Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Nytårsdag, 01.01.2012
Predigt zu Matthæus 6:5-13, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
Tiden er et paradoks, for selvom vi går rundt med et ur, der måler den bid for bid, føles den forskelligt. For barnet går tiden langsomt, en tur i bilen på en time kan føles som en evighed, ligesom teenageren, der venter på en sms, kan få timer til at blive til en evighed, mens vi andre synes at det er jul hele tiden, for tiden flyver af sted. Alt hvad vi gør, er underlagt urets tikken, tiden går og efterlader os forandret. Aldrig er vi den samme, for tiden lægger altid til og trækker fra.
Gud derimod har tiden, han er den samme i går, i dag og i morgen og har tid til at lytte på os. Han giver sig tid til os mennesker og lytter til dig, når du kalder på ham med Fadervor.
Han er far for dig, der synes, at tiden er gået i stå, for den der synes, at enden nærmer sig for hurtigt, og for det barn, der ligger i sin seng og beder fadervor, mens mørket sænker sig. Gud kommer tæt på os, når vi som i fadervor inviterer ham ind i vores liv. Hans navn er selvfølgeligt helligt i sig selv, men vi ønsker vel også, at det bliver det hos os.
Måske var det netop sådan, disciplene havde det, når Lukas fortæller, at de bad Jesus: Lær os at bede.
De ønskede gennem bønnen, at lade Gud få plads i deres krop og rette deres travle opmærksomhed mod ham. De ønskede at lade tid være tid og meditere over, hvad der sker, når man blander menneskets tid med Guds evighed.
Fadervor er dér det startede for de fleste af os, som børn, inden vi gik i seng, foldede vi vores hænder og bad trygt og tillidsfuld til vores far i himlen. For når Jesus kaldte ham far, så var han som den far vi kendte, der på samme tid var vores far og den der kunne magte hele verden. Den far, der, når vi græd midt om natten og var bange, kunne åbne vores dør og sige, der er ikke noget at være bange for. På samme måde med Gud, der ved, hvad vi har brug for, allerede inden vi har sagt det. Og som møder os mennesker med ordene: Frygt ikke!, når vi er allermest bange for ham.
Guds rige er kommet til os Julenat i form af et barn, det barn som Gud selv var far til. Julenat blev Gud far og kom derefter til at spidse øre, når vi som Jesus kaldte på ham med ordene far i himlen. Maria og Josef blev dem, der i verden tog sig af barnet og passede på det, som jordiske forældre. Barnet kom på den måde til at kende både til den jordiske kærlighed i tiden og Guds evige kærlighed.
Om Guds evige kærlighed fortalte barnet som voksen, at vi ikke skulle frygte for fremtiden, for Gud var som en far, der ville passe på os og lade os blive en del af sit rige.
Jesus var Guds rige midt i blandt os, og han viser os stadigt, hvordan vi lukker evigheden ind i vores egen tid. For hans liv er ikke bare som vores liv historien om et barn, der med tiden blev voksen. For han kendte sin evige oprindelse og kan lære os, hvordan tiden kan blive fyldt af noget evigt. Dengang oprejste han mennesker, så de rettede sig op, tilgav dem, helbredte de syge, uddrev det onde og opvækkede de døde.
I dag har vi hans ord, der får os til at rette os op, for når fadervor lyder, så styrker det os og retter os op. Jesus opfordrer os til i dag at bede om brød, for Guds omsorg er ikke vidtløftig, men gælder konkrete ting, noget så jordnært som det brød vi kommer i vores krop. Det er i dag, Gud griber ind i dit liv og giver dig del i den glæde det er, at gå evigheden i møde. For det er i dag han vil rette dit liv mod Guds evige kærlighed.
Et ordsprog siger: ”Den enes død den andens brød” − at det er sådan, er måske derfor at Guds vilje har trange kår i tiden. For udover at få brød, kan vi også tage det fra de andre, selv om vi ved, at vi ved at gøre det ikke lader Guds vilje ske.
Gør vi det, har vi stadig brug for Gud, ikke til at give os brød, men for at give os det vi ikke længere har, nemlig et syndfrit liv.
Ondskabens element er tiden, fordi vi er tidsbegrænsede, så gælder det om at rage til sig. Det er i dag, vi med alle midler skal have det daglige brød, ikke i morgen. Gud løser os i fadervor fra den skyld, der ellers ville følge os, og giver os derved tid til forandring eller, som man sagde på Jesu tid, omvendelse. Mange af os har sagt fadervor igen og igen, lige inden søvnen tog over og bønnen blev viklet ind i drømme. Og har ønsket, at Guds navn blev helligt for os og at Guds rige ikke bare skulle komme i fremtiden men allerede i dag. Og vi har håbet på, at vi ville kunne magte at lade Guds vilje ske. Her sidder vi med tømmermænd og krudtslam på fingrene og gør klar til at tage det nye år i besiddelse.
Vi kan ønske, at vi får lov at opleve alt det, vi har planlagt for året, der kommer, så vi også kan ønske hinanden godt nytår. Ingen af os kan dog bede hinanden om, at det sker. Vi må henvende os til noget større, og så hedder det pludselig ikke længere ønsker men bøn.
Når vi beder om, at Guds vilje må ske midt i vores travle kalender og han må give os et godt nyt år.
For det er Gud, der har tiden, tid til at lytte på vores bøn, tid til at tilgive os det, vi ikke selv kan, og tid til at rette os op, så vi tør gå fremtiden i møde. Han har tid til at vente på os og lade sin evighed indhente vores tid.
Godt nytår.
Amen