forløses. Det er en afgørende forskel.
Det er præcis det som det smukke evangelium til i dag taler om. Det er Zakarias lovsang, som han må udbryde i, for at lovsynge Gud og hans forløsning af livet. Han lovsynger Jesus Kristus, der fødes til verden.
Og det fantastiske ved Jesus er, at han ikke er en vejviser. Han siger ikke, at han er den moderne coach, der viser én vej til det rette. For Jesus er ikke én der opstiller regler og love for livet; altså en vejviser for livet. Han er, som han siger det andet steds: vejen, sandheden og livet.
Han er ikke én, der viser til målet. Han er målet. For Jesus er ikke som Buddha eller Muhammed en vejviser, altså én der fortæller om, hvad det rette er og hvad man skal gøre; nej, han er vejen. Han er vejen og ikke vejviseren.
Og hvad betydning har så det? kunne man spørge. Hvilken forskel er der på at være en vej og en vejviser? Ja, i denne forskel er egentlig hele vores kristne frihed!
En vejviser opstiller kravene og reglerne for at kunne finde vej: hvis man gør det og det, så kommer man til målet. Som tilbage i tiden, hvor kirken tilbød aflad eller senere hvor moralisme, var kravet for at komme til målet. Her var der en vejviserfunktion, og ved at opfylde den, kom man frem.
Derved er man jo ikke i frihed, for vejviseren står over ens handlinger. Man er heller ikke i eget ansvar, for man kan skyde ansvaret fra sig, ved at hævde, at sådan siger vejviseren og den kræver at man gør sådan og sådan. Vejviseren peger på de fjerne horisonter og viser hvorledes vi kommer derhen. Derved er friheden bundet til den, der viser vej.
Men om Jesus siges det meget præcist i dagens evangelium at han er solopgangen fra det høje, der vil lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Han lyser. Han forløser. Ikke selvudvikling, men selvafvikling. Alt er opfyldt. Det er fuldbragt.
Det er den kristne frihed. Den frihed, der altid trues af at mennesker bliver forarget på evangeliet, og vil opstille regler og love for den kristne. Men den kristne er med ord fra Paulus fri af alle ting, og derved forpligtet på hinanden som mål og ikke som midler for noget højere.
Den kristne skal leve, fordi han er frelst; ikke for at blive frelst. Vi skal ikke forløse os, men glædes over at Gud forløste os julenat i et spædbarn i krybbe. Vi skal derfor lovsynge Gud i samme klang som Zakarias. Gud vores forløser og livets evige skaber.
Amen