Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter Helligtrekonger, 22.01.2012
Predigt zu Lukas 17:5-10, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Apostlene sagde til Herren: "Giv os en større tro!" Det er ikke svært at forstå disse menneskers ønske - stod vi selv foran den levende Guds Søn, så lå det måske også os nær, at bede således. Lykkelig er den der kan bede med disse ord i modgang, lykkeligere den der kan bede sådan i medgang.
Vi må vel til stadighed sande, at når netop fremgangen er lettest at spore; når det går godt i de forskellige sammenhænge vi lever i - arbejde, studier, familieforhold, kærlighed eller livet i det hele taget -, så dukker ofte angsten for at miste netop alt dette op.
Angsten, der er frygten for, at alt det der nu lykkes og kan ses som fremgang, standser. At alt kun er midlertidigt, og at drømmene ikke kan stå mål med virkeligheden. Ofte er det, når netop fyldestgørelsen af drømmene er tættest på, at frygten for at miste det hele er størst. Så kommer tvivlen.
Når troen endelig folder sig ud; når tilliden til det der håbes på og overbevisningen om alle de ting der ikke kan ses og måles lægger sig til rette for os, så rammes vi ofte af tvivlen.
Tro og fornuft skal være i et velafbalanceret forhold til hinanden. Men det er måske nødvendigt at se nærmere på de vilkår, denne alliance byder både troen og fornuften, når balancen ændres og fornuften stiller sig kritisk overfor troen. Når disciplen Thomas melder sin ankomst, og som slangen i Paradisets Have spørger: "Kan det nu virkelig passe?" Når vores skrøbelighed slår igennem, og tvivlen melder sig.
Når vi oplever os selv som stående midt imellem det timelige og det evige, mellem kultur og natur, mellem de vigtigste holdepunkter i vores liv og afgrunden - eller Gud og dæmonerne, om man vil, hvorledes er troen da stillet?
Troen er vished, for så vidt som den er en erfaring af det hellige - når det er religiøs tro vi taler om, men samtidig er troen uvished for så vidt som det uendelige, som troen forholder sig til, skal modtages af et skrøbeligt og "begrænset" væsen som os. Så længe Gud og menneske er adskilte i kraft af, at mennesket i sin synd vender sig bort fra Gud, så må denne uvished accepteres. Og denne accept kan vi karakterisere som mod.
At forholde sig ubetinget til et anliggende - at kaste sig ind i kærligheden uden at have garantier; at gå ud på de 70.000 favne vand for at vandre med Jesus uden at have stukket fingre og hænder ind i Hans krops sømhuller, det er den største risiko et menneske kan løbe - for det er en satsning der er større end livet selv. Hvis dette anliggende nemlig ikke selv er ubetinget, altså hvis Gud kun opleves som en fantasi og en trøst i en usikker tilværelse, så bryder den troendes verden sammen, for så opleves det hele blot som et selvbedrag.
Det er den største risiko, men det giver også den største sejr. For sejren er, som satsningen, større end selve livet.
At forholde sig til sin skæbne; til kærlighed og tro, til muligheder og erkendelsen af, hvor meget vi egentlig kan udrette med de gaver Gud har udrustet os med - det kræver mod. For livet er risikabelt, og kun den der tør vove, vinder.
Tvivlen lurer altid, og tvivlen kan besejre troen. Men tvivlen rummer stadig tro, ellers ville den være ligegyldig. De to størrelser, tro og tvivl, sættes ofte i modsætning til hinanden. Det er naturligt for et menneske at stile mod den afklarethed, hvor tro og tvivl ikke kæmper mere, men selvom tvivlens element er overvundet, er det dog til stede. Hos dem der blindt stoler på deres urokkelige tro, er farisæisme og fanatisme umiskendelige symptomer på undertrykt tvivl. Dog: tvivl overvindes ikke ved fortrængning, men ved mod.
Mister man modet og forfalder til tvivlen, vil resultatet enten være fortvivlelse eller kynisme. Og når man ikke mere kan bevæges af tvivlen eller den bliver uudholdelig, så er resultatet indifferens og fuldstændig ligegyldighed. Denne ligegyldighed er naturligvis et sørgeligt resultat, da mennesket i sit væsen netop søger svar. Uden tvivl ingen holdning; uden at forholde sig til noget som helst - ingen personlighed. Den umiddelbare vished består kun der, hvor mennesket står mellem sin egen endelighed og samtidig oplever en delagtighed i det uendelige; og vel at mærke: tør forholde sig til begge disse sider.
Denne tvivl, der rammer os alle - i trosspørgsmål og i andre af livets allerstørste forhold, kalder på en indsats.
For at tvivlen kan hæves, kræves der en indsats fra menneskets side. Indsatsen er den troende selv, hele vores liv og håbet om evigheden, alle moralske domme i vores liv og hele vores verdensbillede. Det er således den troendes salighed, der er indsatsen, og derfor er tro, tvivl og mod uadskillelige. Den troende er derfor ikke altid tvivlende, men tvivlen er altid virksom som et nødvendigt led i troens struktur. Tro er således kun mulig, hvor der optræder et paradoks, altså noget der støder an mod forstanden.
Salige er de, som ikke har set og dog tror. For tro handler ikke om at bruge sine sanser, men om tillid. Som der står i Hebræerbrevet: "Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om ting der ikke ses."
Tro er fast tillid til det der håbes på, og jeg håber at Jesus døde på korset, og jeg håber at Gud Fader løftede Ham ud og op af graven; bar Ham i Sine hænder, og tillod, at Han fór til himmels 40 dage efter. For hvis jeg tror at Gud løfter Sin Søn ud af graven, så kan jeg også tro på, at Han vil gøre det samme for mig. Det håber vi kristne på, og vores tro er en fast tillid til dette.
Og så er vores tro også en overbevisning om de ting vi læser, men som vi ikke selv har set. Den kristne tror på naglehullerne i hænder og fødder, og såret i siden, uden at have set det. Vi kan til tider tvivle på det, men så gælder det om at komme hjem til troens grund.
Og det gør man ved at vende sig om mod Gud igen. For det er Gud der har givet os troen. Den er ikke kommet som resultatet af mange læste bøger eller en fast kirkegang eller mange bønner og et fromt liv. Troen gives af Gud i kærlighed, og lægges ned i os og skal følge os på hele vores livsvej. Men når tvivlen så vil trække os væk fra denne vej - og det vil den hele tiden - så skal man måske have fat i bøgerne og Gudstjenesterne og bønnerne, for at komme tilbage på vejen igen. Alt sammen som et udtryk for, at vi ønsker at vende os om mod Gud og dermed ønsker at vende tvivlen ryggen.
For tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om ting der ikke ses. Tro kræver mod og tro kalder ganske sikkert på en indsats fra vores side, men når tvivlen bliver for stor, så kan vi dog samles i bønnen og omkring Guds Ord, for så vil Gud selv komme til os, selvom vi er i tvivlens magt. For i kirken og til Gudstjenesten hilses ikke bare den troende, men også tvivleren velkommen.
Amen.