Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Septuagesimä, 05.02.2012
Predigt zu Matthæus 25:14-30, verfasst von Peter Fischer-Møller
Forfatteren Karen Blixen (1885-1962) kastede sig som ung ud i et ret umuligt projekt. Hun ville drive en farm i Afrika. Med udsigt til Ngong Hills udenfor Nairobi i Kenya købte hun og hendes mand en farm, hvor de ville dyrke kaffe. De drømte stort, men det var svært at få virkeligheden og drømmene til at passe sammen. Ægteskabet gik i opløsning, ejendommen var ikke særlig egnet til kaffedyrkning, og til sidst brændte farmen. Karen Blixen har selv i bogen "Den afrikanske farm" skildret det umulige projekt hun kastede sig ud i, om det sats det var og de nederlag hun led. Livet er en risikabel affære. Der er nok, som kan få et menneske til at trække følehornene til sig og skrue ned for drømme og engagement.
Frygten for alt muligt knuger tilværelsen og får os til at knuge livet, så hverken vi selv eller andre kan få luft.
I evangeliet i dag giver Jesus os et skrapt middel mod den almindelige frygtsomhed - og det er Gudsfrygt.
Gudsfrygt har mennesker kendt til fra tidernes morgen.
Adam og Eva gemte sig for Gud i Edens have.
Moses skjulte sig for Gud ved den brændende tornebusk.
Jomfru Maria og hyrderne var rædselsslagne, da englen viste sig for dem, og efter opstandelsen melder Jesus sig overfor disciplene med et "Frygt ikke!"
Den naturlige reaktion i mødet med Gud er at blive bange. Da Luther skrev sin lille katekismus, og han skulle forklare de ti bud begynder han alle forklaringerne med et: "Vi skal frygte og elske Gud og stole på ham."
Frygte Gud det skal vi, for hvis vi ikke frygter Gud, så kanaliseres vores frygt andre steder hen. Så begynder vi i stedet at blive bange for hinanden. Så tror vi det hele handler om at holde på det vi har. Og så bliver verden et stadig farligere sted at være, så bliver den fattigere på forsoning og fredelige løsninger og rigere på forsvarsmure og gengældelsesaktioner.
Vi skal frygte Gud for ikke at forkrampe i vores menneskeliv med hinanden. Det er det jeg i dag hører i Jesu historie om de betroede talenter. Herren i historien er Gud. Det er ham, der har betroet os livet, og ham vi står til regnskab overfor. Jesus vi have os til at forstå, at livet ikke er vores ejendom, men en gave og en opgave fra Gud. Og han vil have os til at overveje - ikke hvad vi får ud af livet, men hvad livet får ud af os, om vi får det til at arbejde, får det til at vokse - eller om vi gemmer det for os selv. Han vil have os til at se vores betroede liv i Guds perspektiv, og spørger os hvem af de tre tjenere vi helst vil ligne.
Man siger, at Gud er blevet mildere med årene. Og rigtigt er det i hvert fald, at vi præster stadig sjældnere taler om gudsfrygt. Vi er blevet venlige, grænsende til det konfliktsky. Vi forbander ikke længere synden, vi løfter nødig en pegefinger. Vi taler længe og inderligt om Gud som vores grænseløst kærlige og tilgivende far. Og på den måde kommer vi til at male et billede af os selv som hans snotforkælede børn, der kan gøre lige præcis hvad vi har lyst til, uden for alvor at komme i konflikt med Vorherre.
Hvis vi går nogle hundrede år tilbage, var tonen skarpere. Og det er godt, at salmedigtere fra Luther over Kingo og Grundtvig til nutidens poeter, kan give mildheden modspil. Ligesom det er godt at vores gudsbillede i de her år udfordres af vores muslimske landsmænd, der bøjer sig i støvet for ham 5 gange om dagen. Ligesom Karen Blixens blev det af hendes muslimske tjenestefolk i Afrika. For hvis vi af frygt for at skræmme mennesker væk fra kirken kun taler om Gud som den kærlige og altfavnende far, så får vi gjort ham meget mindre end han er. Så får vi lavet os en Gud i lommeformat, så bliver han reduceret til en vatnisse og vores prædiken bliver en gang uforpligtende blødsødenhed.
Gud er større end det. Ja Gud er uendelig meget større end vi kan fatte. Han er så stor og ubegribelig som livet selv. Og midt i dette ubegribelige og nogle gange for os at se uretfærdige liv, følger denne Gud os med alvorlig opmærksomhed. Det er hvad Jesus understreger i dag.
Gud er i sin kærlighed modigere end vi. Han er ikke konfliktsky, han går ikke af vejen for at tage et opgør med os. Det er hvad han gør med fortællingen om de betroede talenter. Mens de to første tjenere havde opmærksomheden rettet mod de penge, de havde fået betroet, mod den opgave og udfordring de rummede, og derfor handlede med dem så godt de formåede, så valgte den tredje tjener altså at grave talentet ned. Hvorfor gjorde han det? Fordi han blev bange. Fordi han tænkte for småt om Gud. Han frygtede ham nok, men han elskede ham ikke og stolede ikke på ham. I stedet for at se på det betroede som en gave og en opgave, en mulighed, så han det som en trussel. Han vendte opmærksomheden væk fra talenten og hvad man kunne få ud af den og indad mod sig selv og hvordan han bedst kunne sikre sig.
Søren Kierkegaard var meget optaget af den her historie. For ham er det en historie "om det at vove". Kierkegaard mener, at vi kunne have haft glæde af at høre om endnu en tjener. Det ville, skriver han, hjælpe os til at forstå historien fuldt ud. Som historien ligger for os, ligner det et enten eller. Enten fordobles den betroede formue eller også ligger den ubrugt hen. Men der kunne jo også være sket noget helt tredje. Der kunne have været en fjerde tjener, der havde handlet modigt med sin herres formue, men havde fejlinvesteret det, så det hele gik tabt, så der ikke var noget som helst tilbage at aflægge regnskab med. "Mon han dog ikke", skriver Kierkegaard, "snarere fandt tilgivelse end hin forsigtige?"
Det er godt set. For det Jesus taler om er jo ikke en himmelsk investeringsforening, hvor Gud som en anden bogholder sidder og holder øje med børsnoteringerne.
Nej Jesus taler om vovemod, om det at turde leve det liv, vi hver især har fået betroet.
Pointen er, at talenterne ikke er noget i sig selv, de bliver først noget værd, når de bliver investeret, når vi bruger dem til noget. Livet er ikke noget vi har hver for sig, det er noget der udfolder sig i mellemrummet mellem os. Der hvor vi tør dele det med hinanden.
Sådan var det jo, Jesus selv brugte sit liv. Han var bestemt ikke forsigtig med sine talenter. Han investerede alt hvad han havde i andre mennesker - og mest i dem, som ingen syntes var noget særligt værd. Og for en menneskelig betragtning at se endte han netop som den fjerde tjener, Søren Kierkegaard taler om, han der satte det hele overstyr. Sådan så det ud, da Jesus til sidst dømt som forbryder døde alene på sit kors. Han er den fjerde tjener, som Gud selv har sat over det hele. Gennem ham hører vi stadig budskabet om Guds kæmpestore skarpe, skrappe, tilgivende og oprejsende kærlighed.
Vi kommer meget let til at tænke på lignelsen om de betroede talenter som en slags statusopgørelse, som en historie der handler om hvordan vores liv ser ud, når vi er ved at dø og det hele skal gøres op. Hvad fik du ud af dit liv? "Fik du nået det, du ville, fik du hørt din melodi?" som det hedder i en populær sang, der ofte ønskes spillet ved begravelser.
Men sådan tror jeg ikke vi skal høre historien. Den handler ikke om hvad vi til sidst har fået ud af livet, men om hvad livet lige nu får ud af os. Den er en opfordring til at leve, til at gå ud og få det, vi har fået betroet af Gud til at yngle. Den er et spørgeskema, der sætter fingeren på nogle ømme punkter. Hvor stort tror du at livet er? Vil du acceptere, at det bare er godt nok, men ikke særlig sindsoprivende? Handler det om at få tiden til at gå på en måde, så ingen kan kritisere dig for noget? Eller drømmer du større? Tror du på at livet er meget større end vi kan fatte? Vil du prøve at leve op til det?
Jesus giver os et ordentligt spark bagi for at få os til at turde, turde satse stort, turde investere os selv og vores følelser i andre mennesker, turde risikere at blive skuffede og svigtede, turde tage fejl og blive misforstået, ja måske endda vraget, dumpet som medmenneske.
Hvis ikke vi gør det, siger Jesus, hvis vi ikke løber nogen risiko, så får vi et fuldstændigt sikkert udbytte: så bliver vi lige så bange og ensomme som den tredje tjener, manden i mørket, der ikke kunne andet end græde over det liv, der ikke blev.
Karen Blixen satsede stort, da hun rejste til Afrika og investerede sine egne og en betydelig del af familiens penge i en kaffefarm, hun engagerede sig i den indfødte befolkning og forelskede sig hjerteknusende i Dennis Finch Hatton. Og hun tabte det hele. Kæreste og farmen og forbindelsen til Afrika. Men ud af det kom der en lang stribe fantastiske historier, som vi stadig kan glæde os over og lade os inspirere af. Sådan også med historien om de betroede talenter. Den endte ikke i mørket med domsafsigelsen og uretfærdigheden. Det blev til en længere historie. Jesus satte sit liv ind på den, han døde og opstod for at kunne nå os her i dag med den, for at give os mod til at tage fat på dagen i dag. Amen