Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. Juledag, 26.12.2011
Predigt zu Matthæus 10:32-42, verfasst von Henriette Pedersen
"Et glas vand til Johnny"
Knap har tonerne fra marken, hvor englene sang: "Ære være Gud i det højeste og på jorden Fred til mennesker med Guds velbehag", lagt sig før ufreden italesættes med Jesu egne ord: "Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd". Enhver må spørge sig selv, hvorfor nu denne kovending og så midt i den danske julehygge. Svaret findes ved at forstå konteksten, altså hele Matthæus teksten. Dagens uddrag er nemlig en del af den tale, som Jesus holder for sine disciple, før de sendes ud i verden for at forkynde Guds fred for hele folket! For enhver skabning jorden over på tværs af geografiske, kulturelle, religiøse og seksuelle forskelligheder. Hvad der skete julenat har konsekvenser. Vi kender historien.
Kigger vi rundt i Budolfi kirke, så finder vi ikke et eneste motiv af Jesus som spæd i krybben. Derimod er kirken rigt udsmykket med påskens begivenheder. Med Jesu lidelse, død og ikke mindst med hans opstandelse. Her på prædikenstolen er de 12 disciple gengivet i nogle fine træ udskæringer og ser man godt efter, så står de hver med en genstand. En genstand, et attribut f.eks. en kniv, en kølle, en nøgle etc., som sidenhen er blevet knyttet op på legenderne om deres forkyndelse i verden og som traditionen hævder, at flere af dem også blev martyr-myrdet med.
At blive sendt ud i verden dengang med budskabet om Jesu livgivende ord var ingen badeferie. Jesu tale om tro, håb og kærlighed vakte forargelse og modstand og ofte endte forkyndelsen i vold og død. Begivenheder og forkyndelsesvilkår, der ligger uendeligt fjernt fra vores danske folkekirke-tryghed, hvor kirken er at finde både i Grundlov og på finanslov.
Vores folkekirke er på mange måder en selvfølge og Gud ske tak og lov for det. Den er og bliver en vigtig og naturlig del i det sekulære hverdagsbillede, ikke fordi vi overrender den, men fordi vi lever i tryghed med, at den er der, når vi har brug for den. Det være sig, når vi står med et nyfødt barn, der skal bæres til dåben eller når vi står tynget af sorg over en død slægtning, ven eller bekendt og har brug for at høre Jesu ord om syndernes forladelse og det evige liv.
Men inden den fredelige hygge kvæler og fortrænger al snak om ufred, så lad os se på en anden af de store gamle personligheder, som har haft vidtrækkende indflydelse på kristendommens udvikling nemlig Paulus - apostel og discipel. Til Paulus har mange et noget anspændt forhold; enten magter man ham ikke eller også giver han os stof til eftertanke.
For at begribe Paulus skal samtidens kontekst som altid tænkes med. For Paulus taler ind i en bestemt tid, når han fastholder, at kvinder skal tie i forsamlinger. At overføre en sådan kulturel tanke til vores tid har ingen gang på jorden i dag. Men i tidernes morgen var det en udpræget tankegang, fordi verden langt de fleste steder var patriarkalsk. Omvendt kan vi finde stof i Paulus'es gennemarbejdede teologi, når han slår fast, at den kristne Gud ikke gør forskel på mand og kvinde, fri og slave, hedning og jøde.
Når jeg fremhæver Paulus, så er det, fordi han er en vigtig hovedperson i dagens lektie. En tekst, der synes så vigtigt, så den læses hvert eneste år på 2. juledag (aka Sankt Stefans dag). For før sin omvendelse hed Paulus: Saulus. Han holdt mordernes kapper, mens de andre stenede Stefanus. Så kan man spørge sig selv, om han så også var med til at stene. Ja vil mit klare svar være. For selvom han ikke smed den første sten, så var han medansvarlig. For han gjorde intet for at stoppe de andre.
Den jødiske filosof Hannah Arendt har beskæftiget sig med det onde. Hun fulgte blandt andet processen mod nazisten Adolf Eichmann i Jerusalem i 1961. Eichmann havde i det 3. rige det overordnede ansvar for transporten af jøder, sigøjnere, handicappede, kommunister, homoseksuelle, kristne og andre anderledestænkende mennesker, som skulle myrdes i koncentrations lejre. Eichmann hævdede vedblivende under retssagen, at han blot handlede efter ordre. Han havde "jo bare" siddet i en kontorbygning langt borte fra udrydningslejrene og med en moderne funktionærbevidsthed pligtopfyldende gjort et stykke arbejde: "for det skulle jo gøres".
Eichmann blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden og Hannah Arendt konkluderer, at det enkelte menneske selv er ansvarligt over for sin egen lydighed. Det er og bliver vort eget ansvar, hvem vi vil adlyde og hvem vi ikke vil adlyde.
Saulus holdt bødlernes overtøj og fik efterfølgende dårlig samvittighed, han indså, at han havde taget fejl. Han tog sin skyld på sig, fortrød og fandt tilgivelse i Kristus. Eichmann gav "de andre" skylden, for den, altså skylden, var på ingen måde hans. Han adlød blot ordrer.
Med evangelisk tale pålægger Gud os med julenatsfødsel og englesang en fred for hele folket. Han har sendt os en frelser, som er kommet for at rydde op i vore tvivlsomme gudebilleder. Ja, Gud har sendt sin søn, for at vi i ham kan se og høre og mærke og føle en menneskelig Gud! En menneskelig Gud - Vor Herre Jesus Kristus - som vil, at hver enkel af os skal tage ansvar for hinanden og os selv.
Det betyder, at vi fra nu af i et og alt må forstå, at vi alle som en er udleveret til at leve i fællesskab med hinanden på kryds og tværs af alle forskelligheder. Forskelligheder, som vi må lære at tåle - også, når vi ikke forstår dem eller i narcissismens hellige navn ikke kan spejle os i dem eller åbenlyst bare ikke bryder os om dem.
Beretningen om Stefanus bliver det levende billede på opgøret med hævnen, derfor er han værd at blive mindet om hver eneste jul. Det skal være slut med tand for tand og øje for øje tænkningen - endnu en af julenattens altafgørende pointer. For øje for øje vil gøre hele verden blind, som en klog mand engang sagde. Modsætningen til hævn er tilgivelse. Det er netop tilgivelsen, der fødes julenat sammen med Jesus-barnet.
Julenat fødtes tilgivelsen og ordene lød: Guds fred til alle mennesker. Freden ligger i, at vi nu véd os tilgivet og dét giver os fred til at gå ud i ufreden - ud til de andre med et lille glas vand til dem. Præcis sådan som Jesus slutter sin udsendelsestale, når han siger: "Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn."
Amen