Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juleaften, 24.12.2011
Predigt zu Lukas 2:1-14, verfasst von Eva Tøjner Götke
Han var vant til at arbejde hårdt. Ja, han følte sig som slave af sit arbejde.
Han syntes i det hele taget, at livet var hårdt imod ham.
At Vorherre var hård imod ham.
Sådan trak tankerne ham længere og længere ind i mørket.
Trak ham længere og længere ind i sig selv.
Og nu var der så sket det, at Trine skulle føde deres barn.
Udsigten til endnu én at brødføde, og til at afse tid til at passe et barn, - tid som ville gå fra arbejdet - gjorde at han fik endnu mere ondt af sig selv.
Jan Andersson sad udenfor i skuret med regnen dryppende ned på sig. Heller ikke dér, i fødestuen ved siden af, var han ønsket.
Han følte sig foragtet og tilsidesat.
Et øjeblik tænkte han, at hvis der skulle ske noget under fødslen - ja, så langt nede var han - hvis der skulle støde noget til, så gjorde det ikke noget.
Men han fik ikke talt ud.
For nu lød skrålet derinde fra, og han kunne godt regne ud, hvad det betød.
Ind trådte han.
Nu var rummet fejet og prydet, der var hvid dug på kaffebordet og det fine porcelæn var stillet frem.
Han kunne ikke lade være med at tænke, at denne gang så det ud til, at han var den vigtigste i hele foretagendet.
Og dér lå Trine i sengen med et forklaret lys i øjnene.
De gamle koner rækker ham bylten med barnet svøbt i nogle klude.
Han står kejtet med den i armene.
Og se, det gav et stød i ham!
Og hans hjerte begyndte at banke, som det aldrig havde gjort før.
Han var ikke længere forfrossen indeni. En varme spredte sig i ham.
Han var ikke længere sur og gnaven og bekymret.
Det var godt alt sammen.
Han forstod det ikke.
Bad jordmoderen tage pulsen. Der må være noget galt.
Nej, han havde ikke ondt nogen steder.
Jordmoderen ville skille ham af med barnet - men han ville ikke give slip på det.
"Lad mig beholde den lille tøs". Sagde han.
Da trak hun på smilebåndet, jordemoderen, og sagde:
"Har I aldrig før holdt så meget af nogen, Jan, at I har fået hjertebanken for hendes skyld?"
"næ-æh", sagde han.
Og så skriver den svenske forfatterinde Selma Lagerløff - for det er hende, der fortæller om Jan Andersson:
"Men i det samme forstod han, hvad det var, der havde sat hans hjerte i gang.
Og ikke nok med det, men det begyndte at gå op for ham, hvad der havde været i vejen med ham hele hans liv.
For den, der aldrig mærker noget til sit hjerte hverken i sorg eller glæde, han kan vistnok ikke regnes for et rigtigt menneske."
*
Mon Betlehems hyrder fik lov til at opleve det samme?
De arbejdede også hårdt, også denne nat, mens alle andre sov.
Og de regnedes ikke for noget, så de skulle slet ikke tælles med i Kejser Augustus' folketælling.
Mon de også mærkede varmen, da de kom ind fra den kolde nat og fandt barnet i stalden og fik lov til at holde det i armene?
Mon også varmen og lyset gav stød i dem, så deres hjerter begyndte at banke, og de mærkede livet på en helt anden måde end før. Mærkede hvor godt det er alt sammen?
Og mon vi får lov til at opleve det i aften? Og i morgen og i overmorgen.
Os hårdtarbejdende mennesker, som kan have lige så ondt af os selv som Jan Andersson, fordi livet kan være så hårdt imod os. Nogen gange kan vi vel også føle os som slaver af det arbejdstempo, som kan tage pusten fra os, og som vi slet ikke synes, vi har styringen over.
I det hele taget kender vi godt den klagesang, som lige så langsomt steg op i Jan Andersson.
Selv julen er hård imod os.
Den giver stress.
Tænk bare på alt det, vi har skullet igennem, indtil vi er nået her til denne aften.
Måske har nogen endda tænkt den tanke, at - ja - bare han da ikke blev født, ham den lille i Betlehem - det ville vi ikke have noget imod.
Så ville julen ikke lægge beslag på os.
Så havde vi mere tid til arbejdet.
Og så ville vi være fri for alt det besvær med tro og tvivl og evighed.
Med religionskrige.
Med forholdet mellem stat og kirke.
Med salmer, der ligger for højt, så vi ikke kan synge med.
Så ville ingen samvittighed nage os - overfor de nødlidende, asylansøgerne, de fattige.
Men inden vi når at tale ud - heldigvis - ved Guds nåde - så kimer det til julefest!
Og vi kommer ind i den varme kirke.
Og vi kan ikke lade være med at tænke, at det hele er gjort for vores skyld, - at vi er de vigtigste her i foretagendet.
Og vi kan tage barnet op i vores arme.
Og det kan give et stød i os.
Og hjertet begynder at banke som det aldrig har gjort før.
Vi skal ikke tilkalde nogen hjertespecialist.
Vi skal ikke ud til de dygtige hjertelæger på sygehuset.
Nej, hvis det stod til os, ville vi slet ikke give slip på barnet.
Kunne vi bare fastholde denne varme.
Mærke at vi holder af.
Mærke hvad der betyder noget for os.
Hvem der betyder noget for os.
Måske går det op for os, hvad der har været galt hele livet.
Ligesom for Jan Andersson.
For den, der aldrig mærker noget i sit hjerte hverken i sorg eller glæde, han kan vistnok ikke regnes for et rigtigt menneske.
*
Derfor lod Gud sig føde som et lille barn.
For at frelse os.
Og gøre os til rigtige mennesker.
Og vække den evige glæde i os.
Det er godt alt sammen.
Han kom til os som et barn for at få vores hjerte til at banke for andre end os selv og vores eget og vores egne børn.
Og så står der endda med fed i overskrifterne i aviserne, at de mangler voksenkontakt, børnene.
Og det er synd for børnene, siger vi.
For de har brug for at være sammen med os voksne.
Men arbejdet kalder.
Og børn tager tid fra arbejdet.
Men måske skal vi lære af julen.
Lære af det, som Jan Andersson erfarede, da han blev fader.
Og vende det om og sige, at det er os voksne, der har brug for børnekontakt.
For det er barnet, der får vores hjerte til at banke.
Det er ikke vores arbejde, ikke vores travlhed. Det bliver vi bare syge af.
Det er barnet, der minder os om, at det er godt alt sammen.
Det er barnet, der får os til at glemme, når vi er sure og gnavne og bekymrede.
Det er os, det ville være synd for, hvis ikke det var midt iblandt os.
For der sker jo noget med os.
*
Og spørgsmålet er, om man ikke også kan sige, at der skete noget med Gud, da han blev fader.
Man kan jo godt sige, at Gud fik børnekontakt gennem sin søn.
Og ligesom Jan Andersson ville beholde tøsen, da jordmoderen ville lade ham slippe af med bylten.
Sådan vil Gud også beholde os i sine arme.
Og ligesom Jan Andersson, der, af betingelsesløs kærlighed til sin pige hele livet forsvarer hende og vil se hende for sig som den solstråle hun er - selvom hun ikke vil være ham bekendt.
Sådan vil Gud, af ren kærlighed til sine menneskebørn, se bort fra, når vi ikke kan finde ud af vores liv, og altid - i al evighed - tage os i forsvar og gøre alt sammen godt.
For Gud véd, hvad vi trænger til, endnu før vi beder ham om det.
Og han gav os det julenat - barnet i krybben.
Gid at det må få hjertet til at banke i os, så vi kan holde julefest sammen derhjemme med dem vi holder af - og lade det være godt alt sammen!
Glædelig Jul!
Amen.